Ny rekord: Udgifterne til det specialiserede socialområde stiger med hele 2,6 mia. kr.
Der er tale om den største stigning, siden kommunerne overtog ansvaret for det specialiserede socialområde. Både KL og Kommunale Velfærdschefer efterlyser den længe ventede takstmodel på botilbudsområdet.
Udgivet: 24/04/2026
Mads Høyer Hansen
Redaktør
Oliver Gantriis
Jounalist
Kristoffer Sutton
Journalist
Lív Bentsdóttir Zachariasen
Journalistpraktikant
Udgifterne til det samlede specialiserede socialområde er steget med 2,6 milliarder kroner fra 2024 til 2025 (begge i 2025-priser). Det svarer til en stigning på knap 400 kroner per indbygger. Det viser regnskabstallene for 2025, der netop er blevet offentliggjort på Danmarks Statistik.
Det er den største stigning i udgifterne, siden kommunerne overtog ansvaret for det specialiserede socialområde med kommunalreformen og skal ses i lyset af, at udgifterne til det specialiserede socialområde er steget markant siden 2018.
Deler man området op mellem det specialiserede børne- og voksenområde, så er udgifterne til det specialiserede børneområde er steget med knap 950 millioner kroner - svarende til 918 kroner per 0-17-årig. Udgifterne til det specialiserede voksenområde er steget med over 1,75 milliarder kroner - svarende til lidt over 400 koner per 18-66-årig.
Stigning på trods af styringsredskaber
Den store stigning i udgifter kommer på trods af, at flere af Tranæs-udvalgets anbefalinger er blevet gennemført, ligesom der de senere år har været et stort politisk fokus på økonomisk bæredygtig på socialområdet. Det gælder blandt andet initiativer som den nye ensrettede merudgiftsydelse, beløbsgrænse for alternative botilbud på ti procent og revisionen af magtanvendelsesreglerne.
Tranæs-udvalget blev nedsat efter flere år med stigende udgifter med henblik på at komme med forslag, der skulle sikre en bæredygtig økonomisk og faglig udvikling på socialområde.
Flere af udvalgets anbefalinger blev en del af rammeaftalen på handicapområdet samt skiftende økonomiaftaler mellem regeringen og KL.
Dog er der flere af de helt centrale styringsredskaber, der endnu ikke er blevet gennemført. Mest markant er en takstmodel på botilbudsområdet, der skal skabe større gennemsigtighed og regulere priserne. Regeringen forpligtigede sig ellers på at gennemføre den i løbet af 2025 med økonomiaftalen for 2026.
Botilbudsområdet er drivende for udgiftsstigningerne på det specialiserede socialområde. SVM-regeringen forsøgte at lande en aftale om en ny takstmodel, men det lykkedes ikke at lande en aftale før valget trods flere forhandlinger.
Se, hvor udgifterne er steget mest fra 2024 til 2025
KL og Kommunale Velfærdschefer: Kom så med takstmodellen
Denne ekstra store stigning i udgifterne på det specialiserede socialområde får både KL og Kommunale Velfærdschefer til at efterlyse flere af de styringsredskaber, som regeringen har forpligtet sig på at gennemføre.
Formand for Kommunale Velfærdschefer, Jakob Bigum Lundberg mener ligefrem, Folketinget stikker hovedet i busken:
"Nu står vi her desværre igen. Og det er desværre ikke overraskende. Kommunerne, der år for år bruger flere penge end budgetteret, fordi Folketinget stikker hovedet i busken og hverken vil vedtage de tiltag, som er aftalt, eller alternativt sende de penge, der skal til," siger han.
Når Folketinget ikke leverede de aftalte styringsredskaber, så har det store konsekvenser, da det særligt skaber frustrationer hos borgere med handicap, selvom kommunerne set med Bigum øjne gør en kæmpe indsats:
"Det værste er, at vi år for år øger frustrationerne blandt borgere med handicap. Vi er nået til et punkt, hvor de ønsker sig ud af kommunerne, og det er virkeligt trist, for jeg synes jo, at kommunerne gør en kæmpeindsats."
Lignende budskaber kommer fra KL-formand Peter Rahbæk Juel, der også hæfter sig ved den voldsomme stigning, som kommer efter flere år med stigende udgifter.
”Det kan vi ikke blive ved med. Der er derfor et kæmpe behov for, at vi får forbedret rammerne, så vi både har mulighed for at give borgerne den rigtige hjælp og samtidig kan styre økonomien i kommunerne og have råd til det velfærdssamfund, som vi alle ønsker os,” siger Peter Rahbæk Juel i en pressemeddelelse.
Han peger også på behovet for en ny takstmodel, så priserne på botilbudsområdet kan blive reguleret. En ny regering skal hurtigt genoptage forhandlingerne, mener han.
”Før valget var forhandlingerne om en ny takstmodel kommet langt, og det er afgørende, at en ny regering hurtigt får genoptaget dem og forhandlet en model igennem. Det vil være et væsentligt greb til at få bedre styr på økonomien på området og sikre borgerne den rette hjælp,” siger KL-formanden.
Derudover er den stigende svindel på socialområdet også et problem. Peter Rahbæk Juel mener ikke, der kan komme styr på økonomien på det specialiserede socialområde, uden at der bliver gennemført skrappe tiltag overfor velfærdskriminalitet. Det skal være en hovedprioritet for en ny regering, mener KL.
Se udviklingen opdelt på børn- og ungeområdet og voksenområdet
Opdag NB Socials fulde datasæt
Få adgang til omfattende data, regneark, landkort og interaktive kort på NB-Data.

Sidst opdateret: 30/06/2026 - 11:09














































