Af socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL), Københavns Kommune

Ingen ved, hvornår en ny regering er klar til at rykke ind i ministerkontorerne, men én ting er sikkert: Der er opgaver nok at tage fat på for en ny socialminister. Hængepartierne efter syv år med socialdemokratiske socialministre kan mærkes i kommunerne, regionerne og i civilsamfundet.

Det skal der rettes op, og jeg har udvalgt fire punkter, som en ny minister bør tage fat på, så snart ministeriets hjemmeside er opdateret med den nye ministers navn.

Ny takstmodel på botilbud

Det første punkt er en ny takstmodel for botilbudsområdet. Den har vi ventet på i tre år – lige siden delaftalen på socialområdet blev indgået i 2023. 

I kommunerne venter vi stadig på klarhed over, hvad pengene går til, når vi køber private botilbudspladser. For kommunerne har de sidste fem-seks år hvert år betalt 1 milliard kroner ekstra om året til at håndtere udgiftspresset på det specialiserede socialområde. Det er penge, som kommunerne har betalt af egen lomme ved at skrue ned for servicen på de øvrige velfærdsområder.

År efter år har regeringen undladt at øremærke penge i økonomiaftalen med KL til at håndtere de stigende udgifter på det specialiserede socialområde, og derfor kan man da også håbe, at en ny socialminister har et rigtig godt forhold til den kommende finansminister, for ellers vil socialområdet nok fortsætte med at stå bagerst i køen, når pengene skal fordeles.

Bekæmpe snyd på private botilbud

Mit andet punkt er, at en ny minister skal sætte en effektiv stopper for, at private botilbud kan trække profit ud. Vi står nemlig i den situation i dag, at man åbenbart kan blive mangemillionær på at drive botilbud for sårbare mennesker. Landets kommuner kan intet gøre for at stække lyssky bagmænd, som kun tænker på at tjene penge, og som på ingen måde burde have noget som helst at gøre med at passe på sårbare mennesker.

Vi har brug for private botilbud i Danmark, og mange af dem driver deres botilbud både samvittighedsfuldt og dygtigt. Dem, skal kommunerne fortsætte med at benytte, og det samarbejde skal styrkes – også ved, at vi får en takstmodel. Men det private botilbudsmarked må ikke være et slaraffenland for grådige og halvkriminelle typer, der ser private botilbud og andre sociale tilbud som en måde at få snablen dybt ned i kommunernes pengekasser.

Det kræver, at loven bliver ændret, så kommunerne får bedre muligheder for at udelukke og afvise virksomheder, der er under efterforskning af politiet. Men helt overordnet bør det være som på privatskoleområdet, hvor det i dag ikke er muligt at udtage profit. Når det handler om børn, skal overskuddet geninvesteres i børnene, og sådan skal det selvfølgelig også være, når det handler om de allermest sårbare mennesker i vores samfund, der bor på private botilbud.      

Varigt huslejetilskud og et storbytillæg

Mit tredje og fjerde punkt har manglen på billige boliger som fællesnævner. Ser man på det københavnske landkort, så er byen efterhånden fuldstændig støvsuget for billige boliger. Det er den primære stopklods for, at Københavns Kommune igen kan rykke på regeringens hjemløsereform, som har til formål at sikre, at hjemløse kommer væk fra herberger og i egen bolig. 

Det kunne se helt anderledes og mere lyst ud, men desværre spolerede den tidligere regering sin egen hjemløsereform, da de vedtog kontanthjælpsreformen, der trådte i kraft i juli måned sidste år. Med ét reducerede regeringen kontanthjælpsmodtageres og andre sårbare menneskers indkomstgrundlag. Mange mistede op til 6.000 kr. om måneden.  

Reformen betyder, at kontanthjælpsmodtagere og udsatte i byer som København ikke har råd til boliger med selv den laveste husleje. Samtidig risikerer vi, at flere og flere sårbare danskere bliver smidt ud af deres bolig, simpelthen fordi de ikke har råd til huslejen. 

På den lange bane skal der selvfølgelig bygges flere særligt billige boliger, som borgere med helt lave indtægter har råd til at betale. På kort sigt har kommunerne brug for redskaber til at holde hånden under sårbare mennesker, der har fået nøglerne til deres eget hjem, men er udsætningstruede - og til at få flere hjemløse væk fra herbergerne og over i egen bolig.

Det betyder at en ny socialminister både skal forhøje og permanentgøre den midlertidige pulje på 15 millioner kroner til dem, der er økonomisk presset af kontanthjælpsreformen. En pulje, som den tidligere regering efter massivt pres fandt penge til, og hvor over halvdelen af pengene i Københavns Kommune allerede er brugt.

Samtidig skal ministeren give kommunerne et storbytillæg, der gør det muligt at gøre brug af de almene boliger, hvor den månedlige leje er på 6-7.000 kr. Et storbytillæg er helt nødvendigt hvis vi i København skal kunne finde lejligheder til sårbare mennesker med lave indtægter.

Der er nok at tage fat på

Fire punkter, men der er langt mere, som en ny socialminister skal rette op på. 50.000 børn vokser op i børnefattigdom i Danmark. Hvis en regering og dens støttepartier besluttede sig for at udrydde børnefattigdom, så kunne de gøre det fra den ene dag til den anden.

Ungestøtten er et andet sted, der skal sættes ind, for alt for mange unge, som har været anbragt uden for hjemmet, mister i dag deres ungestøtte, når de fylder 18 år, selvom forskning viser, at tidligere anbragte unge er i langt større risiko for at blive sårbare voksne end deres jævnaldrende. Derfor er det afgørende, at en ny socialminister gør ungestøtten til en rettighed til og med det 25. år, så vi kan sikre, at alle unge i Danmark har bare nogenlunde de samme forudsætninger for at komme godt i gang med voksenlivet.  

Der er nok at tage fat på, og jeg håber, at den nye socialminister rækker ud til kommunerne og civilsamfundet, for vi kender borgerne og deres behov. Dialogen er en forudsætning for, at socialområdet får det løft, der er behov for, så vi kan sikre, at sårbare mennesker i Danmark får den nødvendige hjælp og støtte.