Servicelovens § 108 handler om længerevarende botilbud til voksne over 18 år. På grund af en markant nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har de brug for omfattende hjælp i dagligdagen.

Idéen bag et § 108-tilbud er, at det er et længerevarende tilbud, men efter omstændighederne kan det være et varigt tilbud, hvilket ofte er tilfældet. Det afhænger af, om borgeren har behov for et permanent botilbud.

Da service og boligdelen hænger sammen, skal man derfor som udgangspunkt ikke bare kunne opsige boligdelen.

En flytning til et botilbud - herunder også til et nyt botilbud, hvor man så flytter fra ens nuværende tilbud, er reguleret af servicelovens § 129, stk. 1. Sådan en flytning kan kun ske, hvis det er absolut påkrævet. Det betyder, at det ville være uforsvarligt ikke at flytte, og at der er risiko for væsentlig personskade for borgeren selv.

Men der er nogle problemer og problematikker forbundet med flytning/udvisitering fra et §108-tilbud:

Problem 1: Aftaler med fri opsigelsesret

Kommunerne og de private botilbud indgår ofte aftaler med en fri opsigelsesret. Det er ofte med kort varsel, som eksempelvis en måned.

Det udhuler borgerens ret til at blive i sin bolig, da boligen pludselig ophører, hvilket strider med lovens forudsætning om, at det er længerevarende eller varigt. Til gengæld kan botilbuddet ikke afvise at yde den hjælp, som det er godkendt til at tage ansvar for.

Det er Familieretshuset, som skal godkende alle flytninger uden samtykke. (Medmindre de er omfattet af servicelovens § 136 f. Det drejer sig om borgere med fremadskridende demens, som ikke modsætter sig flytning.) Hidtil gjorde Familieretshuset det, at de sidestillede sager, hvor botilbuddet opsagde aftalen, med en direkte lukning af botilbuddet.

Det har Ankestyrelsen sat en stopper for med en endnu ikke offentliggjort afgørelse. Ud fra den afgørelse fremgår det implicit, at der er særlige forhold, hvor der kan være grundlag for at flytte en borger til et nyt botilbud. Eksempelvis i følgende situationer:

Problem 2: Stavnsbundet til botilbuddet

I nogle situationer gør de strammer regler, at en borger ikke kan flytte, selvom alle relevante aktører omkring borgeren mener, at flytning til et andet botilbud vil være mest hensigtsmæssigt - eventuelt det eneste rigtige for borgeren. Det vil sige, at botilbuddet, kommunen, værgen, eventuelt borgeren selv, hvis borgen kan forholde sig til spørgsmålet, beskikket advokat og sundhedsfaglige aktører alle kan være enige om, det er det rigtige, men det kan stadig ikke lade sig gøre på grund af § 129, stk. 1.

Problem 3: Manglende inddragelse af Familieretshuset

I nogle tilfælde sker indflytning i og udvisitering fra botilbud uden forlæggelse for eller indhentning af forudgående tilladelse fra Familieretshuset. Der er en del mørketal på området, men problematikken går på, at nogle kommuner enten ikke kender reglerne, misforstår dem eller måske vælger ikke at følge dem.

Problem 4: § 108 erstattes i stigende grad af § 105, stk. 2

Man erstatter i stigende grad botilbud oprettet efter § 108 med boliger omfattet af almenboliglovens § 105, stk. 2. Det er ældre- og handicapvenlige almenboliger.

De boliger udgør et alternativ til § 108-tilbud og skal også være længerevarende. Men til gengæld har borgeren også en lejers almindelige pligter. Det betyder, at man som borger kan opsiges, hvis man misligholder boligen og lejekontrakten. Flere borgere, der er velegnet til et § 108-tilbud, kan ikke administrere almindelige lejepligter, men de kan stadig blive opsagt.

Derfor har Ankestyrelsen sagt, at kommunerne skal udvise særlig omhu, når der visiteres til botilbud.

Artiklen er lavet på baggrund af et notat tilsendt fra advokat Michael Nathan. Han er på Familieretshusets liste over advokater, som beskikkes i forbindelse med sager om magtanvendelse efter reglerne i den sociale servicelov (flytning uden samtykke).

Serviceloven § 108