Den kongelige undersøger Mette Frederiksen er lykkedes med at danne en regering.

Den kongelige undersøger Mette Frederiksen er lykkedes med at danne en regering. - Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

En ny regering er på vej: Her er seks centrale punkter for socialområdet

En SSFMR-regering ser nu dagens lys, hvilket vil få afgørende betydning for socialområdet. Læs her, hvad vi særligt vil holde øje med på redaktionen.

Udgivet: 02/06/2026

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Efter en historisk lang regeringsdannelse er det endelig lykkedes den kongelige undersøger Mette Frederiksen at danne en ny regering. Senere i dag vil regeringsgrundlaget blive præsenteret, ligesom de nye ministre vil tiltræde i morgen.

I skrivende stund lækker nyheder om den kommende regerings politik løbende. Blandt andet har Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, og Alternativets politiske leder Franciska Rosenkilde afsløret flere detaljer.

Selvom vi endnu ikke har hørt noget, der er direkte relevant for socialområdet, er der flere velfærdspolitiske prioriteringer. Det gælder blandt andet, at regeringen vil forpligte sig på at mindske den økonomiske ulighed, lavere moms på fødevarer og nulmoms på frugt og grønt, gratis bus og tog for unge under 22 år, byggeri af tusinde almene boliger og offentligt finansierede tandlæger for alle danskere indenfor 10 år.

Derudover har TV2 erfaret, at store bededag skal genindføres om fire år, såfremt der sker en stigning i beskæftigelsen, ligesom der kommer store skattelettelser.

En kommende regerings politik vil dog også få afgørende betydning for socialområdets udvikling de kommende år. Derfor kan du her læse, hvad NB-Social vil holde øje med i regeringsgrundlaget og regeringsdannelsen:

Specialeplan og takstmodel

Noget der bliver særligt interessant er, hvordan den kommende regering vil forholde sig til rammeaftalen på handicapområdet, der som bekendt ikke har karakter af et forlig, men som skal sikre den økonomiske og faglige bæredygtighed.

Her er det særligt takstmodellen på botilbudsområdet og specialeplanen, der er interessant at holde øje med, da de i rammeaftalen blev samlet i et initiativ.

I SVM-regeringens regeringsgrundlag skrev partierne specifikt, at de ønskede at udrulle en specialeplan på den højt specialiserede del af det specialiserede socialområde, ligesom den i flere økonomiaftaler har forpligtet sig på at gennemføre en takstmodel på botilbudsområdet. Regeringen lykkedes hverken med at udrulle en specialeplan eller lande en aftale om en takstmodel.

Derudover er der flere af rammeaftalens hængepartier, det bliver interessant at se, hvordan en kommende regering vil forholde sig til. Det gælder blandt andet nytænkningen af servicelovens handicapbestemmelser.

Stigende udgifter på det specialiserede socialområde

I forlængelse af første punkt er det også interessant, om en kommende regering i det hele taget forholder sig til de stigende udgifter på det specialiserede socialområde, der har presset den kommunale økonomi siden 2018.

2025 blev nemlig et rekordår, hvor udgifterne steg med hele 2,6 milliarder, hvilket er den største stigning indtil videre.

Selvom regeringen måske ikke direkte forholder sig til konkrete initiativer, bliver det interessant at holde øje med, om den forholder sig til de stigende udgifter. Særligt fordi Moderaterne har langt op til et ønske om flere reformer generelt set.

Fik du læst?

Ny rekord: Udgifterne til det specialiserede socialområde stiger med hele 2,6 mia. kr.

Svindel på socialområdet

I løbet af SVM-regeringens levetid blev udfordringerne med velfærdskriminalitet tydeligere, blandt andet takket være NSK efterretningsvurdering og Hvidvasksekretariatets undersøgelse af botilbudsområdet.

Den dagsorden fyldte ikke meget da SVM-regeringen blev dannet, og derfor er det interessant, hvordan en kommende regering vil forholde sig til spørgsmål om svindel på socialområdet.

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen nåede at lande en aftale, der skulle bekæmpe svindel på socialområdet kort før valget. Men den er endnu ikke blevet lovbehandlet. Spørgsmålet er dog, hvad en kommende regering vil gøre udover allerede aftalte initiativer, og hvordan den eksempelvis ser på profit blandt private aktører.

Mistrivsel blandt børn og unge

Et fjerde punkt, som vi vil holde øje med her på redaktionen, er mistrivslen blandt børn og unge.

I valgkampen lovede statsminister Mette Frederiksen (S) blandt andet en akutpakke, der skulle nedbringe ventetiden i børne- og ungepsykiatrien. Konkret foreslog hun at afsætte en milliard over 2026 og 2027, der kom udover de 4,6 milliarder kroner, der allerede er afsat til 10-årsplanen for psykiatrien.

Spørgsmålet er, om statsministeren har fået opbakning til sit forslag, og hvad en kommende regering ellers vil gøre ved mistrivslen blandt børn og unge.

De mange hængepartier

Værdighedsreformen, aftalen mod svindel og aftalen om takstlofter og kapacitetsstyring. En kommende socialminister vil få nok at se til med allerede aftalte initiativer. Her bliver det særlig interessant, hvad en kommende regering vil prioritere først, da det i så fald hurtigst vil kunne komme ud og virke.

Eksempelvis har Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen kritiseret statsministeren for at udskrive valg, inden værdighedsreformen kunne nå at blive lovbehandlet.

"Det kan godt være, at statsministeren glemte de mest udsatte, da hun udskrev folketingsvalget. Men det gør vi ikke. Det kan jeg garantere," sagde han til Moderaternes årsmøde.

Hvem skal være minister?

Slutteligt vil vi holde godt øje med, hvem der bliver minister for socialområdet. Får Sophie Hæstorp Andersen, som Mette Frederiksen selv hentede ind, lov til at fortsætte på posten trods et ikke så imponerende valgresultat?

Eller får SF'erne tilkæmpet sig posten, og skal de pludselig til at forholde sig til en rammeaftale på handicapområdet, som de ikke er en del af.

En kommende ministers ambitioner for socialområdet bliver altafgørende, og derfor er det også relevant at forholde sig til personspørgsmålet.

Det er også interessant, hvilket andet ressort socialområdet bliver sat sammen med. Får det lov at stå alene denne gang, bliver det sat sammen med boligområdet igen, ellers skal vi igen have en social- og indenrigsminister eller social- og ældreminister?

Spørgsmålet er også, om en kommende socialminister får plads i et af de afgørende regeringsudvalg, eller får tilført afgørende nye områder til sit ressort?

Alt det vil vi holde godt øje med her på redaktionen.

Sidst opdateret: 02/06/2026 - 12:10

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]