"Jeg mener ikke, at en bodsordning er den rette løsning på retssikkerhedsproblemstillingen i forhold til klagesager på socialområdet," fastslår Sophie Hæstorp Andersen (th.). Liberal Alliances Katrine Daugaard (tv.) er uenig.

"Jeg mener ikke, at en bodsordning er den rette løsning på retssikkerhedsproblemstillingen i forhold til klagesager på socialområdet," fastslår Sophie Hæstorp Andersen (th.). Liberal Alliances Katrine Daugaard (tv.) er uenig. - Foto: Befunky: Katrine Daugaard: Nicoline Kjems-Krognos/Ritzau Scanpix (arkiv) Sophe Hæstorp Andersen: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix (arkiv)

Minister afviser flere sanktioner til kommunerne på socialområdet

Socialminister Sophie Hæstorp Andersen mener ikke, at en bodsordning er løsningen på socialområdets retssikkerhedsudfordringer. Liberal Alliance er uenige og rejser kritik.

Udgivet: 02/12/2025

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) afviser at indføre en bodsordning for kommunerne på socialområdet.

Det siger hun i et Folketingssvar til Liberal Alliances socialordfører Katrine Daugaard, der spurgte ind til, hvad ministeren mener om en bodsordning ved lovbrud, eller at kommunerne selv skal betale for hjemvisninger og omgørelser fra Ankestyrelsen.

"Jeg mener ikke, at en bodsordning er den rette løsning på retssikkerhedsproblemstillingen i forhold til klagesager på socialområdet. Fokus bør efter min opfattelse ikke være på at pålægge en kommune en bod eller tilsvarende efter, at borgeren har modtaget en afgørelse fra kommunen, som var behæftet med fejl," siger ministeren.

Svaret skal ses i lyset af debatten om retssikkerheden på socialområdet, hvor kommunerne blandt andet årligt skal forholde sig til omgørelsesprocenterne på handicapområdet, når Social- og Boligministeriet offentliggør dets danmarkskort.

I stedet for en bodsordning mener ministeren, at der allerede bør sættes ind, når kommunen i første omgang træffer afgørelse i borgerens sag, så man minimerer risikoen for, at kommunen træffer en forkerte afgørelse eller begår alvorlige fejl i sagsbehandlingen.

Derudover tror ministeren heller ikke, at en bodsordning automatisk vil styrke den juridiske kvalitet eller sikre, at kommunerne træffer den rigtige afgørelse i første omgang.

Liberal Alliance: Lovbrud uden konsekvenser

Hos Liberal Alliance er Katrine Daugaard ikke tilfreds med ministerens svar.

"Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor ministeren og regeringspartierne ønsker, at netop kommunerne – af alle – skal være dem, der kan begå lovbrud fuldstændig uden konsekvenser," siger hun til NB-Social i en skriftlig kommentar.

Katrine Daugaard fortæller, at Liberal Alliance vil kæmpe videre for en bodsordning, da den vil virke præventivt.

"Vi ved jo, at bøder og sanktioner virker forebyggende, og derfor gælder de for os almindelige borgere. Men i socialforvaltningerne kan man tilsyneladende handle, som det passer én, uden risiko for ansvar. Det sker på bekostning af retssikkerheden, vores mest udsatte borgere og tilliden til systemet som helhed. I Liberal Alliance kæmper vi videre for at samle flertal for en bodsordning."

Svært at sanktionere kommunerne

Som det er i dag, kan Ankestyrelsen som tilsynsmyndighed pålægge kommunalbestyrelsen tvangsmøder, hvis den eksempelvis undlader at udføre en foranstaltning eller undlader at følge en afgørelse, som Ankestyrelsen har truffet som klage instans.

Dog har Rigsrevisionen undersøgt Ankestyrelsens tilsyn med kommunerne, hvor den i en beretning konkluderede, at Ankestyrelsens tilsyn med kommuner og regioner på socialområdet ikke er tilfredsstillende. Blandt andet fordi betingelserne for at anvende sanktioner er begrænset.

Regeringen er i dialog med Folketingets partier om Rigsrevisionens beretning.

"På denne baggrund finder jeg ikke anledning til at indføre nye tiltag inden for mit ansvarsområde, som gør det muligt at pålægge kommunerne økonomiske sanktioner for mangelfuld sagsbehandling," siger Sophie Hæstorp Andersen.

Sidst opdateret: 02/12/2025 - 11:58

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]