Ved et flertal af sagerne finder Ankestyrelsens Tilsyn ikke grund til at reagere eller sanktionere kommunerne.

Ved et flertal af sagerne finder Ankestyrelsens Tilsyn ikke grund til at reagere eller sanktionere kommunerne. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)

Ankestyrelsen rejser flere tilsynssager mod kommunerne: De fleste droppes igen

I 2024 rejste Ankestyrelsen cirka 2.500 tilsynssager. Det er en stigning på omkring 35 procent fra 2022 til 2024. Ved et stort flertal af sagerne, finder tilsynet ikke grund til at reagere.

Udgivet: 13/03/2025

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Ankestyrelsen rejser flere tilsynssager mod kommunerne. Hvor styrelsen kun rejste 1.899 i 2022, så var tallet 2.565 i 2024, viser tal fra Ankestyrelsen i et nyt Folketingssvar.

Det er en stigning på 35,1 procent.

Dog er et flertal af dem sager, hvor Ankestyrelsens Tilsyn ikke finder grund til at reagere eller sanktionere kommunerne.

Ankestyrelsen har rejst tilsynssager indenfor tre forskellige områder:

  • Sager om tilsyn med kommunerne og regionernes overholdelse af reglerne om aktindsigt
  • Sager om tilsyn med kommunerne og regionernes overholdelse af sektorlovgivningen - herunder sager indenfor social-, børne-, og beskæftigelsesområdet
  • Sager om tilsyn med kommunerne og regionernes overholdelse af kommunalretlige regler samt sager, hvor tilsynet er tillagt godkendelsesbeføjelser

I forhold til sager indenfor sektorlovgivningen - såsom socialområdet - er tendensen også, at antallet af sager er steget. Der var 766 i 2022, mens tallet var 1.147 i 2024.

Dog var tallet i 2023 faktisk højere, da der var 1.164 tilsynssager.

Foruden tilsynssagerne behandler Ankestyrelsen årligt cirka 50.000 klagesager. Det er blandt andet sager om tvangsmæssige foranstaltninger, kommunale sager på social- og beskæftigelsesområdet og sager om arbejdsskader.

Ofte ikke behov for at rejse sag

Man bør dog også hæfte sig ved, at mange af sagerne ikke afføder en reaktion.

Når Ankestyrelsens Tilsyn går ind en sag, skal kommunen høres. Ofte viser høringssvaret, at tilsynet ikke behøver af afgive en reaktion.

Det skyldes, at oplysningerne enten viser, at kommunen ikke har handlet ulovligt, eller at kommunen selv har erkendt ulovligheden og rettet op. Den type sager står registreret i tabellen som §48 a afsluttet efter undersøgelse.

Tilsynet modtager også mange sager, hvor der på baggrund af de foreliggende oplysninger vurderes, at der ikke er grundlag for en tilsynssag. De sager bliver registeret som 48 a afvisning. Der kan være tale om sager, hvor der ikke er sket noget ulovligt, eller der kun var tale om en enkeltstående fejl.

I 2024 var der tilsammen 1.359 af de to slags §48 a sager. Det betyder, at det udgør omkring 53 procent af alle tilsynssagerne i 2024.

Her er der således også tale om en væsentlig stigning, da tallet i 2022 kun var 932.

Derudover er der også sager, der bliver trukket tilbage, oversendt eller henlagt. Ligesom der også er sager, der bliver afvist, fordi Ankestyrelsen ikke vurderer at have kompetencen til at behandle dem.

Andre gange må tilsynet rejse en tilsynssag efter kommunestyrelsesloven. Her er den mest anvendte reaktion en udtalelse efter §50, hvor tilsynet udtaler sig om lovligheden af kommunens dispositioner eller undladelser.

Tilsynet oplyser, at kommunerne følger tilsynets udtalelser og Ankestyrelsens afgørelser i klagesagerne. Derfor har det i 2022 til 2024 ikke været nødvendigt med tvangsbøder for at sikre, at en kommune handler lovligt.

Sager mod Helsingør og Bornholm måtte droppes

Det er ikke første gang, vi på NB-Social har skrevet om tilsynssager, som Ankestyrelsens Tilsyn valgte ikke at gå videre med.

Tilbage i efteråret bad indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde Ankestyrelsen om at rejse fem tilsynssager i forbindelse med et samråd i socialudvalget om ventelister på botilbudsområdet.

Det var 20 år siden, at et minister sidst havde givet Ankestyrelsen sådan et pålæg.

Kommunerne er forpligtet til at sørge for, at der er det nødvendige antal botilbudspladser til rådighed for borgere, der opfylder betingelserne til at blive visiteret til de tilbud. Det kalder man forsyningsforpligtigelsen.

Det var sager mod Aarhus, Odense, København, Helsingør og Bornholm.

Selvom Odense i overvejende grad ikke overholdte forsyningsforpligtigelsen, og både Aarhus og København have ulovlige ventelister, gik både Helsingør og Bornholms Regionskommune fri.

Det var ikke noget galt med den nuværende praksis i Helsingør Kommune, og Bornholms Regionskommune overholdte også forsyningsforpligtigelsen.

Samtidig afventer Ankestyrelsen at modtage Aarhus, Odense og Københavns Kommunes tilbagemeldinger - derefter ville styrelsen tage stilling til, om der var grundlag for at pålægge tvangsbøder efter kommunestyrelseslovens § 50 b.

Fik du læst?

Ankestyrelsen fastslår: Ulovlige ventelister i Aarhus, Odense og København

Sidst opdateret: 13/03/2025 - 11:19

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]