Begge lovforslag var ellers oprindeligt programsat til februar.

Begge lovforslag var ellers oprindeligt programsat til februar. - Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix (arkiv)

Specialeplanen og takstmodellen udgår fra regeringens lovprogram

Regeringen planlægger ikke længere at lovbehandle specialeplanen og takstmodellen i den nuværende folketingssamling. Det stemmer overens med tidsplanen i regeringens interne dokumenter.

Udgivet: 05/02/2026

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Specialeplanen og den kommende takstmodel glimrer ved sit fravær i regeringens opdaterede lovprogram. Regeringen har netop offentliggjort februar-redegørelsen, der er en opdatering til lovprogrammet fra Folketingets åbning i oktober.

I den forbindelse kan man læse, at både specialeplanen og en ny takstmodel udgår. Begge lovforslag var ellers programsat til februar.

Det er dog ikke det samme som, at regeringen ikke længere vil fremsætte forslagene på et senere tidspunkt.

I de interne regeringsdokumenter, NB-Social er kommet i besiddelse af, står der netop, at regeringen for begge forslags vedkommende påtænker at fremstille lovforslaget i næste samling, som er 26/27. Ved takstmodellen forventer regeringen, at den vil fremsætte forslaget februar 2027 med henblik på ikrafttrædelse 1. januar 2028.

Eftersom de to initiativer er bundet sammen i rammeaftalen på handicapområdet, er det mest realistiske scenarie stadig, at de bliver fremsat på samme tid.

På den måde afspejler lovprogrammet nu de interne dokumenter.

Bemærk: For begge forslags vedkommende mangler der stadig en politisk aftale. Den skal landes, før regeringen kan fremsætte lovforslag i Folketinget.

Det er ikke første gang, at specialeplanen udgår fra lovprogrammet. Forhenværende socialminister Pernille Rosenkrantz-Thiel (S) har eksempelvis også måtte pille det ud, da hun var minister, ligesom Hæstorp også gjorde det sidste år.

Flere forsinkelser

Oprindeligt havde regeringen programsat en række lovforslag til februar. Det viser sig nu, at den tidsplan ikke længere holder stik, hvorfor flere af dem er blevet rykket til senere tidspunkter.

Eksempelvis havde regeringen oprindeligt planlagt at fremsætte lovforslaget om værdighedsreformen, der netop landede en aftale om i sidste uge, til januar. Med december-redegørelsen blev det rykket til februar.

Nu hedder det sig, at regeringen vil fremsætte lovforslaget i anden halvdel af april, hvilket er sidste chance for at lovbehandle i indeværende samling.

Aftalen om en styrket indsats mod snyd og svigt på sociale tilbud og afskaffelse af ikke-godkendte tilbud udskydes også til april, mens takstloftet på herberger og kvindekrisecentre rykkes til marts.

Et nyt lovforslag har også fundet vej til programmet. Regeringen vil til februar fremsætte lovforslaget Støtte til kompressionsprodukter som hjælpemiddel uanset forudsætningen om, at hjælp ikke kan bevilges efter anden lovgivning.

Se det hele nedenfor:

Regeringens nye lovprogram med februar-redegørelsen

Nyt lovforslag:

  • Ændring af lov om social service (Støtte til kompressionsprodukter som hjælpemiddel uanset forudsætningen om, at hjælp ikke kan bevilges efter anden lovgivning). Fremsættes i Februar I.

Ændring i fremsættelsestidspunkt:

  • Ændring af lov om social service og forskellige andre love (Udvidelse af refusionsordningen for bostøtte efter Housing First-tilgangen, fastholdelse af den nuværende refusionsperiode på herbergområdet, loft over taksterne for krisecentre og herberger m.v. samt indførelsen af krav om driftsaftale for ikke offentlige herberger m.v.) – rykkes fra Feb. I til Mar II.

  • Lovgivning vedrørende en værdighedsreform – rykkes fra Feb. II til Apr. II

  • Ændring af lov om socialtilsyn, lov om social service, barnets lov, lov om friplejeboliger og straffeloven (Udmøntning af aftale om styrket indsats mod snyd og svigt på sociale tilbud og afskaffelse af ikkegodkendte tilbud) – rykkes fra Feb. II til Apr. II

Lovforslag udgår:

  • Ændring af lov om social service og lov om socialtilsyn og forskellige andre love (Indførelse af specialeplanlægning på den højt specialiserede del af handicapområdet m.v.)

  • Ændring af lov om social service (Nyt takstsystem for visse ydelser)

Sidst opdateret: 05/02/2026 - 11:05

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]