
Vi jo forpligtet til lokalt at stoppe op undersøge, om vi har borgere på tilbud, hvor der er indikationer på, at noget ikke er som det skal være, mener chefkonsulent Maibritt Kuszon. - Foto: PR-Foto.
Mens kommunerne venter på Borgen: Her er de lokale muligheder ved svindel
Selvom svindel på socialområdet skal løses nationalt, er der flere lokale muligheder, kommunerne kan anvende, mens de venter på Christiansborg, fortæller chefkonsulent, Maibritt Kuszon.
Udgivet: 04/09/2025
Det er noget at gøre for kommunerne, når det kommer til svindel på socialområdet.
Selvom det er politikerne på Christiansborg, der skal løse problemerne med svindel på socialområdet, er der flere lokale muligheder for kommunerne, mens de venter på en national løsning.
Det mener Maibritt Kuszon, der er chefkonsulent hos Komponent.
National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har i en efterretningsvurdering fastslået, at private bosteder, krisecentre og socialtilbud indgår som led i økonomisk og organiseret kriminalitet.
Netop botilbudsområdet presser kommunerne økonomisk. I 2024 brugte kommunerne 28 milliarder på botilbud på det specialiserede voksenområde. Her er omkring 40 procent private eller fondsejede tilbud.
"Det er nogle ekstrem fund, som NSK har præsenteret, og det skal håndteres lovgivningsmæssigt. Men samtidig er vi jo forpligtet til lokalt at stoppe op undersøge, om vi har borgere på tilbud, hvor der er indikationer på, at noget ikke er, som det skal være," siger Maibritt Kuszon til NB-Social og fortsætter:
”Men det er jo ikke den enkelte sagsbehandler, der har mulighed for at gennemskue ulovlige transaktioner eller skal påpege uhensigtsmæssig ledelse over for tilbuddet.”
Maibritt Kuszon mener, at det er en strategisk ledelsesopgave for kommunerne at afdække problembilledet og at sikre handling. Hun opfordrer socialchefer og socialdirektører til at sætte sig for bordenden med sagsbehandlerne og afdække, hvorvidt kommunen har borgere på tilbud, der bekymrer dem.
Her kunne man blandt andet tage udgangspunkt i borgernes trivsel.
"Ved de steder, vi kan være bekymrede for, der er vi særligt opmærksomme på borgerne og deres trivsel - om de støttes og skærmes i forhold til deres behov."
Derefter skal man i kommunen på topledelsesniveau drøfte og prioritere, hvad der skal gøres i en periode frem mod national håndtering, der gør det muligt at handle.
Se på den tilgængelige data
Derudover opfordrer Maibritt Kuszon også kommunerne til at se på Tilbudsportalens data.
"Undersøg om der er noget af den data, der står der, som virker afvigende for et effektivt drevet tilbud."
Hun fortsætter:
"Se på, hvor stor en andel af den samlede omsætning går til personaler? Hvor stor en andel går til ikke-fastansat personaler - altså vikarer? Hvor mange borgerrettede timer er der egentlig per borger om ugen? ”Og hvad er personaleomsætningen og sygefraværet?”
Hvis der så er tilbud, der så siger, at den pågældende data ikke er korrekt på grund af eksempelvis indberetningsfejl, så må tilbuddet komme med den rigtige data til kommunen og til Tilbudsportalen.
Whistleblower-strategi
Et tredje forslag handler om whistleblower-funktionen. Her mener Maibritt Kuszon, at man bør drøfte lokalt med topledelsen for bordenden, hvornår man bruger den, lave en forventningsafstemning samt plan for praksis.
"Hvornår er det, vi faktisk går til socialtilsynet med de tilbud, vi er bekymrede for?"
Afslutningsvist opfordrer Maibritt Kuszon til, at man ikke begynder at generalisere og kriminalisere alle de private og fondsejede tilbud, da hun fastslår, der er utroligt mange gode tilbud derude.
Sidst opdateret: 05/09/2025 - 10:42














































