
Christiansborg dannede onsdag rammen om årets Handicappolitiske Topmøde, hvor politikere, organisationer og fagfolk drøftede veje til at få flere personer med handicap i job og uddannelse. - Foto: Kasper Rasmussen
Fleksible jobvilkår får flere mennesker med handicap i arbejde
Andelen af beskæftigede med større handicap er steget markant det seneste årti. Ny undersøgelse fra VIVE peger på, at fleksible arbejdstider og accept af øget sygefravær kan bane vejen til job. Resultaterne blev præsenteret ved Handicappolitisk Topmøde onsdag.
Udgivet: 11/12/2025
Andelen af mennesker med handicap i beskæftigelse er vokset markant det seneste årti, særligt blandt personer med større handicap.
Det viser en ny undersøgelse fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, som blev præsenteret ved Handicappolitisk Topmøde på Christiansborg onsdag.
I 2024 var 61 procent af personer med handicap i beskæftigelse, sammenlignet med 86 procent blandt mennesker uden handicap. For personer med større handicap er andelen steget fra 27 til 41 procent siden 2012, mens den blandt personer med mindre handicap er vokset fra 68 til 74 procent.
”Vi kan se, at beskæftigelsen er steget mere for personer med handicap end for personer uden. Det betyder, at forskellen mellem de to grupper er blevet mindre over tid,” sagde Christian Højgaard Mikkelsen, senioranalytiker i VIVE, ved præsentationen.
Ifølge undersøgelsen er der flere forklaringer på fremgangen. En stigende andel af personer med handicap er ansat i fleksjob eller på særlige vilkår, mens flere arbejder færre timer om ugen.
”Der er flere og flere, som er ansat i fleksjob eller på deltid. Det viser, at der er kommet flere muligheder for at arbejde på nedsat tid og under mere fleksible rammer,” forklarede Mads Lybech Christensen, senioranalytiker i VIVE.
I dag arbejder 40 procent af de beskæftigede med større handicap i fleksjob, mod 30 procent i 2012. Samtidig er andelen, der arbejder højst ti timer om ugen, steget fra 1 til 10 procent.
Fleksible vilkår er nøglen til job
Undersøgelsen viser, at fleksibilitet på arbejdspladsen er den vigtigste faktor for, at mennesker med handicap kan få og fastholde et job. Hver tredje beskæftiget peger på muligheden for at tilrettelægge arbejdet fleksibelt, for eksempel med kortere arbejdstid, flere pauser eller mulighed for at arbejde hjemme.
Også blandt personer med handicap, der står uden for arbejdsmarkedet, mener over halvdelen, at fleksibilitet vil øge deres chancer for at få job. Hver tredje peger desuden på arbejdsgivernes accept af øget sygefravær som en vigtig forudsætning, og lidt over hver fjerde vurderer, at større tro på egne evner også kunne hjælpe dem tættere på arbejdsmarkedet.
”Det, der går igen, er fleksibiliteten i arbejdstilrettelæggelsen. Over halvdelen af de personer med handicap, som står uden for arbejdsmarkedet, vurderer, at fleksibilitet vil være den vigtigste faktor for at kunne komme i job,” sagde Christian Højgaard Mikkelsen.
Minister: Troen på sig selv er også en del af løsningen
Resultaterne blev præsenteret på Handicappolitisk Topmøde, hvor social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen sammen med Folketingets Socialudvalg samlede politikere, organisationer og fagfolk for at drøfte, hvordan flere personer med handicap kan få adgang til uddannelse og job.
Her hæftede hun sig særligt ved VIVE’s undersøgelse, som blandt andet sætter fokus på, hvilke barrierer borgere med handicap selv oplever.
"Noget af det, vi måske ikke har haft nok fokus på, er, hvordan man som menneske med handicap ser på sig selv," sagde hun og fortsatte:
"Vi kan gøre meget politisk for at skabe mere fleksible uddannelsesveje, bedre overgange til job og mere åbne døre på arbejdspladserne. Men der er også et vigtigt arbejde i at styrke troen på sig selv – især for dem, der i mange år har følt sig udenfor."
Sidst opdateret: 11/12/2025 - 11:45















































