Både Signe Færch fra Dansk Socialrådgiverforening og Benny Andersen fra Socialpædagogerne har rosende ord til regeringens seneste aftale.

Både Signe Færch fra Dansk Socialrådgiverforening og Benny Andersen fra Socialpædagogerne har rosende ord til regeringens seneste aftale. - Foto: Befunky: Signe Færch: Foto: Lisbeth Holten BEnny Andersen: PR-Foto

Socialrådgivere og socialpædagogerne glæder sig over ny aftale

Regeringens nye uddannelsesreform får ros med på vejen af både Dansk Socialrådgiverforening og Socialpædagogerne. Der er dog et men.

Udgivet: 27/03/2025

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Der vil være et før og et efter regeringens uddannelsesreform. Det mener formand for Socialpædagogerne Benny Andersen.

”Det er en epokegørende aftale, som betyder, at der vil være et før og efter for udsatte børn, unge og voksne samt mennesker med komplekse handicaps og psykiske lidelser," siger Benny Andersen i en pressemeddelelse og fortsætter:

"De vil i fremtiden møde nyuddannede socialpædagoger, som er klædt langt bedre fagligt på til at støtte dem, fordi de har taget en uddannelse, der har rustet dem til netop dét arbejdsmarked og de arbejdsopgaver, som man har ansvar for på socialområdet.”

Regeringen landede i går sammen med Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Alternative en aftale om en reform af de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser.

Kort fortalt vil der blive prioriteret næsten to milliarder årligt til et omfattende kvalitetsløft af de professions- og erhvervsretlige uddannelser. Det skal blandt andet give de studerende flere timer og vejledning.

Socialrådgiveruddannelsen bliver løftet med op til 100 millioner kroner årligt, hvilket vækker glæde hos Dansk Socialrådgiverforenings forkvinde, Signe Færch.

"Socialrådgiverne løfter ekstremt vigtige opgaver til gavn for bl.a. borgere med handicap, udsatte børn og ledige. Og socialrådgiverne oplever, at kravene til dem konstant vokser. Derfor er det godt, at reformen giver de studerende endnu bedre mulighed for at træne arbejdet med at inddrage sårbare mennesker, navigere i kompleks lovgivning og koordinere helhedsorienterede indsatser," siger Signe Færch i en pressemeddelelse.

Derudover skal der med reformen skabes nye og bedre muligheder for at tage uddannelserne - eller dele af dem - løbende gennem livet.

Samtidig åbnes der for flere internationale studerende på områder, hvor der er mangel på arbejdskraft.

Dog tror Benny Andersen også, at aftalen vil gøre det socialpædagogiske arbejde mere attraktivt:

”Aftalen er samtidig et virkelig vigtigt skridt i forhold til at få løst rekrutteringsudfordringerne på socialområdet. Fremover vil en ny og styrket uddannelse til socialpædagog have en klar faglig profil og give de unge et tydeligt billede af det vigtige socialpædagogiske arbejde, som uddannelsen fører til. Det vil gøre, at langt flere unge vil synes, at uddannelsen til socialpædagog er attraktiv, når de skal vælge studie,” siger han.

Kritik af kortere uddannelser

Det er dog ikke positivt det hele. Signe Færch undrer sig nemlig over, at aftalepartierne holder fast i at forkorte uddannelserne.

"Vi har kritiseret planerne om at forkorte uddannelsen lige fra start, for vi har svært ved at se den gode idé i at forkorte en uddannelse med så kompleks en faglighed. Det trækker helt klart ned i min bedømmelse af en ellers flot reform, og det øger behovet for at sikre, at der bliver tårnhøj kvalitet i alle dele af uddannelsen. Det arbejde glæder vi os til at indgå i," siger hun.

Sidst opdateret: 27/03/2025 - 10:29

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]