Stigningen i antallet af særlige dyre enkeltsager presser kommunernes økonomi på det specialiserede socialområde.

Nu er der kommet ny viden om gruppen.

Den selvejende institution Metodecentret har offentliggjort en praksisafdækning, der ser nærmere på kommuners og botilbuds arbejde med særligt dyre og komplekse enkeltsager.

Metodecentret, hvis medlemmer tæller Aarhus, Herning, Norddjurs, Randers, Ikast-Brande, Gentofte, Viborg, Skanderborg og Hvidovre Kommuner samt Region Midtjylland, arbejder for at udvikle, implementere og udbrede virksomme sociale indsatser, der tager udgangspunkt i borgerens behov, forudsætninger og præferencer.

I afdækningen ser Metodecentreret nærmere på borgere over 18 år, der modtager botilbud til over 2 millioner kroner årligt. Undersøgelsen kombinerer viden fra nøgletal fra fire kommuner og Region Midtjylland med viden fra interviews med fagprofessionelle - det dækker blandt andet over botilbudsledere-, medarbejdere og myndighedspersoner.

Det drejer sig om Aarhus, Randers, Norddjurs og Herning Kommuner.

Her viser nøgletallene blandt andet, at ni procent af borgere i botilbud i de fire kommuner har årlige udgifter på to millioner kroner.

De fleste af sagerne koster mellem to og 2,5 millioner kroner, mens ingen koster over 10 millioner kroner.

Gruppen består overvejende af unge voksne mænd i alderen 18 til 35, som bor jævnt fordelt mellem regionale, kommunale og private botilbud.

Der er dog forskel på, hvad der er de mest forekommende funktionsnedsættelser.

I de kommunale botilbud er de hyppigst forekommende nedsættelser udviklingshæmning og autismespektrumforstyrrelser. I de regionale tilbud er der derimod borgere med sindslidelse og hjerneskade.

Derudover er det også en mere ligelig fordeling mellem kvinder og mænd i regionerne.

De fleste af borgerne har boet i samme tilbud i fem år, og VISO har været inddraget i cirka en tredjedel af sagerne.

Høje krav til fagligheden, koordinering og organisering

Afdækningen viser, at arbejdet med de særligt dyre enkeltsager stiller høje krav til faglighed, koordinering og organisering. Det skyldes, at borgerne har komplekse og sammensatte behov.

De kognitive funktionsnedsættelser er ofte kombineret med forskellige sansemæssige vanskeligheder, udfordringer med regulering af følelser og en udfordrende adfærd.

Borgerne har derfor brug for en høj grad af forudsigelighed, skærmning og tæt støtte.

Typisk skal borgeren støttes at mindst én medarbejder, mens der i særlige situationer er behov for to for at understøtte sikkerheden.

Ifølge undersøgelsen så hviler en god praksis på en grundig faglig forståelse af den enkelte borger, en forudsigelig og velkoordineret hverdag, samt et fortløbende arbejde med udvikling af den pædagogiske tilgang.

Et godt match og en tryg overgang til et botilbud kræver ifølge undersøgelse både tid, en fælles forståelse og tæt koordinering. Særligt mellem botilbuddet og myndigheden, så de kender hinandens vilkår og begrænsninger.

Praksisafdækningen peger også på, at indsatsen lykkes bedst, når personalet arbejder ud fra en fælles tilgang og deler viden systematisk. Faste teams, mulighed for refleksion og en høj grad af psykologisk tryghed bidrager til en bæredygtig og kvalificeret indsats.

Særligt når det suppleres af en tydelig og nærværende ledelse, som støtter op om arbejdsmiljø og den fælles retning.

Derudover er det også vigtigt at inddrage borgerens perspektiv - både for borgere, der udtrykker sig verbalt, såvel som borgere, hvis perspektiv skal indfanges om observationer og fagligt kendskab.

Flere steder bliver borgerens pårørende og det øvrige netværk også fremhævet som vigtige samarbejdspartnere, men det kan være sårbart at inddrage dem - særligt ved manglende samtykke, uenigheder og uklare forventninger.

Afslutningsvist bliver der også peget på de fysiske og organisatoriske rammer. Det skaber både kontinuitet og tryghed for medarbejdere og borgere, når der er mulighed for skærmning, oplæring af nye medarbejdere og faste, fagligt kompetente teams.

Læs den fulde praksisafdækning her.