Kampvalg er helt naturligt, når man har demokratiske valg, mener formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen.

Kampvalg er helt naturligt, når man har demokratiske valg, mener formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen. - Foto: PR-Foto

Thorkild Olesen bliver udfordret – men det er helt naturligt

Formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, er blevet udfordret på sit formandskab. Han går til valg på at forandre synet på mennesker med handicap.

Udgivet: 02/10/2025

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Thorkild Olesen er klar til kampvalg. Efter at have været formand for Danske Handicaporganisationer (DH) siden 2014, bliver han udfordret af sin mangeårige næstformand Sif Holst.

"Det er derfor, man har et valg hvert andet år i DH. Det er jo for, at man kan udfordre det bestående," siger han til NB-Social og fortsætter:

"Så det er jo en del af det. Det er helt naturligt, når man har demokratiske valg."

Danske Handicaporganisationer holder repræsentantskabsmøde den 3. til 4. oktober. Her vil medlemmerne blandt andet skulle stemme om, hvorvidt Thorkild Olesen kan fortsætte på posten.

36 handicaporganisationer er medlemmer af DH, der repræsenterer omkring 400.000 mennesker. DH er en af de mest markante aktører på handicapområdet herhjemme og sidder blandt andet med i flere følgegrupper og Sammen om Handicap-forummet.

Selvom Thorkild Olesen har været formand siden 2014, er der stadig masser at gøre for den danske handicapbevægelse. Han går blandt andet til valg på at ændre synet på mennesker med handicap.

"Jeg går til valg på at forandre synet på mennesker med handicap. Og sørge for at vi bliver en del af samfundet. At de muligheder og behov, vi har, bliver en naturlig del af, hvad samfundet prioriterer."

Han vil tage udgangspunkt i den strategi og handleplan, som skal vedtages ved repræsentantskabsmødet.

Selvom der er kampvalg, har det ikke fået Thorkild Olesen til at lave en plan b. Direkte adspurgt, hvad han skal lave, hvis han ikke bliver genvalgt, svarer han:

"Så skal jeg ud at finde mig et andet arbejde. Jeg har ikke noget, som jeg går og venter på eller har en aftale om. Jeg må finde på, hvad jeg så skal lave."

Sådan skal forringelserne stoppes

I forbindelse med offentliggørelsen af sit kandidatur, udtalte Sif Holst, at der var behov for at bryde udviklingen med konstante forringelser på handicapområdet.

Thorkild Olesen tror ikke, der er nogen, der er uenige i, at der har været forringelser og tilbageskridt på handicapområdet de sidste 20 år.

Den situation skal blandt andet ændres ved hjælp af en holdningskampagne målrettet befolkningen. Her vil Thorkild Olesen grundet sin kendte profil kunne gøre en forskel, vurderer han.

Derudover er det en del af handleplanen, at der skal laves en tænketank.

"Her skal vi have mennesker fra samfundet udefra til at være med til at komme med nogle løsninger på de problemer, som mennesker med handicap har," siger Thorkild Olesen og fortsætter:

"Det tror jeg, jeg vil være god til, fordi jeg har en masse berøringsflader i civilsamfundet i Danmark og i samfundet i det hele taget, som kan bruges til det her."

Et tredje element i handlingsplanen er at lave en tværpolitisk gruppe i Folketinget, hvor partierne kan mødes på tværs og blive klædt på til at fremme handicapsagen.

Kritiske men konstruktive

Selvom der har været en del forringelser de senere år, er det stadig afgørende for Thorkild Olesen at sidde med omkring bordet, hvilket har været en hel generel strategi fra DH.

"De seneste otte år har vi haft en politik med, at vi vil være kritiske, men vi vil også være konstruktive og komme med løsninger. Også når det er svært," siger han og fortsætter:

"Det er noget, jeg går rigtig meget ind for. Der skal være nogen, som ved, hvad det handler om, som taler vores sag."

Et konkret eksempel er Sammen om Handicap-forummet, som Thorkild Olesen sammenligner med en typisk følgegruppe, som DH får lov til at sidde i.

"Så derfor sidder vi der jo og er fuldstændig bevidste om, at vi ikke kan gøre andet end at komme med de tanker og de forslag, vi har."

Derudover glæder han sig over, at der også er en handicapbevægelse bredt set, der presser på med demonstrationer.

Du kan også læse et interview med Sif Holst, der også stiller op som formand. Find det her:

Fik du læst?

Formandskandidat i DH: Derfor stiller jeg op mod Thorkild Olesen

Sidst opdateret: 02/10/2025 - 10:57

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]