Af Pernille Beckmann (V), Borgmester, Greve Kommune og Bjarke Abel (S), 1. viceborgmester, formand for Social- og Handicapudvalget i Greve Kommune

Da Ankestyrelsen for nylig offentliggjorde omgørelsesprocenterne på socialområdet for 2025, blev det endnu engang startskuddet til en forudsigelig debat. Overskrifterne stod i kø: “Fejl i seks ud af ti sager”, “Kommuner bryder bevidst loven for at spare penge”, “Inkompetente sagsbehandlere”.

Men midt i indignationen overser vi det væsentlige: Vi har skabt et system, der producerer mistillid – og vi bruger det som målestok for kvalitet.

Det er blevet et smertensbarn.

Et politisk værktøj, der blev til en skydeskive

Med indførelsen af Danmarkskortet i 2018 ønskede man at skabe gennemsigtighed i kommunernes sagsbehandling og styrke borgernes retssikkerhed. Intentionen var god. Retssikkerhed på socialområdet er ikke en teknikalitet – det er fundamentet for velfærdsstaten.

Omgørelsesprocenten dækker over de sager, som borgere har klaget over, og hvor Ankestyrelsen enten har:

• Omgjort kommunens afgørelse (borgeren får medhold), eller
• Hjemvist sagen til fornyet behandling, fordi der mangler oplysninger

Begge dele tæller som “omgørelse”.

Det lyder måske rimeligt. Men det er her, fortællingen begynder at skride.

Når tal bliver til fortællinger

Tag et konkret eksempel fra Greve Kommune, hvor der behandles omkring 10.000 personsager årligt. Der træffes afgørelse i cirka 5.000 af dem.

I 2025 behandlede Ankestyrelsen 10 sager på voksenhandicapområdet fra kommunen. Omgørelsesprocenten var 30 procent.

Det lyder voldsomt.

Men ud af de 10 sager var:

• 2 hjemvisninger
• 1 reel omgørelse

Er det systematisk ulovlighed? Er det inkompetence?

På børnehandicapområdet var tallene tilsvarende: 27 behandlede sager, en omgørelsesprocent på 40,7 procent – men størstedelen var hjemvisninger. Få sager blev reelt ændret.

På landsplan ligger omgørelsesprocenten på 58,6 procent på børnehandicapområdet og 43,15 procent på voksenhandicapområdet. Tallene ser dramatiske ud. Men de dækker kun de sager, der er blevet påklaget – en meget lille andel af det samlede antal afgørelser.

Når vi kommunikerer det som “fejl i halvdelen af kommunens afgørelser”, fordrejer vi virkeligheden.

Hvad er det egentlig, der hjemvises?

Det er her, nuancerne forsvinder.

En sag blev eksempelvis hjemvist, fordi barnet ikke var tilstrækkeligt inddraget i sagsbehandlingen. I den konkrete sag havde forældrene imidlertid nægtet kommunen at tale med barnet. Sagsbehandleren stod derfor i et reelt dilemma: Kan der træffes afgørelse på det foreliggende grundlag, eller skal der iværksættes tvangsmæssige skridt for at sikre barnets perspektiv?

En anden sag blev hjemvist, fordi kommunen ikke havde indhentet såkaldte opkaldsmasteoplysninger fra en teleoperatør – et efterforskningsredskab, vi normalt forbinder med politimæssig kriminalefterforskning, ikke almindelig kommunal sagsbehandling.

Andre hjemvisninger kan handle om:

• at en lægeerklæring burde have været suppleret, selv om den eksisterende var fyldestgørende efter kommunens vurdering
• at partshøringsfristen burde have været nogle dage længere, selv om borgeren allerede havde udtalt sig
• at begrundelsen i afgørelsen ikke i tilstrækkelig grad eksplicit henviste til alle relevante bestemmelser, selv om vurderingen materielt var korrekt

Ja, der findes også hjemvisninger, hvor oplysninger reelt har været mangelfulde. Ret skal være ret.

Men når hjemvisninger – uanset karakter – tæller som “fejl”, udviskes forskellen mellem alvorlig retssikkerhedsmæssig svigt og formelle eller fortolkningsmæssige uenigheder.

Rammelovgivning og skøn – ikke facitliste

Det sociale område reguleres primært af Serviceloven og Barnets Lov.

Begge er rammelovgivninger. Det vil sige: De angiver retning og intention – ikke facitsvar.

En social sag er ikke et regnestykke. Den beror på samtaler, undersøgelser, lægelige vurderinger, faglige skøn, barnets perspektiv, proportionalitet mv.

Når Ankestyrelsen ændrer eller hjemviser en sag, er det i praksis ofte et andet skøn. Ikke et bevis på ulovlighed – men et udtryk for, at lovgivningen giver rum for fortolkning.

Hvis to myndigheder systematisk kan nå forskellige resultater på samme lovgrundlag, er spørgsmålet ikke kun, om kommunerne laver fejl. Spørgsmålet er, om lovgivningen er tilstrækkelig præcis.

Et system, der skaber incitament til klage

Vi må turde sige det højt:

Når omgørelsesprocenterne er så høje i de påklagede sager, skaber det et rationelt incitament til at klage.

Borgeren ved, at der er en reel mulighed for, at en anden myndighed vil vurdere sagen anderledes. Det er ikke urimeligt. Klageadgang er en hjørnesten i retssamfundet.

Men konsekvensen er, at første instans – kommunen – i stigende grad opleves som en forhindring frem for en myndighed.

Det skaber mistillid, konflikt, hård debatkultur, arbejdsmiljø-pres og polarisering mellem ”systemet” og ”borgeren”. Vi får et “os mod dem”-narrativ.

Det gavner ingen – mindst af alt de familier, som står i de mest sårbare situationer.

Dertil skal lægges at Ankestyrelsen har en (helt uacceptabel) lang sagsbehandlingstid på mellem 8-15 måneder, hvilket i den grad sætter borgere og familier under pres.

Retssikkerheden er ikke styrket – den er blevet mere usikker

Paradokset er tydeligt:

Systemet blev skabt for at styrke retssikkerheden.

Men når to myndigheder når markant forskellige resultater, oplever borgeren i realiteten større usikkerhed:

Hvad er egentlig min ret?Er afgørelsen korrekt?Er det et spørgsmål om jura – eller om hvem der vurderer sagen?

Retssikkerhed handler ikke kun om klageadgang. Det handler også om forudsigelighed.

Hvad bør vi gøre nu?

Vi skal ikke afskaffe klagesystemet, men vi skal turde gentænke det.

Vi har ikke svarene på hvad der er klogt at gøre, men jeg vil gerne vove pelsen og komme med nogle forslag på en mere bæredygtig vej frem;

1. Skærp lovgivningen

Rammelovgivning er nødvendig, men der bør være klarere nationale standarder på områder med høj klagefrekvens. Flere præciserende bekendtgørelser eller vejledninger kan mindske fortolkningsrummet.

2. Skil hjemvisninger fra omgørelser i offentlig statistik

En hjemvisning er ikke det samme som en fejl. Statistikken bør tydeligt adskille formelle mangler fra materielle ændringer.

3. Indfør dialogbaseret kvalitetstilsyn

Frem for årlig “naming and shaming” bør der etableres systematiske læringsforløb mellem kommuner og Ankestyrelsen med fokus på praksisudvikling og fælles forståelse af skøn.

4. Styrk tidlig juridisk sparring

Mange konflikter kunne forebygges, hvis komplekse sager blev kvalitetssikret tidligere i forløbet – frem for først at blive korrigeret i en klageinstans.

Kloge mennesker bør sætte sig sammen og gentænke lovgivning, klageadgang og retssikkerhed – det har alle parter brug for.

Et opgør med symbolpolitikken

Danmarkskortet og omgørelsesprocenterne var tænkt som gennemsigtighed.

Men i praksis fungerer de ofte som politisk ammunition.

Vi bør spørge os selv:

Vil vi have et system, der producerer overskrifter?Eller et system, der producerer bedre afgørelser?

Hvis Ankestyrelsens skøn så ofte afviger fra kommunernes, peger det på et strukturelt problem – ikke på moralsk forfald på landets rådhuse.

Kommunale medarbejdere arbejder under komplekse vilkår, højt sagstal og stor offentlig bevågenhed. De træffer afgørelser på baggrund af grundige undersøgelser og professionelt skøn. Det fortjener en mere nuanceret debat end anklager om systematisk lovbrud.

Vi skylder borgerne mere end konflikt

Socialområdet handler om børn med handicap. Voksne med svære funktionsnedsættelser. Familier i krise. Vi er garanter for at der hver eneste dag arbejdes systematisk med at kvalitetsudvikle og forbedre sagsbehandlingen ude i kommunerne. Det gør vi fordi, at borgerne fortjener det bedste.

De fortjener ikke et system, der graver skyttegrave, men tydelige regler, større forudsigelighed, mindre konflikt og mere samarbejde.

Det kræver, at Folketinget, kommunerne, Ankestyrelsen og interesseorganisationerne sætter sig sammen og ser på konstruktionen med nye og åbne øjne.

For det nuværende system er blevet et smertensbarn.

Og vi har selv opfundet det.