Mads Roke Clausen (tv.) fra LOS er bekymret for et potentielt opgaveflyt, mens DH's Thorkild Olesen (th.) ser positivt på flytningen.

Mads Roke Clausen (tv.) fra LOS er bekymret for et potentielt opgaveflyt, mens DH's Thorkild Olesen (th.) ser positivt på flytningen. - Foto: Befunky: PR-Foto

Opgaveflytning på socialområdet deler vandene: Borgere kan blive kastebold

Hvor LOS er bekymret for en opgaveflytning fra kommuner til regioner og kalder det en dårlig skrivebordsløsning, håber Danske Handicaporganisationer, at det vil medføre, flere får den rette støtte.

Udgivet: 04/06/2026

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Regeringens ønske om flytte opgaver fra kommunerne til regionerne deler vandene blandt socialområdets aktører.

Med specialeplanen ønsker regeringen at flytte planens målgrupper fra kommunerne til regionerne. Konkret står der i regeringsgrundlaget:

"Gennemføre specialeplaner på den komplekse del af det højt specialiserede socialområde. Som en del af arbejdet med specialeplanlægningen flyttes ansvaret for de pågældende målgrupper fra kommunerne til regionerne hvor opgaverne varetages af de nye sundhedsråd. Endvidere belyses, om opgaver indenfor social- og handicapområdet også med fordel kan placeres i regionerne og sundhedsrådene."

Direktør for LOS (Landsorganisationen for ikke-offentlige tilbud), Mads Roke Clausen, er kritisk overfor manøvren, da han er bekymret for, at borgere ender som kastebold mellem regionerne og kommunerne.

Han siger i et interview med NB-Social:

"Jeg synes, det er virkelig bekymrende, fordi det bliver kassetænkning og borgere, der kommer til at blive kastet rundt mellem systemerne. Det er en rigtig dårlig skrivebordsløsning."

En bekymring er blandt andet, hvad det vil medføre af uenigheder om, hvem der skal betale for en indsats, ligesom incitamenterne til at arbejde forebyggende forsvinder, hvis de dyrere borgere bare kommer op til regionerne.

"Vi har ikke brug for mere komplicerede løsninger, men at kommunerne bliver bedre på det her område."

Mads Roke Clausen hæfter sig ved, at de sociale ydelser, regionerne leverer, sidste år blev vurderet til at være den ringeste af Socialtilsynet. Ved samme lejlighed understreger han dog, at LOS har et godt samarbejde med regionerne.

Omvendt får idéen om et opgaveflyt positive ord med på vejen fra formand for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen.

”Alt for mange mennesker med handicap oplever i dag, at kvaliteten af hjælpen afhænger af, hvor i landet de bor. Derfor er det positivt, at regeringen vil samle mere specialiseret viden og ansvar i regionerne, så flere kan få den rette støtte uanset postnummer,” siger han i en skriftlig kommentar til NB-Social.

Roser til ambitionerne i regeringsgrundlaget

Generelt er DH positive overfor flere af ambitionerne i regeringsgrundlaget.

”Jeg hæfter mig især ved ambitionerne om at styrke det specialiserede socialområde, gøre det lettere at få hjælpemidler og skabe et mere fleksibelt arbejdsmarked for mennesker med handicap. Det kan blive vigtige skridt mod en bedre hverdag for mange mennesker med handicap, hvis ambitionerne bliver omsat til konkret handling,” siger Thorkild Olesen.

Mads Roke Clausen glæder sig også over flere af ambitionerne og hæfter sig ved, at der kommer fokus på forebyggende arbejde:

"Vi er nødt til at forebygge mere, end vi gør i dag. Også for at kunne holde en høj kvalitet i de specialiserede tilbud, som virkelig har brug for det. Vi er nødt til at sikre, at tilstrømningen ikke er så stor, som den er nu."

LOS ser også flere positive takter i en takstmodel, men her er det afgørende at parterne, der kender praksis, sidder med ved bordet og bliver involveret. Samtidig er det afgørende, der kommer en national model:

"Vi synes, det er vigtigt, der kommer en national model og ikke en eller anden underlig regional model, opdelt på hvad forskellige KKR-kredse tænker."

Velfærdskriminalitet fylder for lidt

Mads Roke Clausen undrer sig også over, at velfærdskriminaliteten ikke har en højere prioritet for regeringen.

"Det er jo sårbare mennesker, der går ud over. Det er en hel branche, der er ramt. Både non-profit og profit. Så sent som i mandags havde jeg en sag med en fond, der var under angreb af velfærdskriminelle. Det haster virkelig."

Han mener, regeringen sidder på hænderne og hæfter sig særligt ved aftalen fra januar, som endnu ikke er blevet gennemført.

I regeringsgrundlaget står der følgende om velfærdskriminalitet:

"Skærpe straffene for arbejds- og velfærdskriminalitet ved grove og organiserede lovbrud og gennemføre aftalen om styrket indsats mod snyd og svigt på sociale tilbud."

Sidst opdateret: 04/06/2026 - 13:24

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]