Selvom der nu snart er gået en måned siden Folketingsvalget, pågår regeringsforhandlingerne som bekendt stadig.

Den kongelige undersøger Mette Frederiksen har fået mandat til at forsøge at danne en SSFR-regering, men hun forhandler som bekendt også med Moderaterne, ligesom hun har haft enkelte møder med Venstre og Konservative.

Enhedslisten og Alternativet er også en del af forhandlingerne, selvom de kun ville skulle være en del af en kommende regerings parlamentariske grundlag.

SF har dog været med i regeringsforhandlingerne hele vejen igennem med henblik på at kunne indgå i en kommende regering.

Det vil dog få betydning for rammeaftalen på handicapområdet, som partiet kan blive tvunget til at tilslutte som regeringsparti. SF er nemlig det eneste potentielle regeringsparti i forhandlingerne, der ikke er en del af aftalen.

Det vil dog tvinge partiet til et kursskifte.

Det er dog også set før. Sidst SF var i regering, måtte partiet både tiltræde Velfærdsforliget og stemme for VK-regeringens tilbagetrækningsreform. To aftaler som partiet ellers var stærkt imod forinden.

SF har ofte talt for at styrke servicen på handicapområdet. Op til valget gik partiet til valg på at forbedre retssikkerheden på handicapområdet, passe på specialiserede tilbud med en forpligtigende specialeplan og gøre det lettere for flere at tage en uddannelse og få en plads på arbejdsmarkedet.

Samtidig kritiserede formand Pia Olsen Dyhr specifikt rammeaftalen i en valgdebat på tv2. SF var ikke en del af aftalen, da partiet ikke mente, der bliver brugt nok ressourcer på borgere med handicap.

Rammeaftalen på handicapområdet spiller en afgørende rolle for kommunerne, da den indeholder flere forslag, der skal bidrage til den økonomiske bæredygtighed. Mest markant er forslaget om en ny takstmodel, der skal skabe gennemsigtig og regulere prisdannelsen på botilbudsområdet. Men også gentænkningen af servicelovens bestemmelser kan resultere i besparelser, som SF kan slå sig på.

Stadig stort flertal bag aftale

Rammeaftalen på handicapområdet har stadig et stort flertal bag sig, da Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre tilsammen har 108 mandater.

SF var egentlig oprindeligt en del af forhandlingerne, men blev smidt ud af daværende socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Ifølge SF's handicapordfører Charlotte Broman Mølbæk, handlede det om økonomien og revisionen af magtanvendelsesreglerne.

Partiet ville gerne have lavet aftaleteksten om, så der ikke skulle være så meget fokus på økonomi og nedskæringer. Det skete som bekendt ikke, og en af rammeaftalens forudsætninger er netop at sikre økonomisk bæredygtig på socialområdet.

Selvom SF ikke er en del af aftalen, har partiet dog været med i nogle af de efterfølgende aftaler om rammeaftalens initiativer. Det gælder både aftalen om takstloft og kapacitetsstyring på kvindekrisecentre og herberger samt den nye merudgiftsydelse.

Til gengæld var partiet kritisk overfor andre initiativer som det risikobaseret tilsyn og revisionen af magtanvendelsesreglerne.

SVM-regeringen satte også sin lid til både SF og De Konservative i forhandlingerne om en specialeplan og takstmodel op til valget. Det lykkedes som bekendt ikke regeringen at lande en aftale.

Økonomiforhandlinger med kommunerne

En afgørende forskel på at være i regering og opposition er, at SF vil skulle være en del af økonomiforhandlingerne med kommunerne. På den måde bliver partiet mere direkte tvunget til at forholde sig til de kommunale udfordringer og ønsket om udgiftsstyring.

De seneste år har der som bekendt været et parløb mellem skiftende regeringer og KL med henblik på at dæmme udgiftsvæksten på det specialiserede socialområde. Det har blandt andet resulteret i flere forslag, som SF ikke har kunnet bakke op om.

Som regeringsparti vil SF være nødt til at forholde sig til de stigende udgifter, ligesom partier vil skulle stå på mål for de styringsredskaber, som parterne bliver enige om i fællesskab. Også selvom de ikke er groet i SF's have.

SF vil også skulle stå mere til ansvar for rammeaftalens initiativer end de øvrige aftalepartier. Det skyldes, at aftalen ikke har karakter af et forlig, hvorfor partierne fra initiativ til initiativ kan tage stilling. Den frihed vil et regeringsparti ikke have.

Her er det også vigtigt at huske, at partier som Enhedslisten og Alternativet vil stå klar til at angribe, skulle SF gennemføre initiativer, der vil blive læst som forringelser.

Skulle regeringsdannelsen resultere i, at SF gør comeback i regeringskontorerne, vil det styrke mandaterne bag og den parlamentariske opbakning til rammeaftalen markant.

Til gengæld vil SF pludselig skulle stå på mål for en række besparelser på det specialiserede socialområde, som kan gøre rigtig ondt for partiet. Og SF har ført slået sig på at gå for meget kompromis med sin egen politik.