"Jeg er meget tilfreds med, at vi nu giver kommunerne nogle styringsredskaber, så udgifterne på området ikke løber løbsk," udtaler socialminister Sophie Hæstorp Andersen.

"Jeg er meget tilfreds med, at vi nu giver kommunerne nogle styringsredskaber, så udgifterne på området ikke løber løbsk," udtaler socialminister Sophie Hæstorp Andersen. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix (arkiv)

Ny aftale: Regeringen indfører takstlofter på kvindekrisecentre og herberger

Regeringen er sammen med SF og De Konservative blevet enige at indføre takstlofter på tilbud med selvmøderprincip. Det skal blandt andet give kommunerne bedre økonomistyring og bekæmpe svindel.

Udgivet: 05/09/2025

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Nu er det endelig lykkes regeringen at lande en aftale om takstlofter på kvindekrisecentre og herberger.

Der er netop indgået en aftale mellem regeringen, SF og Det Konservative Folkeparti, der blandt andet skal sikre kommunerne bedre økonomistyring med området.

Udgifterne til kvindekrisecentre og herberger har været stigende og presset kommunernes økonomi gennem flere år. Begge tilbud er kendetegnet ved, at der er selvmøderprincip.

Selvmøderprincippet betyder, at borgeren kan møde op uden foregående aftale eller visitation fra kommunerne.

Det var en del af økonomiaftalen for kommunernes økonomi i 2024, at der skulle indføres et takstloft på tilbud med selvmøderprincip efter anbefalingen fra Tranæs-udvalgets første delrapport.

Aftalen indeholder følgende initiativer:

  • Indførelse af loft for takster for ophold på krisecentre og herberger
  • Bedre styring af kapaciteten på herbergsområdet
  • Bedre hjælp til alle grupper af borgere i hjemløshed

"Det er afgørende, at borgere kan møde op på et krisecenter eller et herberg og få hjælp med det samme, når de har brug for det. Derfor har det været enormt vigtigt for mig, at vi med aftalen fortsat værner om det såkaldte selvmøderprincip, som udgør socialområdets laveste sociale sikkerhedsnet," siger social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Jeg er meget tilfreds med, at vi nu giver kommunerne nogle styringsredskaber, så udgifterne på området ikke løber løbsk, og samtidig gør det sværere for brodne kar at malke systemet på bekostning af udsatte borgere.”

Skal sikre rimelige priser

Partierne indfører takstlofter på kvindekrisecentre og herberger. Formålet er ifølge aftalen, at prisen opkrævet hos en kommune for en borgers ophold er rimelig og i overensstemmelse med lovgivningen.

For herberger vil takstloftet være på 2.322 kr. (2024 pl) per døgn, mens det på krisecentre vil være på 3.197 kr. (2024 pl) per døgn.

Derudover indføres der yderligere takstlofter for ophold med tre eller flere børn på krisecentre og for efterforsorg på herberger.

Da veteraner kan have behov for en særlig indsats som følge af udsendelse til krigszoner, undtages herbergspladser målrettet dem fra takstloftet.

Derudover stilles der samtidig mere detaljerede krav til revisorpåtegning af herbergernes takster, så tilbuddene ikke indregner uvedkommende udgifter i taksten.

Give kommunerne bedre mulighed for at vælge de bedste tilbud

Aftalen fastsætter nye regler, der gør, at de ikke-offentlige herbergspladser (pladser på kommercielle private tilbud og ikke-kommercielle private tilbud herunder selvejende institutioner) skal sendes i udbud.

Partierne vil sætte ind overfor de brodne kar ved at give kommunerne bedre mulighed for fremover at kunne vælge de tilbud, som de vurderer, kan levere den bedste kombination af pris og kvalitet.

Udbudsmodellen slår fast, at den ikke-offentlige andel af den samlede kapacitet skal svare til niveauet i dag. Derfor forpligtiges kommunerne til at sikre den rette kapacitet samt regionale spredning af tilbuddene.

Bedre incitament til kommunerne

Aftalen udvider refusionsordningen på Housing First-tilgangen. Der vil nu blive givet en statsrefusion på 50 procent af udgifterne til bostøtte til borgere i alle typer af hjemløshed i op til to år efter, at borgeren er kommet i egen bolig.

Før blev der kun givet statslig refusion for støtte til de borgere, der kom fra herberger.

For at sikre den nødvendige omstilling til omlægningen af indsatsen mod hjemløshed bliver den nuværende refusionsperiode på herbergsområdet fastholdt på 120 dage i yderligere to år.

KL: Godt med bedre styring

Hos KL glæder formand for Socialudvalget, Ulrik Wilbek, sig over dagens aftale:

”Det er godt, at der nu endelig kommer en ny styringsmodel for herberger og kvindekrisecentre. Den seneste tids afsløringer af omfattende snyd og svigt på området understreger, at der er behov for bedre offentlig styring med, hvad pengene bliver brugt på. Det har kommunerne efterspurgt i mange år, så pengene faktisk bliver brugt til formålet – nemlig gode tilbud til borgerne,” siger han i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Takstlofterne vil give os i kommunerne bedre mulighed for at styre serviceniveauet og indholdet i den indsats, vi giver til nogle af samfundets mest udsatte borgere. Det er positivt, da det bør være de folkevalgte politikere, der afgør, hvad skattekronerne skal bruges på.”

Ifølge Wilbek har der de seneste år været en markant vækst i private firmaer, der er gået ind på herbergsområdet. Selvom mange ifølge borgmesteren leverer en god indsats til udsatte borgere, er det ikke alle tilbud, der har borgerens bedste for øje.

"Derfor er det godt, at kommunerne fremover får hånd i hanke med, hvem der kan slå sig ned som herberg,” siger Ulrik Wilbek.

Wilbek understreger, at KL nu vil holde øje med, hvordan de nye takstlofter påvirker markedet.

Rammeaftalepartier glimrer ved sit fravær

Det er ikke alle partier bag rammeaftalen på handicapområdet, der står bag dagens aftale. Både Det Radikale Venstre og Liberal Alliance glimrer ved deres fravær.

I rammeaftalen står der ikke, at der skulle arbejdes videre med implementeringen af Ekspertudvalgets anbefalinger.

SF er ikke en del af rammeaftalen på handicapområdet.

Læs mere her.

Sidst opdateret: 08/09/2025 - 12:49

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]