"Er der penge at hente, er der kriminelle aktører, der jagter," sagde Dorte Hermansen fra Hvidvasksekretariatet.

"Er der penge at hente, er der kriminelle aktører, der jagter," sagde Dorte Hermansen fra Hvidvasksekretariatet. - Foto: PR-Foto KL.

Hvidvasksekretariatet løfter noget af sløret for undersøgelse om svindel på botilbud

Underretningerne handler blandt andet om sammenblanding af privat- og erhvervsaktivitet og mistænkelige kontanthævninger. Læs også om andre typer tilbuds underretninger her.

Udgivet: 02/12/2025

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

"De fleste hører vi ikke om. Det er den gode historie."

Sådan lød budskabet om svindel på botilbudsområdet fra Bitten Kjærgaard og Dorte Hermansen, der er henholdsvis Fagkoordinator i Forretningssektionen og leder af Analysesektionen hos Hvidvasksekretariatet.

Dog tilføjede de, at de hørte om lidt for mange tilbud, hvilket havde vækket deres bekymring.

I forbindelse med KL's politiske møde om velfærdskriminalitet mandag den 1. december, var de forbi til et uddybende oplæg efter sekretariatets analyse fra sidste uge om hvidvask på private botilbud, der skrev sig ind i en større debat om velfærdskriminalitet.

I analysen kunne man læse, at 46 ud af 301 kommercielle, godkendte sociale botilbud har modtaget fem underretninger.

Under oplægget slog de fast, at en underretning ikke er en politianmeldelse eller sag, men en mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering, der ikke kan afkræftes.

Når en underretning kan være relevant, så er det, fordi Hvidvasksekretariatet kobler oplysninger, de får ind, sammen med andre relevante oplysninger, sekretariatet har liggende. Der vil en underretning godt kunne være det manglende led.

Hvor undersøgelsen fra sidste uge kun så på kommercielle, godkendte botilbud, havde Bitten Kjærgaard og Dorte Hermansen mere data med. Sekretariatet havde både undersøgt de godkendte, kommercielle tilbud, borgerstyret personlig assistance, ikke-godkendte kommercielle tilbud og kommercielle misbrugscentre.

Ved de godkendt, kommercielle botilbud har sekretariatet modtaget en enkelt underretning om 40 procent af tilbuddene. Det har modtaget mere end fem ved 15 procent. Der er undersøgt 301 tilbud.

Samme tendens ser sekretariatet ved borgerstyret personlig assistance. Her er det også 40 procent, de har hørt om en gang. Dog er det markant lavere ved fem underretninger, da det ligger omkring fem procent. Her har man undersøgt 20 BPA tilbud.

Ved de ikke-godkendte kommercielle tilbud er det 23 til 24 procent af tilbuddene, sekretariatet er blevet underrettet om. Ni procent har fået mere end fem underretninger. Der er blevet undersøgt 45 tilbud her.

Det er omkring 23 procent ved de kommercielle misbrugscentre. Fem procent har sekretariatet modtaget mindst fem underretninger om. Der er blevet undersøgt 21.

Bemærk ved nogle af tilbuddene er der blevet undersøgt ganske få, hvilket gør det svært at konkludere på baggrund af tallene.

Underretningerne handler om alt muligt forskelligt

Ifølge Dorte Hermansen handler de underretninger, som Hvidvasksekretariatet modtager, om alt muligt forskelligt.

Det er alt fra uigennemsigtig sammenblanding af privat- og erhvervsaktivitet, skatteunddragelse, mistænkelige kontohævninger og overførelser til udlandet. Se tekstboksen nedenfor for flere eksempler.

"Underretningerne kommer som små stykker af informationer, som nogle gange er tegnet mere op end andre. Nogle gange helt løsrevet. Når vi så putter dem igennem analyseplatformen, får dem samlet op til et billede, så er det der, vi har en sag."

Overblik: Det handler underretningerne typisk om

  • Uigennemsigtig sammenblanding af privat- og erhvervsaktivitet

  • Skatteunddragelse

  • Mistænkelige kontohævninger

  • Mistænkelige overførelser til udlandet

  • Anvendelse af falske fakturaer samt hævning af kontanter, der skaber mistanke om anvendelse af sort arbejdskraft

  • Overførsel til kendte fakturafabrikker

  • Mistanke om bedrageri ved svindel med budgetter/ikke sammenhæng mellem meget store indbetalinger og få udbetalinger

  • Fakturering af uforholdsmæssige “konsulenttimer”

  • Bestyrelsesmedlemmer/ejere svindler med kommunale ydelser via fiktive lønninger

  • Stråmandsaktivitet

  • Mistænkelige selskabskonstruktioner og mistænkelig organisering

  • Aktører er del af hvidvasknetværk vedr. opførelse og udlejning af ejendomme

  • Mistænkelig høj husleje og dyre leasingaftaler (forretninger med bekendte)

  • Drift fra steder, der ikke er sædvanlige for et bosted/krisecenter mv.

  • Forbindelser til kendte kriminelle aktører og rådgivere

  • Medvirken til terrorfinansiering

Staten betaler til tiden og er troværdig

En af grundene til, at den organiserede kriminalitet er rykket over til velfærdskriminaliteten skyldes, at det er attraktivt at få penge fra staten, fortalte de.

"Staten betaler altid til tiden, og penge fra staten vækker ikke mistanke nogen steder."

Efter det større fokus på velfærdskriminalitet er der dog kommet en del mere mistanke, men tidligere var det sådan, at kom der penge fra staten, antog de fleste, at der var styr på det, og pengene var kontrolleret.

Hvidvasksekretariatet pegede på flere sårbarheder ved velfærdssystemet, som de kriminelle udnyttede. Blandt andet at efterspørgslen overstiger udbuddet, samt at der generelt er mange midler tilgængelige.

Det er et tillidsbaseret system, som kriminelle kan udnytte, ligesom en manglende gennemsigtighed i virksomhedsstrukturen ved flere tilbud gør det svært at gennemskue for systemet.

Mange af de trusler og sårbarheder, som kendetegner botilbudsområdet, er generelle for socialområdet og velfærdssamfundet i det hele taget. Derfor er der en risiko for yderligere svindel. Det er Hvidvasksekretariatet i gang med at undersøge videre, fortalte de.

"Er der penge at hente, er der kriminelle aktører, der jagter," sagde Dorte Hermansen.

Efter at have undersøgt flere tilbud og bosteder, har Hvidvasksekretariatet stødt på flere forskellige observationer, der går på tværs af tilbud. Se dem herunder:

Mistænkelige observationer på tværs af bosteder

  • Manglende “Fit & Proper” på ejere og ledere

  • Bosteder/krisecentre ejes ofte via holdingselskaber

  • Ejer ofte andre virksomheder, der eksempelvis leverer konsulentydelser eller beskæftiger sig med ejendomme

  • Overførsler uden forklaring fra bostedet/krisecentret til andre virksomheder, der ejes af personer med navnsammenfald med ejerne (mulige familierelation)

  • Overførsel direkte fra bostederne til ejernes private konti

  • Udgifter fra bostederne/krisecentrenes konti til streaming, køb af luksusvarer/højværdivarer, restauranter, kontanthævninger, solcentre, leasing af biler og betaling i udland

  • Fiktive medarbejdere (fører lønnen videre)

  • Ansatte med navnesammenfald (mulige familierelationer)

  • Ingen tegn på daglig forbrug/udgifter på ejernes private konti

  • Overførsel fra bosteder og ejernes konti ud til flere pengeinstitutter, spilkonti, neobanker og krypto

  • Ses ingen indbetalinger til Skat

  • Laves overførsler til kendte fakturafabrikker

  • Købes ejendomme af driftsselskabet, der ikke bruges til driften af bostedet men som anvendes af ejerne eller deres familie/venner

  • Mange bosteder bruger den samme revisor.

Sidst opdateret: 02/12/2025 - 12:06

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]