
I sin første nytårstale lagde statsminister Mette Frederiksen op til tidligere anbringelser. Gennemsnitsalderen for førstesgang anbringelser er steget lige siden. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (arkiv)
Børn anbringes senere for sjette år i streg på trods af politiske ambitioner
Selvom politikerne på Christiansborg ønsker tidligere anbringelser, bliver børn anbragt stadigt senere. I 2024 var der afsat 485 millioner til tidlige indsatser. Se gennemsnitsalderen ved første anbringelse i din kommune.
Udgivet: 21/10/2025
"Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile." Sådan sagde Mette Frederiksen i sin første nytårstale som statsminister i 2020. Hun mente også, at når en 12-årig blev fjernet fra hjemmet, lå der 11 dårlige år bag.
Lige siden statsministeren ytrede de ord er dog udviklingen gået den modsatte vej. Det viser en ny undersøgelse fra tænketanken Kraka. Her kan man læse at udsatte børn fortsat anbringes senere.
Et bredt flertal i Folketinget indgik ellers i 2021 aftalen Børnene Først, hvor der netop kom en række redskaber og ressourcer, der skulle sikre tidligere anbringelser. I aftalen stod der direkte:
”Flere børn og unge skal have den rette hjælp og for de mest udsatte et nyt hjem, og de skal have den tidligere end i dag.”
Men sådan gik det ikke. I 2024 var børn i gennemsnit 11,5 år ved første anbringelse. I 2018 var tallet 11,2 år.
Det på trods af at der netop i Børnene Først var afsat 485 millioner til tidligere og bedre indsatser for udsatte børn.
Per 31. december var der cirka 14.000 anbragte børn i 2024, hvilket svarer til 1,2 procent af alle danske børn.
Niveauet og andelen er cirka det samme som i 2018, men faldet lidt siden 2011, som var det første år, Danmarks Statistik havde data over antallet af anbringelser.
Undersøgelsen peger på, at 38 procent af stigningen i gennemsnit fra 2018 til 2024 kan forklares af en ændret alderssammensætning blandt børn i Danmark.
Når der er relativt færre unge børn, er der også relativt færre unge børn, der skal anbringes. Det vil bidrage til at gennemsnitsalderen ved barnets første anbringelse stiger.
Det behøver ikke være negativt, at gennemsnitsalderen stiger ved første anbringelse. Eksempelvis hvis børn med svær autisme kan blive længere tid i eget hjem på grund af en bedre støttende indsats fra kommunen.
En senere anbringelse kan dog også afspejle en uønsket udvikling, hvor udsatte børn må vente længere tid på at blive anbragt.
Der er flere kommunale forskelle, når det kommer til gennemsnitsalderen ved første anbringelse. Det er særligt Hovedstadskommunerne, der anbringer senere, mens flere midt- og vestjyske kommuner anbringer tidligere.
Sidst opdateret: 21/10/2025 - 12:08
















































