
"I Joannahuset ser vi hver dag konsekvenserne af et økonomisk presset socialområde, der fører til ulovlig praksis," skriver krisecenteret. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Joannahuset: Dagligt ser vi eksempler på ulovlig praksis
Krisecenteret Joannahuset går ind i debatten om økonomi overfor faglighed på socialområdet. Huset offentliggør en henvendelse om, at et barn ikke kunne anbringes på grund af økonomiske hensyn. Samtidig kalder Johannahuset på en ny praksis.
Udgivet: 30/09/2025
"I får en pige i Joannahuset om lidt. Hun har Max brug for hjælp. Vores chefer vil ikke betale for en anbringelse, og det skriger til himlen. Det er den værste sag, jeg kan huske, og jeg er rasende. Jeg kommer gerne forbi og hjælper. Jeg er blevet truet med fyring, hvis jeg går til Ankestyrelsen."
Sådan skriver en anonym socialrådgiver til Joannahuset, der er et rådgivnings- og krisecenter for børn og unge under 18 år.
En ny undersøgelse fra Dansk Socialrådgiverforening viser, at hver fjerde socialrådgiver havde oplevet ulovlig praksis samt at flere oplevede, økonomi ofte vejede tungere end faglige hensyn.
Nu går Joannahuset ind i debatten. På LinkedIn skriver krisecenteret:
"I Joannahuset ser vi hver dag konsekvenserne af et økonomisk presset socialområde, der fører til ulovlig praksis. Vi ser socialrådgiverne, hvis faglighed bliver tilsidesat. Og vi ser børnene, som deraf ikke får god nok hjælp. Ja, det er et retssikkerhedsproblem. Ja, det er en krænkelse af børns rettigheder. Og ja, det er et systemsvigt med konsekvenser langt ind i voksenlivet. Det har vi vidst længe. Vi har talt om det i årevis."
Vil indarbejde ny praksis
Joannahuset skriver, at det deler en fælles vision om at sikre at børn og unge møder en kommunale praksis, der er lovlig, og som afspejler et tidssvarende børnesyn. Derfor lægger Johannahuset op til, at der skal tales åbent om de situationer, hvor det enkelte barn ikke får, hvad det har ret til, ligesom socialrådgivernes faglige vurderinger af sagen skal noteres.
"Vi kan indarbejde en praksis, hvor socialrådgiverne aktivt henviser børn og unge til uafhængig retshjælp, når det vurderes, at børn og familier ikke får den støtte, de har ret til."
Sidst opdateret: 01/10/2025 - 12:06














































