Jakob Bigum Lundberg, formand for Kommunale Velfærdschefer og direktør i Næstved Kommune, advarer mod udviklingen i førtidspensioner og efterlyser nye løsninger for unge med psykiske udfordringer.

Jakob Bigum Lundberg, formand for Kommunale Velfærdschefer og direktør i Næstved Kommune, advarer mod udviklingen i førtidspensioner og efterlyser nye løsninger for unge med psykiske udfordringer. - Foto: Kommunale Velfærdschefer

Debat

Kommunerne har brug for alternativer til førtidspension

Mens vi venter på, at psykiatrien får det tiltrængte løft, som er politisk besluttet, efterlades jobcentrene næsten kun med muligheden for at give psykisk sårbare unge en førtidspension. Det er en deroute, vi i kommunerne indædt vil kæmpe imod, men vi kan ikke gøre det alene.

Udgivet: 30/09/2025

Del artiklen:

Af Jakob Bigum Lundberg, formand for Kommunale Velfærdschefer og direktør i Næstved Kommune.

Nye tal afslører 'kæmpe svigt': Rekordmange unge får førtidspension Antallet af personer under 40 år på førtidspension bliver ved med at stige og slår igen rekord. Eksperter kalder udviklingen »sørgelig« og efterlyser handling. Socialdemokratiet erkender 'svigt'.

Sådan skriver Berlingske i august i år. Jo – med vanlig journalistisk dramatik. Men ja, det er en vildt bekymrende udvikling, at så mange unge - og for den sags skyld også ældre – nu får en førtidspension. Siden 2020 har kurven været nærmest lodret opadstigende.

Og det til trods for et årelangt politisk og kommunalt arbejde for det modsatte – at støtte og styrke borgere, som er langt fra uddannelse eller job, i at komme tættere på en form for ordinær beskæftigelse eller uddannelsestilbud.

Hånden på kogepladen

En væsentlig forklaring til den triste udvikling er et lige så trist faktum: At stadig flere unge får psykiske diagnoser. Vi har set noget nær en eksplosion i antallet af bl.a. ADHD- og autismediagnoser de seneste ti år. Og tre ud af fire unge, som får en førtidspension, kommer fra psykiatrien.

Årsagerne til den udvikling har eksperter og politikere også undersøgt og diskuteret i flere år. Problemet er komplekst, og der findes ikke enkle svar eller løsninger.

Hvad kan vi i kommunerne så gøre for at imødegå udviklingen i antallet af førtidspensioner?

Nu mener nogle organisationer, at området skal tages fra kommunerne, fordi vi er for blødsødne. Vi er for rundhåndede med pensionerne. I andre år er kommunerne blevet kritiseret for at gå urimeligt hårdt – og uværdigt! – til de ledige. Kan vi gøre det rigtigt?

Det kommunale fokus er på at styrke fællesskaberne i almenområdet. Vi skal bremse eksklusionen til særlige uddannelses- og aktivitetstilbud, for hver gang vi siger til et barn eller ung, at du ikke passer ind i en almindelig skole, siger vi samtidig, at du måske heller ikke hører til på arbejdsmarkedet i fremtiden. Det hjælper ikke på nogens selvværd.

Det er bare ikke godt nok. Og det er dyrt. Så som kommuner vil vi gerne holde hånden på kogepladen og arbejde for at stoppe den udvikling. Men når vi ved, at 75 procent af de unge, som får en førtidspension, kæmper med psykiske problemer, er det indlysende, at vi ikke kan trylle alene. Det kræver en tværgående indsats i kommunen – mellem beskæftigelse, social og sundhed og udenfor kommunen med psykiatrien. Den forebyggende og støttende indsats må nødvendigvis afspejle den kompleksitet af problemer, den enkelte unge står i.

Første skridt er derfor at sikre, at den tiårige psykiatrihandleplan, som er vedtaget af Folketinget, kommer til at virke. Og vi er i fuld gang. De fleste kommuner har etableret såkaldte ’lavtærskel tilbud’ – hvor unge så at sige kan gå ind fra gaden og få hjælp.

Organisationen Headspace, som også støtter unge med ondt i livet, er på vej ud i hele landet. Det politisk vedtagne ’Ungeløftet’ ser også lovende ud. Og så skal vi styrke socialpsykiatrien. For når vi har at gøre med unge mennesker, som kæmper med andre problemer end uddannelse og job, ligger hunden begravet steder, som jobcenteret ikke kan løse alene. Det kræver en både tværfaglig og tværsektoriel indsats – både på tværs af kommunens forvaltninger, men også på tværs af kommuner og regioner.

Farvel til opfølgning

Når det er sagt, har jobcentrene brug for andre lovgivningsmæssige muligheder. Når en ung bevilges en førtidspension, er det nemlig tæt på et farvel til at følge op på den unges trivsel - og samtidig også et farvel kontakt til fællesskaber, inklusive arbejdsfællesskaber.

Det er i mine øjne en falliterklæring. Vi ved, hvor vigtigt det er et føle sig som en del af et fællesskab, hvor man kan bidrage til og med noget meningsfuldt.

Med beskæftigelsesreformen mister vi også muligheden for ressourceforløb, som ellers var kendetegnet af netop en tværfaglig, tværsektoriel og tålmodig tilgang, som var afgrænset i tid, men som sikrede et forsørgelsesgrundlag.

Denne mistede mulighed vil alt andet lige føre til flere førtidspensionister – i hvert fald her og nu. Men – vil kritikerne indvende - ressourceforløbene blev aldrig bakket op af andre end kommuner, så hvordan skal de kunne virke. Derfor afskaffes de nu. Indrømmet, de havde bestemt deres begrænsninger og kunne ikke dæmme op for udviklingen. Men intentionen bag var grundlæggende rigtig: ”Vi opgiver dig ikke, nu får du tid og hjælp til at komme videre – og med penge på lommen i et godt stykke tid”.

Behov for nye muligheder

Selvom de nye tiårstiltag inden for psykiatrien nu – endelig, fristes jeg til at sige – er på vej og nok skal komme til at virke, har vi behov for at kunne gøre andet end at give en førtidspension. Vi skal have andre og mere fleksible lovgivningsmæssige muligheder, som skal tænkes sammen med beskæftigelsesreformens intentioner om individuelle forløb. Det kan fx være i form af en ’tålmodig ’kontanthjælp, hvor vi ikke stresser den unge, men giver tid og ro til mental udvikling i små skridt med stigende tilknytning til uddannelse og arbejdsmarked. Der kan også være andre muligheder.

Det helt afgørende er, at kommunerne får alternativer til en livstidsparkering af unge mennesker med psykisk sygdom.

Sidst opdateret: 30/09/2025 - 11:24

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]