
Regeringen vil lave store ændringer på socialområdet. - Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Lækket udkast: Regeringen vil flytte opgaver fra kommuner til regioner på socialområdet
I et udkast til regeringsgrundlaget står der, at den nye regering med specialeplanen vil flytte ansvaret for planens målgrupperne væk fra kommunerne og over til regionerne.
Udgivet: 02/06/2026
Opdateret 16:18 d. 03/06: Initiativerne i det lækkede udkast er uændrede i det endelige regeringsgrundlag.
Den nye regeringen lægger op til store ændringer på socialområdet, hvor der skal være en ny opgavefordeling på det specialiserede socialområde.
I forbindelse med specialeplanlægningen, som også denne regering vil udrulle, så skal ansvaret for specialeplanens målgrupper flyttes fra kommuner til regionerne, hvor de nye sundhedsråd skal varetage opgaven.
Det står der i et udkast til regeringsgrundlagt, som NB-Social er kommet i besiddelse af.
Derudover skal der undersøges, om andre opgaver skal flyttes fra kommunerne og over til regionerne.
Konkret står der:
"Gennemføre specialeplaner på den komplekse del af det højt specialiserede socialområde. Som en del af arbejdet med specialeplanlægningen flyttes ansvaret for de pågældende målgrupper fra kommunerne til regionerne hvor opgaverne varetages af de nye sundhedsråd. Endvidere belyses, om opgaver indenfor social- og handicapområdet også med fordel kan placeres i regionerne og sundhedsrådene."
Både kommunerne og regionerne vil blive inddraget i relevante opgaveflytninger.
Regeringen vil også fortsætte arbejdet for en ny takstmodel og fremsætte forslaget i indeværende år. Der står følgende i udkastet:
"Følge op på initiativer, der følger af ekspertudvalget på socialområdet og økonomiaftalerne med kommunerne, herunder gennemføre takstreformen på botilbudsområdet og fremsætte lovforslaget i 2026."
Derudover lægger regeringen op til en reform af hjælpemiddelområdet til en mere tillidsbaseret visitation, som SVM-regeringen også arbejdede for. På samme vis vil regeringen også lave en reform af plejefamilieområdet. Regeringen ønsker også at gennemføre værdighedsreformen - dog i en styrket version.
Samtidig vil regeringen arbejde for en mere sammenhængende og fleksibel beskæftigelsesindsats for mennesker med handicap, ligesom arbejdet mod velfærdskriminalitet fortsætter i form af den allerede eksisterende aftale.
Øvrige initiativer
Beskæftigelse
Arbejde for at skabe en mere sammenhængende og fleksibel beskæftigelsesindsats for mennesker med handicap, hvor flere kan blive en del af arbejdsfællesskabet og bidrage til samfundet. Bl.a. ved en hurtigere og mere målrettet støtte til den enkelte borger og ved at sikre bedre overgange mellem uddannelse og job. Det undersøges, om det sociale frikort kan udvides til at omfatte mennesker med handicap.
Social
Gennemføre en reform af hjælpemiddelområdet hen mod en mere enkel og tillidsbaseret visitation, der reducerer bureaukratiet. Herunder bedre muligheder for at beholde hjælpemidler ved overgange, f.eks. ved at fjerne krav om genansøgning af hjælpemidler når man fylder 18 år og 65 år.
Gennemføre en styrket værdighedsreform og have et vedvarende fokus på samfundets mest udsatte – herunder at bureaukrati, regler og kommunale barrierer ikke må komme i vejen for indsatser, der kan skabe en mere tålelig hverdag for de mest udsatte.
Psykiatri
Gennemføre en akutplan, der skal nedbringe ventetiderne i børne- og ungdomspsykiatrien ved f.eks.: brug af voksenpsykiatere for de ældste unge, fastholdelse og indkaldelse af pensionerede speciallæger ved ekstraordinært at fjerne eller lempe regler for modregning i en periode, hurtigere indfasning af det lettilgængelige tilbud aftalt i 10-årsplanen for psykiatrien, øget aktivitet i speciallægepraksis, øget brug af aftaler om frivilligt merarbejde, midlertidige aftaler om brug af privat kapacitet med afsæt i overenskomstniveauer, øget brug af psykologer, skolepsykologer, PPR mv.
Igangsætte det forberede arbejde med Psykiatriplan 2.0.
Nedsætte den med psykiatriplanen aftalte ekspertgruppe, der skal afdække årsager og konsekvenserne af det stigende antal diagnoser blandt børn og unge, og hvilken rolle diagnoser spiller i tildelingen af støtte til børn og unge.
Børn og unge
Foreslå en reform af plejefamilieområdet med fokus på såvel rekruttering som fastholdelse af nye og yngre plejefamilier, samt styrke hjælpen til anbragte børn og unge, herunder efterværn samt se på mulighederne for national adoption ved bl.a. at lave mere lempeligt alderskrav for adoptanter.
Der indføres en ny mulighed for en familiepakke, der skal sikre en sammenhængende og tværgående indsats for familier, hvor børn og unge rammes af alvorlig mistrivsel og langvarigt skolefravær. Det er afgørende, at relevante fagpersoner samles med barnet og familien og laver en klar plan med tydelig ansvarsfordeling samt at der er en tovholderfunktion i form af en ”familieambassadør”.
Børn i økonomisk dårligt stillede familier hjælpes ved a) at fritidstillægget i kontanthjælpssystemet afbureaukratiseres på en måde, hvor det samtidig understøtter børns fritidsaktiviteter samt ved b) at give kommunerne bedre mulighed for at give økonomisk hjælp til bl.a. boligudgifter, jf. bl.a. forslaget fra Ydelseskommissionen herom.
Udarbejde en forebyggelsespakke, der kan nedbringe langvarigt skolefravær.
Komme med forslag til hvordan fri- og privatskoler kan tage et større socialt ansvar for elever med særlige udfordringer og behov som forudsætning for at få del i den bedre økonomi der følger af en generel investering i folkeskolen. Herunder afsøges muligheden for i højere grad at differentiere mellem fri- og privatskoler i byerne hhv. i områder med langt til den nærmeste folkeskole.
Gennemføre et eftersyn af organiseringen og betydningen af pædagogisk, psykologisk rådgivning i kommunerne, herunder at vurdere brugen af skolepsykologer.
Øge ydelsen med mindst 1.000 kr. pr. måned til sårbare unge under 30 år i kontanthjælpssystemet, der har bestemte psykiske diagnoser.
Belyse konsekvenserne af børns afsavn i økonomisk dårligt stillede familier, komme med forslag til initiativer, der øger deltagelsen for udsatte børn i fritidstilbud samt gøre op med, at særlig udsatte familier oplever krav om egenbetaling i folkeskolen og afsætte en ramme på 100 mio. kr. årligt hertil.
Kriminalitet
Skærpe straffene for arbejds- og velfærdskriminalitet ved grove og organiserede lovbrud og gennemføre aftalen om styrket indsats mod snyd og svigt på sociale tilbud.
Antallet af opgaver, hvor politibetjente tager sig af psykisk sårbare borgere, er nu fire gange så højt som for femten år siden. For både at styrke kvaliteten og nedbringe politiets ressourceforbrug på området, vil regeringen ændre opgavefordelingen mellem myndighederne sådan, at politiets opgaveløsning i forhold til psykisk sårbare borgere bliver meget mere målrettet – og andre relevante myndigheder varetager en større del af opgaven end i dag.
Nedsætte en taskforce der skal styrke indsatsen mod unges brug af opioider.
Sidst opdateret: 09/06/2026 - 09:46














































