
"Der er ikke regler på mit område, der regulerer kommunernes anvendelse af arbejdsklausuler ved indgåelse af aftaler med tilbud eller leverandører," skriver social- og boligministeren. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix (arkiv)
Socialminister afviser borgmester: Vil ikke ændre loven så kommuner kan kræve klausuler
Det vakte opsigt, da Odenses borgmester skrev til socialministeren med ønske om lovændringer på socialområdet, så kommunen kunne kræve arbejdsklausuler. Læs ministerens svar her.
Udgivet: 20/11/2025
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) vil ikke ændre loven, så en lokale beslutning om arbejdsklausuler får forrang for serviceloven og barnets lov.
Det er budskabet i et svar til Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S), som NB-Social har fået aktindsigt i.
Peter Rahbæk Juel skrev til ministeren med henblik på at få ændret lovgivningen, fordi Odense Kommune oplevede flere udfordringer med at indføre arbejdsklausuler på det specialiserede socialområde, da barnets lov og serviceloven havde forrang for lokale politikker.
Men ministeren afviser og mener ikke, det er nødvendigt at ændre loven, så kommunerne kan indføre arbejdsklausuler.
"Der er ikke regler på mit område, der regulerer kommunernes anvendelse af arbejdsklausuler ved indgåelse af aftaler med tilbud eller leverandører," skriver hun.
Argumentet er, at kommunerne sagtens kan vælge tilbud, der har tilsluttet sig arbejdsklausuler, hvis tilbuddet er egnet.
"Som lovgivningen er i dag, er der - inden for mit ressortområde - ikke noget til hinder for, at kommunen, i en situation, hvor der foreligger to eller flere egnede tilbud, som alle opfylder borgerens konkrete og individuelle behov, vælger det tilbud, hvor leverandøren har tilsluttet sig kommunens arbejdsklausuler," skriver ministeren og fortsætter:
"Det afgørende er, at det valgte tilbud lever op til kravene i serviceloven eller barnets lov. Når den betingelse er opfyldt, har kommunen mulighed for at tillægge andre hensyn vægt, herunder f.eks. leverandørens løn- og ansættelsesvilkår."
Her er det afgørende, at ministeren påpeger, tilbuddet skal være egnet. Det er ellers det, Odenses borgmester slog ned på i sit oprindelige brev, da det i praksis gjorde det svært for kommunen at presse på for klausuler:
"Hvis der er en faglig vurdering af, at et tilbud er det rette for en borger, skal vi bruge det – også selvom leverandøren ikke vil underskrive en arbejdsklausul. Det betyder, at vi ikke kan stille krav på samme måde som på andre områder, og at sanktionsmulighederne er stærkt begrænsede," skrev han.
Odense Kommune har nemlig besluttet, at alle kontrakter skal indeholde arbejdsklausuler. På socialområdet skal klausulen dække ydelser til borgere, der er visiteret efter serviceloven eller barnets lov.
Derfor kom han med tre anbefalinger til ministeren:
- At de juridiske barrierer i særlovgivningen fjernes, så kommunerne får mulighed for at lægge vægt på arbejdsklausuler og medarbejderforhold, når vi vælger tilbud.
- At staten understøtter udbredelsen af modeller, hvor arbejdsklausuler bliver normen – f.eks. ved at gøre det til et krav, at tilslutning fremgår af Tilbudsportalen.
- At der skabes bedre balance mellem kommunernes fleksibilitet og leverandørernes ansvar, f.eks. gennem mulighed for at forhandle opsigelsesvarsler i særlige tilfælde.
Afslutningsvist takker ministeren for borgmesterens inputs, som hun vil overveje og tage med i regeringens videre arbejde.
Læs ministerens brev her
Kære Peter Rahbæk Juel
Tak for din henvendelse af 22. september 2025 om Odense Kommunes oplevelse af arbejdsklausulers anvendelighed ved indgåelse af kontrakter med private leverandører på det specialiserede socialområde.
Jeg er som social- og boligminister optaget af, at borgerne får den hjælp, som de har behov for og ret til efter lovgivningen på mit område, ligesom jeg lægger vægt på, at kommunerne har mulighed for at sikre høj kvalitet i de tilbud, de benytter, som bidrager til stabilitet, faglighed og kontinuitet i indsatsen.
Der er ikke regler på mit område, der regulerer kommunernes anvendelse af arbejdsklausuler ved indgåelse af aftaler med tilbud eller leverandører
Som lovgivningen er i dag, er der - inden for mit ressortområde - ikke noget til hinder for, at kommunen, i en situation, hvor der foreligger to eller flere egnede tilbud, som alle opfylder borgerens konkrete og individuelle behov, vælger det tilbud, hvor leverandøren har tilsluttet sig kommunens arbejdsklausuler. Det afgørende er, at det valgte tilbud lever op til kravene i serviceloven eller barnets lov. Når den betingelse er opfyldt, har kommunen mulighed for at tillægge andre hensyn vægt, herunder f.eks. leverandørens løn- og ansættelsesvilkår.
Jeg vil afslutningsvist sige tak for dine rigtig gode input, som jeg vil overveje nærmere og tage med i det videre arbejde i regeringen.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
Sidst opdateret: 20/11/2025 - 11:50














































