Minister vil gøre det nemmere at få støtte for borgere med handicap
Socialministeren havde sammen med Folketingets Socialudvalg inviteret til Handicappolitisk Topmøde om, hvordan flere borgere med handicap kan komme i job og uddannelse. Det skal blandt andet være nemmere at få den nødvendige støtte.
Udgivet: 11/12/2025
Regeringen vil gøre det nemmere for borgere med handicap at få støtte, så de kan komme i beskæftigelse.
Det fastslog social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen i sin tale ved Handicappolitisk Topmøde, som ministeren afholdt i samarbejde med socialudvalget.
"Vi skal blive med at gøre det nemmere og enklere at få den støtte, der er nødvendig for at komme i beskæftigelse og forblive i beskæftigelse," sagde ministeren fra talerstolen.
Kort forinden topmødet havde regeringen landet en aftale om en ny handicappolitisk handlingsplan, der indeholder et mål om, at 15.000 flere personer med handicap skal være på arbejdsmarkedet i 2030.
Ligesom topmødet kom i forlængelse af den første handicapuge, hvor Danske Handicaporganisationer har afholdt forskellige arrangementer på tværs af landet for at nedbryde fordomme.
Ministeren fastslog også, der skulle skabes en større fleksibilitet i uddannelsessystemet, ligesom overgangen til arbejdsmarkedet skulle være lettere.
Netop målet med de 15.000 flere i job forpligter ifølge ministeren både Christiansborg, kommunerne, virksomhederne og uddannelsesinstitutionerne til at have et langsigtet og kontinuerligt fokus. Ligesom vi bredt i samfundet skulle arbejde for at nedbryde fordomme om handicap.
Initiativer skal følges til dørs
Efter talen spurgte NB-Social ministeren, hvad der var næste skridt, efter regeringen fik vedtaget en handlingsplan, og topmødet nu var overstået.
"Det næste skridt, det er jo at følge de her forskellige initiativer til dørs. Vi har jo sat et nyt mål om, at vi skal have 15.000 flere mennesker med handicap i arbejde og beskæftigelse fra 2030. Så nu handler det jo om at holde øje med, at de her indsatser, vi har sat midler og ressourcer af til, de rent faktisk også leverer. Og følge op på, om der skal andet og mere til."
Ministeren fortalte, at hun ved topmødet havde hæftet sig meget ved de mange barrierer, som person med handicap oplevede.
Her hæftede hun sig ved den VIVE undersøgelse, som netop blev offentliggjort op til topmødet, der blandt andet handlede om, hvad man som borger oplevede som barrierer.
"Noget af det, jeg ikke synes, vi har haft så meget fokus på, det er jo også det, man tænker om sig selv som menneske med et handicap," sagde hun og fortsatte:
"Vi kan jo gøre rigtig mange ting, og det skal vi blive ved med at gøre, for at vi laver et mere fleksibelt uddannelsessystem, at vi gør overgangen fra uddannelse til beskæftigelse bedre, at vi åbner dørene i virksomheder og nedbryder fordommen. Men i virkeligheden er der også et arbejde, der handler om, hvordan man ser på sig selv, hvis man er vant til hele tiden at føle sig udenfor?"
I slutningen af sin tale inviterede ministeren til et nyt Handicappolitisk Topmøde næste år.
Sidst opdateret: 11/12/2025 - 11:45














































