
“Jeg ser meget frem til samarbejdet med både ledere, medarbejdere, politikere og kolleger på tværs af kommunen. Jeg glæder mig til, at vi sammen kan videreudvikle området med fokus på kvalitet, samarbejde og borgernes behov,” udtaler Kia Schou Borggaard. - Foto: Befunky: Kia Schou Borggaard: PR-Foto. Lejre Kommune: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lejre Kommune finder erfaren ny chef til socialområdet
Kia Schou Borggaard er ny centerchef for Job & Social i Lejre Kommune. Hun har erfaring fra både staten og Københavns Kommune.
Udgivet: 10/02/2026
Lejre Kommune har fundet den nye centerchef for Job & Social. Valget er faldet på Kia Schou Borggaard. Hun tiltræder den 1. marts, hvor hun får det overordnede ansvar for kommunens indsatser på socialområdet og jobcenteret.
“Jeg ser meget frem til samarbejdet med både ledere, medarbejdere, politikere og kolleger på tværs af kommunen. Jeg glæder mig til, at vi sammen kan videreudvikle området med fokus på kvalitet, samarbejde og borgernes behov,” udtaler hun i en pressemeddelelse.
Kia Schou Borggaard kommer med solid ledererfaring fra både staten og Københavns Kommune. Seneste har hun været kontorchef i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) under Børne- og Undervisningsministeriet. Her sad hun i seks år og havde blandt andet ansvar for specialpædagogisk støtte til elever og studerende med funktionsnedsættelser.
Før det var Kia Schou Borggaard syv år i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune. Her var hendes ansvarsområder blandt andet jobparate og unge. Som kontorchef stod hun i spidsen for Enhed for Kvalitet og Tilsyn.
I Lejre Kommune glæder de sig til at byde Kia Schou Borggaard velkommen.
“Med Kia får vi en chef, som i alt har over 20 års erfaring inden for beskæftigelse og integration. Samtidig har hun solid indsigt i de specialiserede områder. Derfor var det et enstemmigt ansættelsesudvalg, der valgte Kia i et særdeles stærkt ansøgerfelt. Jeg er sikker på, at Kia er den helt rigtige til at fortsætte den gode udvikling, som Center for Job & Social står midt i", siger vicekommunaldirektøren Peter Olsen i en pressemeddelelse.
Kia Schou Borggaard er uddannet cand.scient.adm. fra Aalborg Universitet. Senest har hun afsluttet en masteruddannelse fra CBS i offentlig ledelse. Privat bor hun i Kastrup med sin familie.
Sidst opdateret: 11/02/2026 - 10:20














































