Hvis man vil have mere værdighed for de mest udsatte, er der brug for et opgør med bureaukratiet. Det fastslår Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K).

"Vi har rigtig meget bureaukrati, som blokerer for den gode dialog," siger hun til NB-Social.

Regeringen kommer snart med sit værdighedsudspil for de allermest udsatte. I praksis er det særligt kommunerne, der står for arbejdet med de mest udsatte borgere. I den forbindelse har NB-Social spurgt flere kommunale aktører, hvad de har brug for, hvis de skal skabe mere værdighed for de allermest udsatte.

Her hæfter Benedikte Kiær sig ved, at der med beskæftigelsesreformen allerede er taget livtag med meget af bureaukratiet, hvor der både er færre sanktioner og møder for de mest udsatte.

Dog bekymrer hun sig for, at der skal være mindre kontakt mellem kommunen og de mest udsatte. Her har kommunerne dog fået mulighed for selv at strikke noget sammen.

"Man skal ikke bare tro, at værdighed handler om, at man så ikke har kontakt til borgerne. Det er vigtigt at have kontakt til borgerne," siger hun og fortsætter:

"Men der er immervæk forskel på at have en dialog med borgerne, hvor det handler om også at tage udgangspunkt i borgeres liv og skabe noget sammen med borgerne, eller en dialog, der starter ud med, at man skal ridse alt det skidte op, der kan ske, hvis borgerne ikke makker ret."

Mød borgerne, hvor de er

Socialchef i Aabenraa Kommune, Maja Gammelgaard, mener, at når det kommer til værdighed for de mest udsatte, så er det ikke et entydigt begreb.

Derimod kan der være en kløft mellem, hvad man politisk, "fagfagligt" og ikke mindst hvad borgeren oplever som værdigt.

"Politisk kan værdighed handle om rettigheder, standarder og synlige forbedringer – for eksempel mere tid, bedre mad, eller flere aktiviteter. Det er forståeligt og vigtigt. Men når vi arbejder med udsatte borgere – mennesker med komplekse sociale og psykiske udfordringer, misbrug eller hjemløshed – så er værdighed nogle gange noget andet," siger hun til NB-Social og fortsætter:

"Det handler i høj grad om relationer, om at blive mødt med respekt og uden fordømmelse, og om muligheden for at kunne træffe egne valg, også når man vælger noget andet end det, vi synes, man burde."

Hun fortæller, at kommunen i det fagprofessionelle arbejde forsøger at skabe rammerne for det møde, hvilket blandt andet kræver stabilt personale, kompetencer, fokus på etik og konflikthåndtering.

"Det kræver også, at vi tænker ud af boksen – for værdighed kan ikke pakkes i en standardpakke. Det skal kunne formes og tilpasse det enkelte menneskes liv."

Maja Gammelgaard understreger, at det vigtigste er, at man som kommune hele tiden er i dialog med borgerne selv. For hvis man som kommune virkelig vil arbejde med værdighed, så kræver det, at man er villig til at blive udfordret på egne forestillinger om, hvad der er det gode liv. For nogle er det egen bolig og fast struktur, mens det for andre er frihed, ro eller fællesskab på egne præmisser.

"Så mit håb er, at en ny værdighedsreform ikke kun handler om flere krav eller kontrol, men også om at skabe reel mulighed for at møde borgerne der, hvor de er – og med den værdighed, de selv tillægger betydning."

Benedikte Kiær er enige med Maja Gammelgaard i vigtigheden ved at møde borgerne, hvor de er.

"Du kan ikke komme blæsende med, hvad din forestilling er om, hvordan de borgere skal leve det gode liv. Du kan ikke tvinge dem til at leve det liv, som man i en administration eller i Folketinget definerer som det gode liv. Du bliver nødt til at møde borgerne der, hvor de er."

Psykiatrien skal op i gear

Et andet sted, der er brug for at gøre en større indsats for at sikre mere værdighed, er psykiatriområdet, mener Benedikte Kiær.

"Jeg kunne godt tænke mig, at man "steppede" op i psykiatrien," siger hun.

Regionerne har overtaget patienterne med dobbelt diagnoser - altså patienter med både en psykisk lidelse og et misbrug.

"Jeg er ikke helt sikker på, at man alle steder i regionsregi og psykiatrien er klar over, at det både er dem, der står for misbrug og behandling. Der tror jeg, at man har behov for at steppe op i forhold til, hvordan man møder borgerne, hvor de er."

Her kunne psykiatrien eksempelvis blive inspireret af sociolancen i Københavns Kommune, påpeger Benedikte Kiær.