
"Politikerne på Christiansborg skal stå ved det. Hvis de ikke vil levere styringsværktøjerne, så må de levere penge. Hvis de ikke vil levere penge, så må de stå ved, at kommunerne bliver nødt til at tage pengene fra børnene og de gamle," siger Jonatan Schloss. - Foto: PR-Foto
Kommunaldirektør: Politikerne er nødt til at stå på mål for egne prioriteringer
Hvis ikke politikerne på Christiansborg giver kommunerne flere styringsredskaber eller penge til socialområdet, så er de nødt til at stå ved, at pengene tages fra almenområdet. Det mener Jonatan Schloss.
Udgivet: 20/03/2025
Udgifterne stiger fortsat på socialområdet. Derfor er politikerne på Christiansborg nødt til at stå ved deres prioriteringer. Det mener Jonatan Schloss, der er kommunaldirektør i Egedal.
Kommunerne kan enten få de lovende styringsredskaber, flere penge eller opbakning til at tage pengene til socialområdet fra almenområdet.
"Politikerne på Christiansborg skal stå ved det. Hvis de ikke vil levere styringsværktøjerne, så må de levere penge. Hvis de ikke vil levere penge, så må de stå ved, at kommunerne bliver nødt til at tage pengene fra børnene og de gamle," siger Jonatan Schloss til NB-Social.
Udgiftspresset på det specialiserede socialområde er der nemlig stadig ude i kommunerne, selvom regeringen i samarbejde med KL har gennemført enkelte af anbefalingerne fra Ekspertudvalget med Torben Tranæs i spidsen.
Og selvom de få gennemførte anbefalinger vil hjælpe lidt med økonomistyringen, er der brug for at gennemføre resten af rapportens initiativer, mener Jonatan Schloss.
"Vi kan se, at priserne stadigvæk stiger, og de stiger også mere end den normale pris- og lønregulering. Antallet af borgere, som efterspørger den her specialiserede hjælp, stiger også," siger han og fortsætter:
"Ankestyrelsen bliver derudover ved med at lave alle mulige principafgørelser, som løfter serviceniveauet. Så mængden, serviceniveauet og prisen stiger. Ganger du det med hinanden, så stiger udgifterne selvfølgelig."
Netop fordi udgifterne fortsat stiger, forventer Jonatan Schloss, at udgiftspresset på det specialiserede socialområde igen bliver en del af forhandlingerne om økonomiaftalen for 2026.
Jonatan Schloss har egentlig store forventninger til Tranæs-udvalgets samlede anbefalinger vil kunne gøre området mere økonomisk bæredygtigt. "Han forudser bare, at Folketinget ikke ønsker at levere varen, da det ikke er politisk opportunt.
Ønsker realistisk velfærd
Jonatan Schloss er fortaler for det, han kalder realistisk velfærd. Det handler netop om, at man som politiker står ved sine politiske prioriteringer, så det ikke bliver eksempelvis embedsmændene, der skal stå på mål for dem.
"Realistisk velfærd er, at man som politiker, uanset om man er folketingspolitiker eller kommunalpolitiker, tager stilling til, hvor pengene skal bruges. Og hvis man ikke vil tilføre penge til et område, så skal man stå ved det og støtte op om de tiltag, der så skal til," siger han og fortsætter:
"Hvis vi siger, der ikke kommer nævneværdigt flere styringsværktøjer til det specialiserede socialområde, og ikke flere penge selv om udgifterne stiger, så er det meget fair og demokratisk at sige, at man politisk accepterer flere børn i klasserne, færre pædagoger i børnehaven og mindre hjemmehjælp til de ældre. Christiansborg må bakke op eller sende penge"
Det mener Jonatan Schloss er langt mere fair end at gå i flyverskjul og overlade de ubehagelige ting til kommunalpolitikerne.
Sidst opdateret: 24/03/2025 - 10:44














































