
"Jeg ser frem til at kunne arbejde med et samlet område som social- og beskæftigelse, hvor der er stort grundlag for at bedrive en helhedsorienteret indsats. Jeg glæder mig til at møde mine kommende kollegaer, så vi sammen fortsat kan sikre de gode indsatser”, siger Tina Wahl. - Foto: PR-Foto
Furesø Kommune henter erfaren centerchef i Faaborg-Midtfyn
Tina Wahl bliver ny centerchef for social- og beskæftigelsesområdet i Furesø Kommune. Hun kommer fra en stilling som socialchef i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Udgivet: 02/10/2025
Furesø Kommune har set mod Fyn for at finde deres nye centerchef for Center for Beskæftigelse, Forebyggelse og Sociale Indsatser.
Et enigt ansættelsesudvalg har besluttet at ansætte Tina Wahl, der kommer fra en stilling som socialchef i Faaborg-Midtfyn Kommune. Her har hun siddet i godt fem år.
Som socialchef i Faaborg-Midtfyn havde hun succes med at tøjle udgifterne på socialområdet. Det kan du læse mere om her:
”Vi er glade for at byde Tina Wahl velkommen som chef for Beskæftigelse, Forebyggelse og Sociale indsatser. Vi får en meget kompetent og erfaren ny centerchef med erfaring fra både stat og kommune. Hun har solid ledelseserfaring, og jeg glæder mig til samarbejdet”, udtaler Velfærdsdirektør Katrine Birk i en pressemeddelelse.
Før Tina Wahl kom til Faaborg-Midtfyn Kommune, har hun blandt andet arbejdet i KL, to ministerier og andre kommuner. Samtidig har hun siddet i flere udvalg nedsat af forskellige regeringer med sociale indsatser i sigte.
Hun er medlem af styregruppen for DUBU, der er nedsat af KL og Socialministeriet for at videreudvikle digitale værktøjer til at fremme kvaliteten i det socialfaglige arbejde.
Tina Wahl glæder sig til at starte i Furesø:
”Jeg glæder mig meget til at starte i Furesø Kommune. Jeg ser frem til at kunne arbejde med et samlet område som social- og beskæftigelse, hvor der er stort grundlag for at bedrive en helhedsorienteret indsats. Jeg glæder mig til at møde mine kommende kollegaer, så vi sammen fortsat kan sikre de gode indsatser”, siger Tina Wahl.
Tina Wahl begynder som centerchef den 1. november 2025.
Sidst opdateret: 02/10/2025 - 10:07














































