
En lang række aktører glæder sig over løftet af socialpsykiatrien. Dog er flere bekymret for de afsatte midler. - Foto: Befunky: Jakob Bigum: PR-Foto. Peder Hvelplund: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix. Karina Vestergård Madsen: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.
Her er dommen over 10-årsplanen for psykiatrien: Ros for løft af socialpsykiatrien
Flere aktører roser regeringen for at løfte socialpsykiatrien med sin 10-årsplan for psykiatrien, hvor den blandt andet vil etablere afklaringspladser. Der er dog også en del kritiske røster.
Udgivet: 10/04/2025
"Ingen skal udskrives til ingenting."
Sådan lød det flere gange fra social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen til præsentationen af regeringens 10-årsplan for psykiatrien tirsdag den 8. april.
Derfor vil regeringen løfte socialpsykiatrien med varige midler og blandt andet etablere afklaringspladser og sociale akuttilbud i kommunerne.
Netop løftet af socialpsykiatrien får ros fra flere sider.
En af dem, der er positive overfor løftet, er formand for Kommunale Velfærdschefer, Jakob Bigum Lundberg. Han glæder sig over det længe ventede udspil, da mange borgere venter på hjælp.
"Der er mange gode tiltag i udspillet, og jeg hæfter mig især ved regeringens fokus på helhedsorienterede indsatser. Der er for mange borgere, der oplever overgangsproblemer fra den regionale psykiatri til den kommunale socialindsats og jobcentret. Det er derfor vigtigt, at socialpsykiatrien nu styrkes, men mindst lige så vigtigt er det, at behandlingspsykiatrien får bedre mulighed – og ansvar - for at række ud og sikre samarbejdet," siger han til NB-Social.
Regeringen har fået øjnene op for socialpsykiatrien
Socialborgmester i Københavns Kommune, Karina Vestergård Madsen (Ø), glæder sig også over udspillet og mener, at regeringen omsider har fået øjnene op for vigtigheden i at styrke socialpsykiatrien.
”Selvom socialpsykiatrien i kommunerne spiller en altafgørende rolle for mennesker med psykiatriske problemer, har området været et overset element i den offentlige debat om psykiatriplanen og psykiatrien i det hele taget. I København har vi længe kendt til vigtigheden af tidligere, forebyggende og opsøgende indsatser – og vi kan se, at kommunens gadeplansmedarbejdere gør en stor forskel for nogle af de allermest sårbare mennesker," siger hun til NB-Social.
Socialborgmesteren mener, at området gennem de senere år er blevet underprioriteret økonomisk, hvilket gør, at der nu er behov for et større økonomisk løft.
"Desværre er pengene til socialpsykiatriske område aldrig fulgt med fra skiftende regeringers side, og der er derfor brug for et markant økonomisk løft, hvis alle skal have den nødvendige hjælp på rette tidspunkt. Og det kræver penge her og nu, hvis det skal rykke. Det nytter ikke, hvis kommunerne først ser pengene i 2026, 2027 eller 2030 for den sags skyld.”
Enhedslisten: Vi når ikke i mål med psykiatrien
Med planen tilfører regeringen psykiatrien yderligere 2,6 milliarder kroner. Enhedslistens psykiatriordfører Peder Hvelplund glæder sig over, at der nu afsættes varige midler til psykiatrien, men han er dog skeptisk overfor, hvorvidt politikerne kommer i mål i forhold til den oprindelige aftale.
Han mener nemlig ikke, at de afsatte midler tilstrækkelige til at give det kvalitative løft, der er brug for.
"Vi lovede jo, da vi vedtog den 10-årige psykiatrihandlingsplan, at vi skulle sikre tilstrækkelig finansiering til at implementere samtlige 37 initiativer fra det faglige oplæg (fra Sundhedsstyrelsen og Social- og Boligstyrelsen, red.). Når vi ser det, regeringen har lagt op til, er det tydeligt, at der er elementer, som bliver underfinansieret, hvor vi ikke kommer i mål med det, vi har stillet både brugere, pårørende og ansatte i udsigt."
Der er også elementer fra det faglige oplæg, som politikerne slet ikke når at få håndteret, vurderer Peder Hvelplund.
Et andet aspekt er de økonomiske rammer for socialpsykiatrien.
"Både i kommunerne og regionerne er der stramme budgetter. Derfor kan vi risikere, at de midler vi tilfører, bliver spist op af samtidige besparelser."
Behandlingsansvaret skal være tydeligt
Jakob Bigum Lundberg hæfter sig ved styrkelsen af civilsamfundet i udspillet, som han ser som særligt afgørende:
"Der er meget fokus på udredning i udspillet. Det er selvfølgelig vigtigt, men styrkelsen af civilsamfundet er måske endnu vigtigere. Foreninger og frivillige tilbud er ofte bedre til over længere tid at støtte borgere i mistrivsel end et behandlende sundhedsvæsen. Og så kan vi sikre bedre brug af sparsomme fagkompetencer."
Samtidig efterspørger Bigum en tydeliggørelse af sundhedsområdets behandlingsforpligtigelse - især for de borgere, der er mest udfordrede.
"Det nytter ikke at Behandlingspsykiatrien kan skubbe opgaver videre ved at henvise til at borgere ikke er behandlelig. Jeg håber, at behandlingsansvaret bliver tydeligt placeret i den endelige aftale."
KL og Socialpædagogerne roser afklaringspladserne
Både formand for KL's Socialudvalg, Ulrik Wilbek, og Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, har også rosende ord til regeringens løft af særligt socialpsykiatrien.
”Nu er der lagt op til at investere målrettet i forebyggelse og hjælp til børn, unge og voksne og i vores dygtige medarbejdere. Det er et godt udspil, som giver os bedre muligheder for at udvikle den del af indsatsen, der foregår dér, hvor borgerne opholder sig størstedelen af tiden; nemlig i deres hjem og lokalsamfund," udtaler Ulrik Wilbek i en pressemeddelelse.
Udspillet afsætter 171 millioner kroner årligt til et uddannelses- og kompetenceløft i socialpsykiatrien.
"Socialpædagogisk faglighed er helt afgørende for den faglige kvalitet, der kan forebygge indlæggelser og genindlæggelser og skabe øget trivsel for mennesker med psykiske lidelser,” siger Benny Andersen i en pressemeddelelse.
Både Benny Andersen og Ulrik Wilbek er også begejstret for, at der i udspillet bliver afsat penge af til at etablere såkaldte afklaringspladser i kommunerne, og til at udbrede de sociale akuttilbud, hvor man kan henvende sig og overnatte nogle dage, hvis man oplever akut psykisk mistrivsel.
Sidst opdateret: 22/04/2025 - 08:46














































