
Køges borgmester Ken Kristensen og minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin besøger Corona Camping. - Foto: PR-Foto
Nyt initiativ giver kommuner mulighed for at oprette midlertidige boliger til udsatte
Et flertal er enige om at ændre planloven, så kommunerne får mulighed for at oprette midlertidige boliger.
Udgivet: 26/02/2026
På tværs af kommuner har været i nogle tilfælde været behov for at etablere midlertidige boliger i landzone til socialt udsatte og veteraner.
Et eksempel er Køge Kommune, hvor kommunen ikke har kunne opføre midlertidige boliger der, hvor Corona Camping ligger.
Derfor er forligspartierne bag planloven, som består af SVM-regeringen, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti enige om et nyt initiativ, der skal give bedre mulighed for, at kommuner i særlige tilfælde kan oprette midlertidige boliger til socialt udsatte og veteraner.
Partierne vil konkret ændre planloven, så kommunerne får mulighed for at etablere midlertidige boliger til socialt udsatte borgere og veteraner i op til 15 år.
”Jeg er glad for, at vi nu kan give kommunerne nye værktøjer i arbejdet med at sikre tag over hovedet for socialt udsatte borgere. Det skylder vi ikke mindst mennesker, der i årevis har levet i uvished. Jeg mener, at initiativet her er et vigtigt skridt for at skabe tryghed og værdige rammer for dem, der allermest har brug for det," siger minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin, i en pressemeddelelse.
Lovændringen kan blandt andet give en kommune som Køge Kommune flere handlemuligheder. Det glæder borgmester Ken Kristensen (V):
”Køge Kommune har afsøgt muligheden for, at Corona Camping kan tilbyde helårsbeboelse. Nu åbner regeringen og forligspartierne med lovændringen for nye muligheder, og dem vil vi forfølge. Jeg er glad for samarbejdet, dialogen og håndsrækningen fra Christiansborg, og for signalet om, at vi i Køge Kommune og resten af Danmark også skal have mulighed for at hjælpe veteraner og socialt udsatte i mindre befolkede områder”.
Den aftalte ændring af planloven vil ikke tilsidesætte eksisterende regler vedrørende miljø- og naturbeskyttelse, campingreglementet eller bygningsreglementet.
Sidst opdateret: 26/02/2026 - 10:14














































