Det Radikale Venstres politiske leder Martin Lidegaard har genstartet debatten om placeringen af det specialiserede socialområde.

Det blev som bekendt flyttet til kommunerne i forbindelse med Strukturreformen, hvor amterne blev nedlagt, og kommunerne blev større.

Strukturreformen kom på baggrund af den af VK-regeringen nedsatte Strukturkommission, der skulle komme med forslag, der kunne udgøre et beslutningsgrundlag for ændringer i rammerne for løsningen i den offentlige sektors opgaver.

I den forbindelse fandt kommissionen også flere udfordringer ved placeringen af handicapområdet i amterne, hvor myndighedsansvaret i nogle situationer var delt mellem amter og kommuner, ligesom der kunne være forskel på serviceniveauer.

Enhederne var for små

Generelt kom kommissionen frem til, at der samlet set var behov for en reform af den offentlige sektors struktur.

Det skyldes, at den daværende organisering havde flere svagheder, der blandt andet drejede sig om størrelsen af kommuner og amter, men også opgavefordelingen mellem stat, amter og kommuner.

Den pegede blandt andet på følgende udfordringer:

• En stor del af forvaltningsenheder var uhensigtsmæssigt små i forhold til den opgaveløsning, som lovgiverne krævede.
• Det var på en række områder svært at sikre en sammenhængende og koordineret indsats. Den udfordring bundede i vidt omfang i, at ansvaret for nogle opgaver var delt mellem forskellige decentrale forvaltningsled, der gav risiko for gråzoner.
• På enkelte områder var der problemer som følge af parallelle funktioner/opgaver fordelt på flere forvaltningsled. Det var vanskeligt at koordinere og prioritere i opgavevaretagelsen, ligesom det kunne vanskeliggøre effektiviseringer og kvalitet i opgavevaretagelsen.

På den baggrund anbefalede kommissionen følgende:

"Kommissionen anbefaler, at der gennemføres en samlet reform af den offentlige sektor, som omfatter såvel inddelingsændringer som opgaveflytninger mellem stat, amter og kommuner."

Spredt myndighedsansvar gav flere udfordringer

Læser man kommissionens sektorkapitel om grupper med særlige behov, kan man læse flere udfordringer knyttet til placeringen af det specialiserede socialområde.

Der står, at man politisk havde en målsætning om at sikre borgere med handicap og udsatte et værdigt liv på egne præmisser med muligheder så tæt på "det normale" som muligt og uden unødvendige indskrænkelser i udfoldelsesmuligheder.

Her hæftede kommissionen sig ved to udviklingstendenser på handicapområdet:

• En øget sammenhæng og integration med almenområdets tilbud - herunder navnlig på den kommunale del af området.
• Stigende specialisering, som blandt andet byggede på øget viden og kunnen, og forventninger hos borgere og pårørende om, at den bedste viden blev anvendt.

Der var to udfordringer ved den gamle organisering. Den ene var, at myndighedsansvaret var spredt i forhold til den enkelte borger. Det gjorde sig gældende for borgere med sammensatte sociale problemer og behov, som både kunne være underlagt kommunale og amtskommunale myndighedsudøvelse.

Dog understreger kommissionen, at der altid vil være borgere, der har sammensatte problemer, der skal løses af henholdsvis social-, sundheds-, undervisnings- og boligsektoren i fællesskab.

Den anden udfordring var, at forskelle i serviceniveau på de to myndighedsniveauer og eventuelle uenigheder mellem myndigheder om valg af indsatser til borgeren, kan indebære flere ulemper. Det var både i forhold til skabelse af et forventningspres, som kunne være vanskeligt at indfri, men også længere sagsbehandlingstid.

Dog havde den daværende organisering også en fordel. En styrke var nemlig, at de specialiserede opgaver var forankret på et forvaltningsniveau, der var fagligt og økonomisk bæredygtigt. Samt at kommunerne kunne trække på specialiseret rådgivning og konsulentfunktion i amterne.

Amtsrådsforeningen frarådede opgaveflytningen

Det var ikke alle kommissionsmedlemmer, der bakkede op om opgaveflytningen til kommunerne. Amtsrådsforeningens repræsentant i kommissionen, Otto Larsen, giver i en særudtalelse udtryk for, at han ikke mener, det er muligt at placere det fulde ansvar for det specialiserede socialområde i kommunerne.

Han udtaler blandt andet:

"Det er nødvendigt, at der er en offentlig myndighed med tilstrækkelig faglig og økonomisk bæredygtighed som garant for forsyningssikkerheden. Markedet vil ikke i sig selv sikre tilbud med den optimale kvalitet til rimelige priser. Der er også behov for at bevare et rådgivningssystem med kompetente og veluddannede medarbejdere uafhængig af konkrete institutionsinteresser. Et sådant rådgivningssystem kan bedst forankres på regionalt niveau."

Han mente derudover, at de økonomiske konsekvenser for kommunerne ved at overtage området kunne blive en stor belastning. Derfor var det både af økonomiske og faglige grunde nødvendigt at bevare det delte ansvar på socialområdet mellem kommunerne og nu regionerne.

Du kan læse samtlige dokumenter her.