Barnets lov giver udfordringer i kommunerne: Over hver anden påklagede sag omgjort

I 2025 var omgørelsesprocenten på 55,1 procent på landsplan, hvilket er en stigning. 42,1 procent var hjemvisninger. Se din kommune, og læs om forbeholdene her.

Udgivet: 26/02/2026

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Stadig flere påklagede afgørelser efter Barnets lov bliver omgjort. Det viser nye tal fra Ankestyrelsens talportal.

Barnets lov trådte i kraft i 2024. Det betyder, at der nu er data for de første to år med loven.

I 2025 var omgørelsesprocenten 55,2. Langt de fleste omgjorte afgørelser var dog hjemvisninger, da hjemvisningsprocenten var 42,1. Der var 3.870 realitetsbehandlede sager i alt. 44,8 procent af afgørelserne blev stadfæstet.

I 2024 var omgørelsesprocenten på 44,3. Igen var de fleste afgørelser hjemvisninger, da hjemvisningsprocenten var 34,9. Der var lidt færre realitetsbehandlede sager i alt, da tallet var 3.609. Stadfæstelsesprocenten var til gengæld en del højere, da den var på 55,7.

Se hvordan din kommune klarede sig nederst i artiklen.

Det viser omgørelsesprocenten - og det viser den ikke

Omgørelsesprocenten viser andelen af realitetsbehandlede klager over kommunale afgørelser, der enten blev hjemvist, ændret eller ophævet. Det behøver således ikke betyde, at den pågældende afgørelse var forkert, men at der eksempelvis manglede relevante oplysninger.

Ankestyrelsen beskriver selv omgørelsesprocenten på følgende vis i sin læsevejledning:

“Omgørelsesprocenten viser andelen af realitetsbehandlede klagesager i Ankestyrelsen, som ændres, ophæves eller hjemvises. Omgørelsesprocenten viser dermed, hvorvidt de der klager til Ankestyrelsen, enten har ret i deres klage, eller har ret til at få genbehandlet deres sag.”

“Omgørelsesprocenten omfatter derimod ikke oplysninger om de sager i kommunerne, som ikke påklages til Ankestyrelsen. Omgørelsesprocenten viser dermed ikke hvor stor en del af det samlede antal sager eller afgørelser i kommunerne som indeholder fejl eller som påklages til Ankestyrelsen. Ligeledes vil afgørelsen i en del af sagerne, som hjemvises, ikke nødvendigvis ændres som følge af yderligere oplysninger mv. Omgørelsesprocenten kan derfor ikke bruges til at udtale sig om den generelle kvalitet af kommunernes sagsbehandling.”

Særligt de sidste to kvartaler

Ser man på den kvartalsmæssige udvikling, er det tydeligt, at det særligt er de sidste to kvartaler i 2025, der trækker omgørelsesprocenten op.

Her kommer den nemlig over 60 procent.

Bedst gik det i 2. kvartal 2024, hvor omgørelsesprocenten var på 40,4.

Store kommunale forskelle

Ser man på kommuneniveau, er der igen relativt store kommunale forskelle, når det kommer til omgørelsesprocenten.

Læsø Kommune har slet ikke haft nogle realitetsbehandlede sager.

Kommuner som Morsø, Glostrup, Kerteminde og Struer har alle en omgørelsesprocent under 30.

Fanø og Ærø har en omgørelsesprocent på 100, men begge kommuner har kun haft en realitetsbehandlet sag.

Samsø, Gladsaxe, Nyborg og Rødovre kommuner har alle haft en omgørelsesprocent over 80.

For langt de fleste kommuner gør det sig gældende, at den høje omgørelsesprocent skyldes hjemvisninger og ikke direkte ændrede eller ophævede afgørelser.

Bemærk: Omgørelsesprocenten tager ikke højde for antallet af realitetsbehandlede sager. En kommune kan have en omgørelsesprocent på 100, selvom den kun har en enkelt påklaget sag.

Sidst opdateret: 26/02/2026 - 10:39

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]