
- Foto: Kristoffer Sutton // NB-Økonomi
Pia Olsen Dyhr: Nogle kommuner mangler penge til velfærd – det skal regeringen levere på
Pia Olsen Dyhr (SF) skal som økonomi- og indenrigsminister stå i spidsen for økonomiaftaler og udligningsreform. Danmark har dermed defacto fået en kommuneminister.
Udgivet: 04/06/2026
Økonomiaftale, flerårige kommunale budgetter og udligningsreformen.
Det er blandt opgaverne, der nu ligger på den nyudnævnte økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhrs (SF) bord.
Tirsdag blev Indenrigsministeriet formelt overdraget til SF-formanden i en ny kombination med Økonomiministeriet.
I den forbindelse er økonomiaftalerne med kommuner og regioner rykket fra Finansministeriet over til økonomi- og indenrigsministeren.
Dermed er der nu et decideret kommuneministerium, som KL har efterspurgt.
”Og det må man jo sige, at vi får nu, hvor både økonomiforhandlingerne og arbejdet med en kommende udligningsreform placeres under samme tag hos Pia Olsen Dyhr. Det tyder på, at vi har fået en regering og et regeringsgrundlag, der vil kommunerne og har et ønske om at komme et spadestik dybere i forhold til de temaer, der rører sig i kommunerne. Det er vi glade for,” siger formand for KL Peter Rahbek Juel (S).
Med den sene regeringsdannelse er der nu ekstra meget pres på for at forhandle en ny økonomiaftale for kommunerne på plads.
"Jeg glæder mig til den opgave, vi skal i gang med lige om lidt. Vi har nogle økonomiaftaler, som jeg vil sige, at der er rigtig mange ude i det kommunale land, der går og venter på," sagde Pia Olsen Dyhr til overdragelsen fra tidligere indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).
Ministeren fremhævede også et af punkterne fra regeringsgrundlaget, hvor regeringen vil indføre: 'muligheden for en mere langsigtet økonomisk planlægning ved at overgå til flerårige økonomiaftaler og derved flerårige budgetter.'
"Jeg tror ikke lige, vi får løst det inden for 14 dage, men det er en stor opgave pludselig at give kommunerne mulighed for at lave flerårige budgetter. Derved kan de i virkeligheden tænke mere i investeringer, i forebyggelse og levere mere for deres borgere. Og så skal jeg jo lave en udligningsreform."
Indholdet af økonomiaftalerne skal som sagt forhandles nu. Her bliver det afgørende, om sporskiftet fra de seneste to økonomiaftaler fortsætter. Med den forrige regerings 2035-plan lagde man sig fast på, at demografien automatisk ville blive dækket frem mod 2035.
Med regeringsgrundlaget går den nye regering et stykke videre og skriver, at en kommende 2035-plan skal indeholder yderligere investeringer i den borgernære velfærd, 'udover hvad der følger af, at det demografiske træk dækkes, og af allerede afsatte midler til velfærd.'
Derfor ser KL formanden også frem til forhandlingerne.
"Det betyder forhåbentlig, at vi kan fortsætte den prioritering af velfærden, som vi har lagt sporene til ved de seneste års aftaler," siger Peter Rahbek Juel.
Den helt store opgave i den kommende valgperiode bliver udligningsreformen, som Pia Olsen Dyhr også italesatte fra overdragelsesceremonien
"Vi skal sikre en udligning, der bliver bedre i det her land, så der er en bedre balance mellem vores forskellige kommuner. Der er nogle kommuner, som hvert eneste år mangler penge til helt almindelig velfærd til deres borgere. Det skal den her regering faktisk levere på," sagde hun.
Sidst opdateret: 04/06/2026 - 11:05














































