Det er ikke første gang, specialeplanlægningen bliver udskudt.

Det er ikke første gang, specialeplanlægningen bliver udskudt. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Centrale lovforslag på socialområdet er udskudt: Specialeplan taget af programmet igen

En lang række af lovforslagene på socialområdet er blevet rykket til sidste halvdel af april. Specialeplanen er ikke længere programsat i nuværende samling. Se det opdaterede lovprogram.

Udgivet: 06/02/2025

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Regeringen har udskudt en række lovforslag på socialområdet.

Det sker med februar-redegørelsen, der er en opdatering af regeringens lovprogram, der blev offentliggjort ved Folketingets åbning.

Det gælder blandet andet forslaget om udrulning af specialeplanlægning og en ny takstmodel.

Se det opdaterede lovprogram nederst i artiklen.

For social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) ser programmet nu markant anderledes ud.

Det skyldes blandt andet, at de to handicappolitiske aftaler fra januar, der skal gennemføre fire initiativer fra rammeaftalen på handicapområdet, nu skal fremsættes i Folketinget i anden halvdel af april.

Det drejer sig om:

  • Effektiviseringen af socialtilsynet, der skal være mere risikobaseret
  • Beløbsgrænse for alternative botilbud på 10 procent
  • Nye regler for ægtefæller i botilbud med et varsel på tre måneder ved dødsfald
  • Ny ensrettet merudgiftsydelse

Initiativet om det nye risikobaserede socialtilsyn var oprindeligt programsat til anden halvdel af januar, mens de øvrige tre initiativer var programsat til anden halvdel af februar.

Der er også lovforslag, der glimrer ved sit fravær i lovprogrammet.

Det gælder blandt andet forslaget om takstloftet på kvindekrisecentre og herberger. Oprindeligt var det lovforslag planlagt til anden halvdel af februar. Det fremgår nu ikke længere af lovprogrammet.

Partierne bag rammeaftalen på handicapområdet forhandlede også om det initiativ, men det lykkedes dem ikke at finde hinanden, ifølge NB-Socials oplysninger.

Specialeplanen er udskudt igen

Lovforslagene om udrulning af specialeplanlægningen og den nye takstmodel er taget helt ud af lovprogrammet. Det betyder, at lovforslagene tidligst vil kunne blive fremsat i Folketingssamlingen 25/26. Oprindeligt var de også programsat til anden halvdel af februar.

I rammeaftalen på handicapområdet er de to lovforslag samlet i samme initiativ og skal således forhandles samlet.

Ved de to handicappolitiske aftaler fra januar besluttede rammeaftalepartierne, at de skulle lande en aftale om udrulning af specialeplanlægningen inden sommerferien. Skulle det ske, ville det lavpraktisk også være svært at nå at gennemføre i nuværende Folketingssamling.

I aftalen står der:

"Aftalepartierne bag rammeaftalen vil i foråret 2025 drøfte initiativet i rammeaftalen om specialeplanlægning på den højt specialiserede del af handicapområdet med henblik på, at der indgås aftale herom før sommerferien 2025."

Det er dog ikke første gang, at lovforslaget om en specialeplanlægning bliver udskudt.

Oprindeligt var det meningen, der skulle lande en aftale i foråret 2022, efter fremlæggelsen af evalueringen af det specialiserede socialområde. Det lykkedes dog ikke daværende socialminister Astrid Krag (S) at lande en aftale.

Så kom der et folketingsvalg og en lang regeringsforhandling i vejen.

Ved lovprogrammet for samlingen 2023/2024 satte den nye socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) lovbehandlingen til februar 2024.

Det skete dog heller ikke, og da februar-redegørelsen kom i 2024, fremgik udrulningen af specialeplanlægning ikke længere af lovprogrammet.

Til et samråd i Folketingets socialudvalg i april 2024 kom Pernille Rosenkrantz-Thiel med en ny deadline. Her forventede hun, at en specialeplan ville blive lovbehandlet i efteråret 2024.

Da SVM-regeringen offentliggjorde lovprogrammet for 24/25 var specialeplanlægningen som bekendt programsat til februar. Med den nye februar-redegørelse er specialeplanen udskudt igen.

Socialministerens opdaterede lovprogram

Ændring af lov om socialtilsyn, lov om social service, barnets lov og lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge (Mere risikobaseret socialtilsyn, regelforenklinger m.v.) Apr II

Ændring af lov om social service og barnets lov (Ændring af betegnelsen merudgiftsydelse til kompensationsydelse og indførelse af et ensartet og mere automatiseret udmålingssystem for kompensationsydelse til børn, unge og voksne) Apr II

Ændring af lov om social service (Tidsgrænse for retten for en ægtefælle, samlever eller registreret partner til en afdød borger med handicap til at forblive i et længerevarende botilbud) Apr II

Ændring af lov om social service og lov om almene boliger mv. (Indførelse af beløbsgrænse på 10 pct. for alternative tilbud og almene plejeboliger ved benyttelse af ret til frit valg for personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne) Apr II

Sidst opdateret: 06/02/2025 - 10:17

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]