
Efter kun får måneder viser de foreløbige erfaringer, at der er blevet taget godt imod den lette adgang til hjælp. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Stor efterspørgsel på det lettilgængelige tilbud i Holstebro
Der er stor efterspørgsel på den "Lette behandling" for børn og unge i psykisk mistrivsel i Holstebro Kommune. Børn, unge og deres forældre kan selv tage det første skridt mod hjælp på kommunens hjemmeside.
Udgivet: 25/03/2025
Der er stor efterspørgsel på den nye "Lette behandling" til børn og unge i Holstebro kommune.
Efter kun får måneder viser de foreløbige erfaringer, at der er blevet taget godt imod den lette adgang til hjælp.
Via kommunens hjemmeside kan de eller deres forældre opsøge vejledning eller behandling i Videncentret for Børn og Unge.
Faktisk er efterspørgslen på forsamtaler og forløb for øjeblikket større end kapaciteten, hvorfor man ikke altid kan booke en tid via hjemmesiden.
"Vi oplever, at mange forældre og unge selv tager initiativ til at søge rådgivning, inden problemerne vokser sig for store. Her kan den tidlige indsats gøre en stor forskel. Samtidig møder vi også nogle, som måske mest har behov en afklaring og for at få bekræftet, at en teenagers humørsvingninger eller bekymringer er en naturlig del af udviklingen. Den afklaring kan ofte gives allerede i en forsamtale, fortæller Anne-Mette Vendelbo, leder af Videncentret for Børn og Unge, i en pressemeddelelse.
"Lettere behandling" omfatter en række forskellige forløb for børn og unge i alderen seks til 17 år. Det er tilpasset den enkeltes alder og behov.
Eksempelvis kan det være et individuelt samtaleforløb ved tegn på tristhed eller gruppeforløb ved tegn på angst.
Først booker borgeren en samtale med en psykolog, der hjælper med at afklare, om barnet eller den unge er i målgruppen for den "Lette behandling".
Ellers kan psykologen henvise til andre relevante tilbud.
Forældre vil inddrages i en eller anden grad i forløbet - alt afhængig af barnets alder og problematik.
Del af 10-års planen for psykiatrien
Kommunens "Lette behandling" er en del af regeringens 10-års plan for psykiatrien.
Her er Holstebro en af de kommuner, der er kommet længst:
"Vi møder børn og unge i mange forskellige situationer - fra dem, der oplever stress og uro i hverdagen, til dem, der har mere komplekse udfordringer. Vores opgave er at vurdere, hvordan vi bedst kan støtte dem. For nogle er en enkelt samtale eller et kort forløb nok, mens andre har brug for en mere intensiv indsats, siger Anne-Mette Vendelbo.
Formanden for Børne- og Familieudvalget, Klaus Flæng, glæder sig over den vellykkede opstart i Videncentret og den store interesse for tilbuddet.
"Det viser, at der har været et behov for en mere tilgængelig indsats, hvor man hurtigt kan få rådgivning og støtte, inden problemerne vokser sig større. I udvalget er vi meget optagede af at styrke de forebyggende indsatser for børn og unge i mistrivsel, og derfor vil vi også løbende følge udviklingen, så børn, unge og deres forældre kan få den bedst mulige hjælp så hurtigt som muligt," siger han.
Kommunerne er godt med
Tilbage i februar kunne NB-Social fortælle, at næsten 70 procent af landets kommuner har allerede etableret det lettilgængelige tilbud til børn og unge i mistrivsel. De skal etableres inden udgangen af 2025.
Det viste en rundspørge, som KL havde lavet.
Sidst opdateret: 25/03/2025 - 09:47














































