Kommunerne vil også kunne bruge opioid-midlerne til næste år.

Kommunerne vil også kunne bruge opioid-midlerne til næste år. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)

Minister: Der kommer en løsning så opioid-pengene kan bruges til næste år

De 28 udvalgte kommuner kan nu få glæde af de afsatte 37 millioner til opioid-indsatser til næste år også. Regeringen har dog endnu ikke offentliggjort den konkrete løsning.

Udgivet: 13/11/2025

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Der er fundet en løsning. Sådan har budskabet lydt fra social-, og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S).

I tirsdag kunne NB-Social fortælle, at 28 kommuner var udvalgt til at modtage samlet 37 millioner kroner til stofmisbrugsbehandling – herunder opioider.

Hagen var, at pengene skulle bruges i år, eller ville de ryge tilbage i statskassen. Det modtog kritik, da de pågældende kommuner først modtog tilskudsbrevet den 27. oktober.

På den måde havde kommunerne omkring to måneder til at bruge de afsatte midler.

Flere kommuner var i tvivl om, hvorvidt de ville tage imod midlerne, da perioden var så kort. Ligesom den korte periode kunne medføre, at kommunerne brugte midler på hurtige initiativer, frem for det der virkelig var behov for.

"Den åbenlyse risiko for alle at se er jo, at pengene bliver brugt på det, der kan nås, på bekostning af det, som er det rigtige," sagde formand for Kommunale Velfærdschefer, Jakob Bigum Lundberg.

Men nu har socialministeren været ude i flere medier med budskabet om, at der er fundet en løsning. Blandt andet TV2 Kosmopol:

"Regeringen har med 'Ungdom uden opioider' afsat midler til en række kommuner for at styrke den sociale og sundhedsfaglige stofmisbrugsbehandling til børn og unge under 18 år. Jeg ved, at der har været en opmærksomhed på, om kommunerne kan nå at bruge alle midlerne i 2025. Jeg er glad for at kunne sige, at der er fundet en løsning, hvor de midler, der ikke bliver brugt i år, kan komme ud og virke igen næste år. Den konkrete proces herfor vil blive meldt ud til kommunerne."

NB-Social har forsøgt at få ministeriet til at oplyse, hvad den pågældende løsning er. Ministeriet henviser til Social- og Boligstyrelsen, der har sendt henvendelsen videre til det relevante fagkontor. NB-Social vender tilbage, når vi har hørt fra det pågældende kontor.

Fik du læst?

Kommuner får kun to måneder til at bruge 37 millioner på opioid-indsatser

Sidst opdateret: 13/11/2025 - 11:38

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]