
Antallet af elever, der modtager specialundervisning, men samtidig går i en almen klasse, er steget. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Flere elever i specialtilbud bliver inkluderet i almene klasser
Kommuners afskaffelse af specialklasser får flere børn, der ellers modtager specialundervisning, ind i de almene klasser, viser ny rapport.
Udgivet: 04/02/2025
Det sidste årti er der sket en firdobling i antallet af elever, der både modtager specialundervisning og går i en almen klasse.
Det viser en rapport fra Momentum.
I skoleåret 2012/2013 var der 918 elever, der fik specialundervisning og gik i en almen klasse, men i skoleåret 2023/2024 er det steget til 4.251 elever. Og det sker samtidig med, at andelen af elever i specialtilbud og specialskoler er steget.
Ifølge rapporten hænger udviklingen sammen med, at man i flere kommuner har afskaffet specialklasserne og inkluderet så mange som muligt i de almene klasser.
KL's børn- og skolechef Peter Pannula Toft fastslår, at det ikke handler om, at alle børn skal inkluderes, men at sikre at alle børn får et undervisningstilbud, som de kan drage nytte af, og som tager udgangspunkt i børnenes behov.
"Her kunne en af vejene være at tænke mindre i opdeling mellem almindelig folkeskole og specialskole og mere i det rette undervisningstilbud til det enkelte barn. Så undervisningstilbuddet indretter sig efter barnet og ikke omvendt. Og så vil der selvfølgelig stadig være børn, som har mest gavn af en specialskole," siger han i rapporten.
Læs rapporten her:
Sidst opdateret: 04/02/2025 - 08:58















































