
"Jeg har lyttet til den debat, der har været om den del af lovforslaget, som vedrører afskæring af klageadgangen til Ankestyrelsen," siger Sophie Hæstorp Andersen. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix (arkiv)
Socialminister dropper regelforenkling fra økonomiaftalen efter kritik
Socialminister Sophie Hæstorp Andersen har efter kritik droppet forslaget om at fjerne klagemulighed for hjemløse.
Udgivet: 27/03/2025
Regeringen dropper et forslag om at fjerne hjemløses mulighed for at klage til Ankestyrelsen, hvis de er blevet bortvist fra et herberg.
Det fremgår tirsdag aften af en kortfattet pressemeddelelse om sagen, hvor ambitionen var at mindske bureaukrati i kommunerne.
- Jeg har lyttet til den debat, der har været om den del af lovforslaget, som vedrører afskæring af klageadgangen til Ankestyrelsen.
- På den baggrund stiller jeg på vegne af regeringen ændringsforslag om, at den del af lovforslaget udgår af det samlede lovforslag, siger socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S)
Forslaget var en del af en aftale mellem regeringen og KL om at mindske bureaukrati i kommunerne. Men opbakningen begyndte at smuldre i regeringens egne rækker.
Tidligere tirsdag fortalte ordfører for udsatte Nanna Gotfredsen (M) til Altinget, at hun ikke vil stemme for at fjerne de hjemløses mulighed for at klage.
- Det er det dummeste forslag, jeg nogensinde har set, sagde Nanna Gotfredsen.
Forslaget var en del af de 113 regelforenklingsforslag, som regeringen og KL blev enige om ved økonomiaftalen for 2025.
Hvis det bliver fuldt indfaset, vil det spare 500 millioner kroner årligt.
Nanna Godtfredsen har rejst sin kritik over for den tidligere socialminister for en del måneder siden samt den nuværende. Men der er ikke sket noget før nu.
Ifølge regeringen er årsagen til, at forslaget nu droppes, blandt andet at det er uvist, hvor meget der kan spares.
I et folketingssvar skriver Sophie Hæstorp Andersen, at det ikke har været muligt at regne på et "effektiviseringspotentiale" ved at fjerne klageadgangen.
NB-Social har henvendt sig til KL for en kommentar om, hvad foreningen mener om, regeringen dropper forslaget samt hvad de økonomiske konsekvenser bliver. KL ønskede ikke at deltage.
/ritzau/Høyer
Sidst opdateret: 27/03/2025 - 11:07














































