
”Der ligger et enormt uindfriet potentiale i at styrke samarbejdet mellem kommuner og civilsamfund om at løse de komplekse sociale problemer,” udtaler formand for Rådet Anna Bjerre - Foto: Rune Lundø Photography
Sådan kan civilsamfundet hjælpe kommunerne med udsatte borgere
Frivilligrådet har præsenteret fem anbefalinger til, hvordan kommunerne og civilsamfundet i fællesskab kan løse komplekse sociale udfordringer.
Udgivet: 23/09/2025
Der er et stort potentiale for kommunerne i at samarbejde med civilsamfundet om at løse komplekse sociale problemer. Eksempelvis for mange børn i psykisk mistrivsel, for mange ensomme ældre – og for mange unge uden job eller uddannelse.
Det mener Frivilligrådet, der har præsenteret fem anbefalinger til kommunerne.
”Der ligger et enormt uindfriet potentiale i at styrke samarbejdet mellem kommuner og civilsamfund om at løse de komplekse sociale problemer. I Frivilligrådet oplever vi stor vilje fra kommunerne til at styrke samarbejdet med den frivillige sociale sektor om at gøre det. Så kommunalvalget den 18 november – og valgkampen op til – er et oplagt tidspunkt at give håndtryk på, at vi skal styrke samarbejdet. Det kommer vi nu med disse fem anbefalinger til,” udtaler formand for Rådet Anna Bjerre i en pressemeddelelse.
Hun peger konkret på, at Barnets Lov, Ældrereformen og 10-årsplanen for psykiatrien alle tildeler civilsamfundet vigtige roller.
"Jeg ved fra en del ærlige kommuner, at de gode ord i reformteksterne ikke altid er så ligetil at omsætte til hverdagens arbejde, uanset stor politisk vilje hertil. Det hjælper vi i Frivilligsektoren gerne med. Vi er klar på mere samarbejde – og mener, at vi sammen kan skabe meget bedre løsninger for mennesker i udsatte livspositioner, end vi kan hver for sig.”
Anbefalingerne lyder:
- Prioriter samarbejdet med civilsamfundet politisk
- Lær den frivillige sociale sektor og dens værdi at kende
- Se samarbejde som en faglighed
- Skab et attraktivt fundament for frivillighed
- Se samarbejdet som en fremtidssikring
Læs mere her.
Sidst opdateret: 23/09/2025 - 11:21














































