
Både afdelingschef i Visitation & Understøttelse, Bjarne Ipsen, og fællestillidsrepræsentant Svenja Suljejmani peger på vigtigheden af god ledelse. - Foto: PR-Foto Aabenraa Kommune
Sådan har Aabenraa Kommune fået sygefraværet blandt socialrådgivere i bund
Aabenraa har landets laveste sygefravær blandt socialrådgiverne. Myndighedschef Bjarne Ipsen og fællestillidsrepræsentant for socialrådgiverne Svenja Suljejmani fortæller her, hvad kommunen har gjort.
Udgivet: 02/09/2025
Aabenraa Kommunes socialrådgivere har landets laveste sygefravær i 2024.
Hvor socialrådgivere på landsplan har 12,5 fraværsdage, har de i Aabenraa Kommune kun 6,3. Det giver en fraværsprocent på 2,8.
Det viser en analyse fra Dansk Socialrådgiverforening baseret på tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL) for 2024.
Sygefraværet er et afgørende redskab til blandt andet at vurdere arbejdsmiljøet. Analysen viste, at kommunerne havde meget at lære af hinanden, da der var store kommunale forskelle ved sygefraværet blandt socialrådgiverne.
NB-Social har derfor henvendt sig til kommunen for at høre nærmere om, hvordan det er lykkedes den at opnå så lavt sygefravær.
Afdelingschef i Visitation & Understøttelse, Bjarne Ipsen, fortæller, at socialrådgiverne er ansat i forskellige forvaltninger i kommunen, der hver især gør forskellige ting for at nedbringe sygefraværet.
"Vi har alle sammen forskellige forudsætninger for, hvad det er, vi skal arbejde med. Det prøver vi hver især at få løst," siger Bjarne Ipsen til NB-Social.
Han understreger, at sygefravær er komplekst.
I kommunens børne- og familieforvaltning har de kigget meget på opfølgning og sagstallet, den enkelte socialrådgiver har.
På jobcenteret har det handlet meget om implementeringen af beskæftigelsesreformen, hvor der var stort fokus på at betrygge medarbejderne. Der har været en løbende opfølgning på, hvor kommunen var henne i processen, ligesom der er blevet skabt et dialogforum, hvor man som socialrådgiver kan henvende sig.
På voksenområdet har der været et stort fokus på at anerkende, at man i perioder som socialrådgiver kan mere end andre. Her har der været et stort fokus på at følge sygemeldingerne.
"Hvordan kan man komme tilbage, og hvordan får vi lavet foranstaltninger, der gør, at man som socialrådgiver kan komme på arbejde i stedet for at være syg."
Forskel på sygdom
Der er forskel på sygemeldinger, da det ikke er alle, man kan gøre noget ved, påpeger Bjarne Ipsen. Eksempelvis hvis en socialrådgiver brækker et ben, eller bliver alvorlig syg.
"Det kan fylde meget i sygefraværsstatistikken - og det kan du ikke gøre noget ved."
I 2024 havde Aabenraa få af den slags sygemeldinger.
Selvom der er forskel på, hvad man har gjort i de forskellige forvaltninger, har man også fra centralt hånd i kommunen prøvet at lave stramme regler for, hvordan der bliver fulgt op på sygdom. Ligesom at der er et stort fokus på at rose dem, der ikke er syge, men møder på arbejde.
"Man har indført støtteforanstaltninger i forhold til, hvordan man følger systematisk op på sygdommen og giver nogle redskaber til opfølgningen," siger han og fortsætter:
"Fra direktionen og ned igennem ledelseshierarkiet skal der på hvert niveau være fokus på, hvordan ser det ud med vores sygefraværet, hvordan det har udviklet sig, og hvad grunden til det er."
Åben dialog med ledelsen
Fællestillidsrepræsentant Svenja Suljejmani kan også genkende pointen om, at kommunens store fokus på sygefraværet er en forklarende faktor på succesen.
Selv peger hun på sagstallet og en rummelig ledelse som forklaring på det lave sygefravær.
"Det vi lykkes allerbedst med er, at vi er meget tæt på de anbefalede sagstal fra Dansk Socialrådgiverforening. Samtidig har vi også en rummelig ledelse," siger hun til NB-Social.
Her oplyser Svenja Suljejman, at kommunen både på Børn & Familie-området og i Jobcenteret holder sig indenfor de anbefalede vejledende sagstal fra Dansk Socialrådgiverforening. På det specialiserede voksenområde er det lidt højere.
Selvom Aabenraa Kommune har, hvad man kalder en fremmødekultur, så er der ifølge Svenja Suljejmani den fleksibilitet, der er behov for.
"Vi har en rummelig arbejdsplads, en rummelig ledelse, en åben dialog og kultur."
Hun understreger vigtigheden i en åben dialog med ledelsen, hvor man har drøftelser på alle relevante niveauer.
Sidst opdateret: 11/09/2025 - 09:11














































