
Sådan så det ud, da Trivselskommissionens anbefalinger blev præsenteret. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Trivselskommissionens rapporter: Idealer og forventninger skaber mistrivsel
I nye undersøgelser bliver børn og unge spurgt til årsagerne til deres mistrivsel. Her peger de blandt andet på idealer og forventninger, som de ifølge dem selv skal leve op til.
Udgivet: 06/03/2025
Mistrivslen blandt børn og unge er stigende. I en ny undersøgelse spørges børn og unge om de idealer og forventninger, de føler, de skal lave op til.
Her peger de på presset over at skulle være deltagende i sociale fællesskaber, klare sig godt i skolen og få et godt job.
De oplever mange forventninger - også fra dem selv.
Det kan man læse i en af de tre rapporter, som VIVE har lavet for Trivselskommissionen. I undersøgelsen af idealer, pres og forventninger indgår svar fra over 15.000 børn og unge i alderen 12 til 20 år.
”I undersøgelsen kan vi se, at mængden og omfanget af idealerne og forventninger opleves som et stort pres for en del af børnene og de unge. Mange børn og unge forventer meget af sig selv og oplever det som deres eget ansvar at leve op til forventninger, og det går på den måde ud over trivslen. Men der er også børn og unge, der trives og motiveres af egne og andres forventninger til dem,” siger forsker Kasper Merling Arendt i en pressemeddelelse.
Ifølge Arendt viser undersøgelsen, at piger oplever større pres og lavere trivsel, og at de også oplever en større følelse af utilstrækkelighed end drengene.
VIVE har lavet to litteraturkortlægninger for kommissionen, der ser på, hvordan man kan understøtte børn og unges trivsel.
Den ene kortlægning har fokus på indsatser, der kan fremme gode fællesskaber blandt børn og unge. Her bliver der præsenteret indsatser, der kan virke opbyggende for børn og unges fællesskaber. Her er der fokus på inddragelse af hele skolen eller dagtilbuddet samt på social interaktion uden for undervisningssituationer og de fysiske rammer om børnenes samvær.
I den anden kortlægning er der fundet indsatser, der kan medvirke til at styrke børn og unges resiliens – altså deres evne til at klare sig godt på trods af belastning og modgang samt potentielt at bruge modgangen som springbræt for en positiv udvikling og bedre trivsel.
Den viser, at de mest virksomme indsatser baserer sig på socio-emotionelle færdigheder, kognitiv adfærdsterapi, mindfulness og fysisk aktivitet.
Sidst opdateret: 06/03/2025 - 10:05














































