- Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Debat

De lange ventetider i Familieretshuset er en skandale, der kræver handling nu!

Danmarksdemokraternes børne- og familieordfører, Karina Adsbøl, har fået nok af de lange ventetider i Familieretshuset. Hun efterspørger en grundlæggende prioritering af området.

Udgivet: 29/04/2025

Del artiklen:

Karina Adsbøl, børne - og familieordfører hos Danmarksdemokraterne.

Familieretshuset spiller en afgørende rolle for mange familier, der står over for svære og følelsesmæssigt krævende sager. Det er her, børnesager, skilsmisser og værgemål håndteres, og det er netop disse sager, der ofte er præget af dyb sorg, usikkerhed og frustration.

Desværre er det en skandale, at ventetiderne i Familieretshuset er så lange, at de i mange tilfælde forværrer den allerede svære situation for de familier, der har allermest brug for en hurtig afgørelse og klarhed.

I Danmarksdemokraterne har vi gentagne gange peget på, at de lange ventetider ikke blot er en administrativ udfordring, men et alvorligt problem. Der påvirker børns trivsel, forældres retssikkerhed, og ikke mindst den store udfordring, det er, når man afventer svar på om varetagelsen af et værgemål, når ens pårørende er blevet så alvorlig syg, at de ikke længere selv kan tage ansvar for eget liv.

Så er det vigtigt, at man kan have tillid til, at der er nogen der hjælper en, og her må jeg bare sige, at jeg stiller spørgsmålstegn ved, om Familieretshuset kan klare den opgave, som de er sat i verden til at varetage.

Sagsbehandlingen trækker ud i måneder – ja, nogle gange over flere år – hvilket er fuldstændig uacceptabelt, for de mennesker det vedrører, og beslutninger om deres liv skal træffes.

 Ministre kommer med tomme løfter

Som aktiv i debatten har jeg stillet adskillige spørgsmål til ministrene. Jeg har spurgt, hvad der konkret gøres for at reducere ventetiderne, og hvilke tiltag der er sat i værk for at sikre, at familier ikke skal vente unødigt på afgørelser, der kan have afgørende betydning for deres liv.

Jeg har også indkaldt til samråd for at få klarhed over de bagvedliggende årsager – er det mangel på ressourcer, bureaukratiske processer eller noget andet, der er årsagen til, at sagsbehandlingen trækker ud?

Det, jeg har fået ud af det, er desværre ofte tomme løfter. Ministrene lover forbedringer, men de konkrete resultater udebliver, og ventetiderne fortsætter med at vokse. Det er en situation, der er uacceptabel, og som kalder på handling og ansvar.

Justitsministeren har netop fremlagt et nyt lovforslag vedrørende værgemål. Det er positivt, at der rejses fokus på dette område, men spørgsmålet er, hvordan lovforslaget vil påvirke den nuværende situation med de lange ventetider? Vil det føre til en mere effektiv sagsbehandling? Vil det sikre, at værgemålssager ikke blot bliver en administrativ byrde, men håndteres med den nødvendige hastighed og respekt for familierne?

 Behov for grundlæggende prioritering af området

Min største bekymring er, hvordan ministeren vil garantere, at ventetiderne reduceres, når lovforslaget træder i kraft. Skal vi blot stole på, at nye regler vil løse de underliggende problemer? Eller kræver det konkrete tiltag, der går ud over lovændringer, såsom øgede ressourcer, flere sagsbehandlere, digitalisering og bedre arbejdsgange?

Det er vigtigt at understrege, at lovgivning er et værktøj, men ikke en mirakelkur. For at få realistisk nedbragt ventetiderne må der ske en grundlæggende prioritering af området. Det kan indebære:

  • Digitalisering: Implementering af mere effektive digitale systemer, der kan fremskynde sagsbehandlingen.
  • Procesforbedringer: Gennemgang af arbejdsgange for at fjerne unødvendigt bureaukrati.
  • Tydelige tidsfrister: Fastlægge klare mål for, hvor hurtigt sager skal behandles, og holde sagsbehandlere ansvarlige for at overholde disse.
  • Kvalitetssikring: Sikre, at hastighed ikke går ud over sagens kvalitet, men at der stadig træffes velovervejede beslutninger.

Det er ikke nok, at lovforslag fremlægges, uden der samtidig følger konkrete handlinger. Når der tales om forbedringer, skal der også være garantier for, at de faktisk sker – og hurtigt. Det er vigtigt, at ministrene ikke blot lover forbedringer, men også kan dokumentere, hvordan de vil sikre, at ventetiderne bliver kortere, og at familier får den nødvendige hjælp til tiden.

Ventetiderne kan ikke ignoreres længere

Familieretshuset bør være et sted, hvor sager behandles med den nødvendige hastighed og respekt. Det kan ikke være acceptabelt, at familier skal vente i måneder eller år på afgørelser, der kan have stor betydning for deres liv og børns trivsel. Vi må kræve, at politikerne tager ansvar, investerer i systemet og prioriterer borgernes behov over bureaukratiske processer.

De lange ventetider i Familieretshuset er en skandale, som ikke kan ignoreres længere. Det er på høje tid, at der bliver taget konkrete skridt til at forbedre situationen – ikke alene med lovgivning, men med handlinger, der sikrer, at familier får den hjælp, de har brug for, uden unødige forsinkelser.

Vi må holde ministrene til ilden, indtil der sker reelle forandringer, og tilliden til systemet genopbygges. For børnenes skyld, for familiernes retssikkerhed, og for et mere retfærdigt Danmark.

Sidst opdateret: 29/04/2025 - 07:57

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]