
Troels Lund Jensen, chefanalytiker ved Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. - Foto: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, pressefoto.
Chefanalytiker: Potentiale i øget samarbejde mellem forvaltninger i Ungeløftet
Chefanalytiker mener, at reformen rummer greb der kan hjælpe nogle af de unge, der i dag står udenfor samfundet. Det kan samtidig forløse et økonomisk potentiale i kommunerne.
Udgivet: 19/02/2026
Kommunerne går glip af et økonomisk potentiale, når de ikke formår at få gruppen på 45.000 unge mellem 15-29 år i beskæftigelse eller uddannelse.
Der er allerede afsat 1,3 milliarder i aftalen om Ungeløftet, og nu er der i beskæftigelsesreformen investeret 100 millioner kroner årligt de næste ti år og derefter varigt 150 millioner kroner om året i Ungeløftet.
Chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Troels Lund Jensen, mener, at reformen rummer greb med potentiale for at hjælpe nogle af de unge der i dag står udenfor samfundet. Og det kan godt betale sig for kommunerne.
"Der er et samfundsøkonomisk potentiale for at hjælpe flere af de her unge," siger han til NB-Beskæftigelse.
"Det er svært for mig at sætte kroner og ører på, hvad det lige præcis er for en ramme, der skal til. Det er et meget stort spørgsmål, som jeg ikke kan svare helt konkret på," siger han og understreger, at han nødigt vil gisne om, hvorvidt der med reformen er investeret tilstrækkeligt i området.
Konsekvensen af ikke at få de unge aktiveret er nemlig, at de fortsat vil være en udgift for kommunen. Mens de ikke genererer skatteindtægter til kommunen, skaber de samtidig en udgift i forbindelse med ydelser såsom uddannelseshjælp og kontanthjælp på den kortere bane, og samtidig potentielt førtidspension på lang sigt.
Der vil derudover kunne være nogle nogle et større behov for andre forskellige velfærdsydelser. Det kan være i forbindelse med forskellige foranstaltninger, botilbud eller i sundhedsvæsenet, påpeger chefanalytikeren.
Samarbejde mellem forvaltninger kan hjælpe
De unge omfattet af Ungeløftet danner langt fra en homogen gruppe, de har diverse udfordringer og udgør i dag omkring 45.000 unge der står længst fra samfundet i hverken job eller uddannelse.
"Selvom der ikke er tale om en homogen gruppe og de har mange forskellige udfordringer, er der dog en række ting, der går igen. De har overordnet markant flere udfordringer end andre unge," siger Troels Lund Jensen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Han påpeger, at der med gruppens flere udfordringer er potentialer i reformen, hvor man i højere grad kan etablere et samarbejde mellem forvaltningerne, for eksempel mellem social- og beskæftigelsesforvaltningen.
"Der, hvor jeg godt kan se et potentiale i lige præcis den aftale, er, at man netop prøver at gribe tingene anderledes an. Udfordringen med de her unge har været her i rigtig mange år, og den er svær at løse med de håndtag, vi ellers har taget fat i," siger Troels Lund Jensen og henviser til blandt andet FGU som en af løsningerne.
"FGU er et relevant uddannelsestilbud for de her unge. Men i dag er der meget store kommunale forskelle på, hvor mange unge uden job og uddannelse, der får et forløb på FGU. Hvis FGU skal hjælpe flere unge godt på vej, så skal samarbejdet mellem kommunerne og FGU styrkes," tilføjer han.
Han mener, at netop de forskelligartede udfordringer de unge kommer med, kræver indsatser i flere forvaltninger.
"Så jeg ser jo et potentiale i det som handler om, hvordan man samarbejder på tværs af forvaltninger, uddannelsesinstitutioner og virksomheder og med psykiatrien for at kunne hjælpe de her unge. Fordi det først og fremmest også handler om, at der er et samarbejde, som skal være bedre end i dag. Så de her unge bliver hjulpet i overgangen, især mellem skole, arbejdsmarked og sundhedsvæsen," siger han.
Og netop de overgange kan være steder, hvor der er potentiale at hente, hvis man lykkes med en mere fleksibel tilgang og samarbejde om de unge og den understøttelse de har brug for.
"Vi kan jo se, at der er mange unge, som allerede står uden job og uddannelse umiddelbart efter 10. klasse, hvor det jo godt kunne tyde på, at der sker noget i den overgang fra grundskole til videre uddannelse, eller fra grundskole og ind på et arbejdsmarked, som for nogle af de her unge er svært. Det er der, at overgangene er vigtige at fokusere på," afslutter Troels Lund Jensen.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udgivet en analyse om FGU som kan læses her.
Aftaleteksten: Ungeløftet styrkes og gøres permanent
“Aftalepartierne noterer sig, at der blev afsat 1,3 mia. kr. med den politiske aftale om Ungeløftet fra oktober 2024 til at styrke indsatsen for unge med andre udfordringer end ledighed. Som led i aftale om en beskæftigelsesreform afsættes der yderligere 100 mio. kr. årligt i 2026-2035 og 150 mio. kr. årligt i 2036 og frem til at investere i at styrke udbredelsen af de kommende initiativer IPS (Individuelt Planlagte job og uddannelse med Støtte) og Flere unge skal med i Ungeløftet. IPS er en veldokumenteret metode, som hjælper unge med svær psykisk sygdom eller i mental mistrivsel til at få fodfæste på arbejdsmarkedet eller til at tage en uddannelse.”
Læs hele aftaleteksten her.
Sidst opdateret: 19/02/2026 - 10:55














































