Af Michael Bjørn, Direktør for Social og Sundhed Assens Kommune

Unge i Danmark mistrives i stigende grad. Sundhedsprofilen viser, at flere unge end nogensinde før oplever ensomhed, angst, depression og stress. Samtidig stiger antallet af psykiatriske diagnoser blandt børn og unge. Tilbud og behandling kan ikke følge med.

Dét er en bekymrende udvikling. Der skal handling til – i det regionale sundhedsvæsen, men også i den kommunale indsats.

Sundhedsreformen skal udnyttes til at gentænke forebyggelse og tidlig indsats. Og kommunerne kan spille en hovedrolle.

Nytænkning af forebyggelse og tidlig indsats

Forebyggelse har længe været en del af kommunernes ansvar. Men sat på spidsen kan indsatsen karakteriseres ved at være fragmenteret og reaktiv. Indtil nu er langt fra alt lykkedes, og det skal vi turde erkende.

Sundhedsreformen og den kommende Folkesundhedslov repræsenterer en ny anledning til at styrke den tidlige indsats, og gøre den til en gennemsyrende del af kernevelfærden. Men det kræver mod og nytænkning: Vi skal prioritere og investere i indsatser, der virker – så mistrivsel mindskes og ikke bliver til sygdom.

Det betyder, at børn og unge skal møde en sundhedsfokuseret hverdag lige der, hvor de er. Vi skal styrke mental sundhed i hverdagen og sikre, at rækken af fagpersoner har blik for den sundhedsmæssige agenda og kan spotte tidlige tegn på mistrivsel.

Sundhedsreformen kan blive anledningen til at skabe et nyt momentum.

Enstrenget organisering – en styrke for sammenhæng

Reformens målsætninger realiseres gennem et nyt sundhedsfokus med en mere enstrenget organisering af sundhedsområdet i kommunerne. Det stiller sundhed stærkere - med et klarere mandat og handlekraft. Det skal højne koordinering, øge den faglige ledelse og legitimere, at sundhed blander sig og sætter retning.

En mere enstrenget organisering kan sikre, at sundhedsindsatserne ikke drukner i administrative siloer, forhandlinger og kampe om dagsorden. Det skaber grobund for tværfagligt samarbejde og for, at sundhed indarbejdes målrettet i alle relevante politikområder, fra skole til social, beskæftigelse og ældre.

Evidens frem for autonomi

Kommunerne har traditionelt haft stor autonomi i tilrettelæggelsen af sundhedsindsatser. Det har givet plads til lokale løsninger, men også til stor variation i kvalitet og effekt.

Med sundhedsreformen skal vi bevæge os mod en mere evidensbaseret tilgang. Indsatser skal bygge på dokumenteret viden og klare mål, og de skal evalueres systematisk.

Den udvikling vi har set – må ikke fortsætte. Det forpligter det politiske ansvar.

Vi skal som kommuner styre skarpt efter det, der virker, og vi skal afvikle det, der ikke gør. Vi skal om nødvendigt rive praksis op med roden.

Samarbejde mellem kommuner og regioner

Vi ved, at børn og unge med psykiske udfordringer bevæger sig – for meget – mellem kommunale og regionale systemer. Samarbejdet er præget af grænseflader og koordineringsproblemer. Barnet og den unge betaler prisen og kan opleve sig som kastebold.

Sundhedsreformen lægger op til et nyt og styrket samarbejde. Det må ikke negligeres. Det skal prioriteres. Lad os sætte forventningen til sundhedsrådene rigtig højt.

Vi skal skabe én psykiatri, fra de forebyggende indsatser til de lettilgængelige tilbud og til den nødvendige specialiserede behandling, som skaber resultater.

Hvorfor tale om overgange, når det er sammenhæng, som mennesker efterspørger?

Sammenhængskultur hvor vi arbejder sammen om det enkelte unge menneske – ikke hver for sig. En sammenhæng, som bygger på fælles og bindende målsætninger – og delt datagrundlag. Og involverer vi civilsamfundets mange styrker, kan vi måske nå nye resultater.

Sundhedsrådene – folder de sundheden ud, eller bliver det en fuser?

Forrest med fanen går sundhedsrådene. Men fanen vejer kun højt, hvis det politiske ansvar løftes gennem udmøntningen af psykiatriplanen og nye ambitiøse nærsundhedsplaner. Psykiatrien skal sidestilles med somatikken.

Min frygt er, at sundhedsrådene sander til i trivialiteter som opgaveoverdragelse, positionering og magtdans.

Mit håb er, at de i stedet træder frem, som drivere af den lokale sundhedsplanlægning – understøttet af stærk prioritering af ressourcer.

Sundhedsrådene skal samle aktører fra kommuner og regioner – og gerne inddrage civilsamfundet som medspiller. De skal skabe en ny retning for sundhed.

Sundhedsrådene skal alt det, som de vaklende sundhedsklynger ikke havde mandat eller kraft til.

For de unge betyder det, at sundhedsrådene skal sikre, at mental trivsel og inkluderende fællesskaber prioriteres og integreres i hverdagen – nært og tæt på. Sundhedsrådet kan ikke være andet bekendt.

Flere unge skal i uddannelse og arbejde – det er sundhedsfremmende fællesskaber

Kigger vi mon en dag tilbage og siger: ”sundhedsreformen, det var vendepunktet”?

I så fald forudsætter det, at mange flere unge kommer til at trives, og er deltagende i uddannelse og arbejde. Det er ikke kun godt for den enkelte – det er sundhedsfremme i praksis. Sundhedsprofilen viser tydeligt, at beskæftigelse og uddannelse påvirker mental sundhed og en række øvrige risikofaktorer.

Derfor er en styrket indsats for unges trivsel også en investering i fremtidens arbejdsmarked.

45.000 unge er uden uddannelse og arbejde. Lad sundhedsreformen være vores anledning til at ændre det. Ingen unge fortjener at stå udenfor – alle kan noget.