Af William Korte, forperson i SUMH.

Socialområdet er i årevis blevet nedprioriteret, har været genstand for opstramning og manglende sammenhæng. Systemet er blevet inkonsistent, kommunernes tilgang er blevet et lotteri og unge med handicap frygter, at en besked i e-Boks ændrer morgendagens grundlag. Det svækker både livskvalitet og samfundets mulighed for at hjælpe flere unge med handicap, der gerne vil bidrage, til at kunne deltage i samfundet.

Kun når man tør stole på, at man også har sin BPA i morgen, at man har nok ledsagertimer til også at komme til tandlægen eller at man kan tage sit hjælpemiddel med, når man skifter job, har man råd til at være spontan.

Uforudsigelighed og usikkerhed har store menneskelige konsekvenser. Trivslen blandt unge med handicap har gennem mere end et årti været præget af et markant trivselsefterslæb. Allerede i 2014 var risikoen for angst og depression 2-3 gange højere. I 2019 rapporterede 28 procent lav livstilfredshed, og op mod 40 procent oplevede ensomhed. I 2022 havde omkring hver tredje lav trivsel – mod 14 procent blandt øvrige unge. Og i 2025 vurderer blot 5 procent, at de i meget høj grad har et godt liv.

Trivselskrisen er et symptom på et system, der udsætter unge for et unødvendigt dokumentationspres og mistænkeliggørelse, der samtidig gør adgangen til støtte usikker. Når deltagelse afhænger af gentagne vurderinger og skiftende praksis, flyttes fokus fra muligheder til begrænsninger samt fra deltagelse til overlevelse. Det gør vejen til et mere selvstændigt og frit liv mere usikker, end den behøver at være.

Forudsigelighed er en forudsætning for at leve et deltagende liv. Når støtten er usikker og knap, bliver selv små valg svære, og kræfterne bruges på at få hverdagen til at hænge sammen frem for på uddannelse, arbejde og relationer.

Støtte skal følge mennesket og ikke styrelserne

Den kommende socialminister bør sikre, at hjælpemidler og støtte i højere grad knyttes til personen frem for til den sektor, vedkommende befinder sig i. I dag oplever mange, at støtten ændrer sig eller bortfalder, når de fylder 18 år, skifter uddannelse eller bevæger sig mellem kommunale og regionale indsatser og forvaltninger. Det skaber unødvendige afbrydelser i uddannelses- og arbejdsliv og gør det sværere at planlægge sin fritid og sin fremtid. Der bør derfor ikke skulle genansøges om hjælpemidler alene som følge af et kunstigt skift i livsfase, og støtte bør i højere grad følge borgeren på tværs af uddannelse, beskæftigelse og socialområde.

Samtidig er der behov for vurderinger, der tager udgangspunkt i den samlede mulighed for at deltage i uddannelse, arbejde og hverdagsliv frem for i enkeltstående ydelser. En mere sammenhængende livsforløbsvurdering og en tydeligere samlet indgang til rådgivning og støtte kan reducere den usikkerhed, der i dag opstår i overgange mellem systemer.

Der har været politiske drøftelser om forbedringer på hjælpemiddelområdet, men der er fortsat behov for at sikre større kontinuitet i praksis.

Dokumentation skal ske én gang

Når unge med handicap igen og igen skal forklare og dokumentere de samme behov, skaber det et pres, som fylder langt mere end det burde i et ungt liv. I stedet for at bruge kræfter på uddannelse, arbejde og relationer, bruger mange energien på lovgivning, ansøgninger og nye sagsforløb. Usikkerheden om, hvorvidt støtten forandrer sig i morgen, gør det svært at planlægge, tage chancer og tro på, at det kan betale sig at engagere sig. Usikkerheden opstår på baggrund af manglende forudsigelighed. Presset opstår ikke, fordi de unge mangler vilje eller evner – det opstår i mødet med et system, der gør deltagelse mere usikker, end den behøver at være, og som dermed bidrager til et vedvarende trivselsefterslæb.

Systemet bør have pligt til at genbruge eksisterende dokumentation på tværs af myndigheder, så borgere ikke gentagne gange skal fremskaffe de samme oplysninger, medmindre borgeren selv ønsker en opdatering. Desuden bør borgere have mulighed for at samle relevante vurderinger og funktionsbeskrivelser ét sted, så dokumentation følger personen gennem livet. Målet er enkelt: at dokumentation skal skabe klarhed og kontinuitet – ikke gentagelser og usikkerhed.

Mulighed for at deltage i hverdagslivet kræver tilstrækkelig støtte

Ledsagerordningen bør styrkes, så den ikke blot matcher de simple behov som indkøb og tandlæge. Det er svært at sætte et timetal på sit sociale liv. En ledsagerordning på 15 timer om måneden er ingenlunde nok. Især ikke når man kan bruge op mod et halvt år på at spare timer sammen til en uges sommerferie. En forhøjelse af timetallet fra 15 til 30 timer om måneden – samt en særskilt mulighed for ferieledsagelse - vil gøre det markant lettere at deltage i sociale aktiviteter uden at skulle fravælge andre nødvendige dele af hverdagen. Med for få timer bliver hverdagen et regnestykke, fordi timer skal disponeres så præcist.

Det betyder også, at der kan opstå et dilemma om, hvorvidt man unge skal tage til sin fars 45-års fødselsdag eller til tandlægen på grund af den akutte tandpine. Nogle unge fravælger nødvendig behandling i hverdagen som tandlæge og lægebesøg – for at kunne spare timer op til en uge i Berlin med deres søskende. En forhøjelse af timetallet vil derfor kraftigt styrke deltagelsesmuligheder for unge med handicap. Og det vil give værdi på mange parametre.

Trivsel – forudsigelighed - deltagelse – tillid. Fire ord, der uomtvisteligt hænger sammen med et godt liv, men desværre også fire ord, man ikke automatisk kan sætte på unge med handicaps liv. Det er nødvendigt, at den kommende socialminister sikrer et mere enkelt og sammenhængende system, så flere end blot 5 procent unge med handicap ved næste valg vurderer, at de i meget høj grad har et godt liv.