
"Jeg er meget enig i, at økonomi spiller en rigtig stor rolle i kommunerne. Men det vi også skal have fokus på er, at fagligheden kan være med til at sikre en bedre økonomi," siger socialministeren. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix (arkiv)
Socialminister: Faglighed kan sikre en bedre økonomi på socialområdet
Der er ikke et modsætningsforhold mellem økonomistyring og faglighed på socialområdet, fastslår Sophie Hæstorp Andersen i et interview. Fagligheden kan sikre en bedre økonomi.
Udgivet: 11/12/2025
Den sociale faglighed er ikke kun udgiftsdrivende. Den kan være med til at sikre en bæredygtig økonomi.
Det fastslår social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen i et interview med NB-Social i forbindelse med Handicappolitisk Topmøde på Christiansborg.
"Jeg er meget enig i, at økonomi spiller en rigtig stor rolle i kommunerne. Men det vi også skal have fokus på er, at fagligheden kan være med til at sikre en bedre økonomi."
Socialministeren har tidligere understreget, at hun ønskede et skift i fokus over på fagligheden frem for økonomistyring i den nuværende sæson på socialområdet.
Det på trods af, regeringen endnu ikke her leveret på en af de mest efterspurgte styringsredskaber, nemlig takstmodellen.
I tirsdags kunne man eksempelvis i NB-Social læse om flere kommunale aktører, der efterlyste takstmodellen.
Da der pågår forhandlinger om netop takstmodellen var det ikke muligt at få ministeren til at udtale sig konkret om den.
Men hun vil gerne forholde sig til udgiftsstigningerne på området.
Og netop her har politikerne på Christiansborg også et stort ansvar.
"Vi skal tage på os som lovgivere at forsimple nogle regler. Jeg hører meget fra sagsbehandlere og andre, at de føler, de bruger mere tid og ressourcer - penge i sidste ende - på at sidde og skulle dokumentere, før man udleverede et hjælpemiddel, der kan skaffe folk i beskæftigelse eller et bedre liv, end det hjælpemidlet egentlig koster."
Derfor kommer regeringen meget snart til at invitere til forhandlinger om hjælpemiddelsområdet. Her vil meget handle om at forenkle forskellige procedurer.
"Der ser jeg jo et win-win hele vejen rundt. Vi kan både gøre tingene mere smidige i forhold til at få det hjælpemiddel, man har brug for. Men også at kommunerne måske skal bruge lidt mindre tid nogle gange på at udlevere hjælpemidler. Som egentlig er ret åbenlyse og ikke koster særlig meget."
Her peger ministeren blandt andet på, at selvom man som borger lever med et handicap, der skal følge en resten af livet, hvert år bliver bedt om at bekræfte, at man eksempelvis stadig har brug for sin kørestol eller handicapbil.
Det er noget af det, regeringen vil kigge på.
Sidst opdateret: 11/12/2025 - 11:26














































