Socialområdet kan rykke konkurrenceudsættelsen markant

Brønderslev er gået fra 25,4 til 35,3 procent på ti år. Forklaringen ligger især på social- og ældreområdet – og et stort potentiale.

Udgivet: 24/03/2026

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Del artiklen:

Mens konkurrenceudsættelsen i mange kommuner har stået stille i et årti, er der også eksempler på det modsatte. Det skriver NB-Økonomi.

Fik du læst?

Borgmester efter DI-kritik: Vi driver ikke kommunen for at gøre DI glade

I Brønderslev Kommune er andelen af konkurrenceudsatte opgaver steget fra omkring 25 procent i 2015 til cirka 35 procent i dag.

Ifølge borgmester Mikael Klitgaard (V) skyldes stigningen især udviklingen på social- og ældreområdet.

“Vi har faktisk udliciteret på mere omkring socialsager og botilbud, særligt for unge over 15 år, og i vores ungecenter har der været udliciteret rigtig mange opgaver. Vores jobcenter har også,” siger han til NB-Økonomi.

Derudover har etableringen af private plejehjem haft stor betydning.

“Vi har tre friplejehjem i kommunen. Det bringer jo procenten op, og to af dem er kommet til efter 2015. Det betyder, at en større del af ældreområdet bliver varetaget i privat regi, og det rykker altså meget,” siger han.

Tunge områder flytter procenter

Forklaringen på udviklingen er ikke tilfældig.

Netop social- og ældreområdet er blandt de tungeste udgiftsområder i kommunerne – og derfor også de områder, hvor ændringer i organiseringen slår mest igennem i statistikkerne.

“Det er jo nogle dyre poster. Når man flytter eksempelvis et plejehjem over i privat regi, så rykker det altså meget i det samlede billede,” siger Mikael Klitgaard.

Større potentiale fra lavt niveau

Samtidig peger udviklingen på en anden forklaring: Det er lettere at rykke sig, hvis man starter fra et lavere niveau.

Med et udgangspunkt omkring 25 procent har der i Brønderslev været et større potentiale for at øge andelen af konkurrenceudsatte opgaver, end i kommuner, der allerede ligger højt.

Men ifølge borgmesteren er målet ikke at nå en bestemt procentsats.

“Det er ikke et mål for mig at udlicitere. Det er et mål at gøre det bedst for færrest penge og have en fornuftig balance.”

Fakta

Konkurrenceudsættelse og udlicitering

  • Konkurrenceudsættelse er den overordnede proces, hvor en offentlig opgave åbnes for konkurrence for at finde den bedste og mest effektive løsning. Det betyder ikke nødvendigvis, at opgaven flyttes til det private.

  • Udlicitering er en specifik form for konkurrenceudsættelse, hvor driften af en opgave overdrages til en ekstern leverandør (typisk en privat virksomhed) efter en udbudsproces.

Kilde: VIVE

Han fremhæver samtidig værdien af konkurrence som styringsredskab.

“Jeg går ind for, at vi har noget at sammenligne med. Hvis man ikke konkurrenceudsætter, så forbedrer man sig ikke – tværtimod kan det gå den anden vej.”

Kan gå begge veje

Udviklingen er dog ikke entydig – heller ikke i Brønderslev.

På socialområdet overvejer kommunen i øjeblikket at trække opgaver hjem igen som følge af stigende priser hos private leverandører.

“Vi har set nogle voldsomme prisstigninger i de private botilbud, og det kigger vi på lige nu. Vi har også et sted, vi selv vil indrette til nogle af de borgere. Så det kan godt rykke lidt den anden vej de kommende år,” siger Mikael Klitgaard.

Sidst opdateret: 24/03/2026 - 11:21

Emner: Konkurrenceudsættelse

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]