Danske Handicaporganisationer glæder sig over, at nogle af de mere kontroversielle forslag fra Tranæs-udvalget ikke bliver gennemført.

Danske Handicaporganisationer glæder sig over, at nogle af de mere kontroversielle forslag fra Tranæs-udvalget ikke bliver gennemført. - Foto: PR-Foto, Danske Handicaporganisationer

Reaktioner på økonomiaftalen: DH takker regeringen

Danske Handicaporganisationer takker regeringen for ikke at trække socialpolitikken i den forkerte retning. Samtidigt glæder DH sig over flere penge til botilbudsområdet. Læs flere reaktioner her.

Udgivet: 26/05/2023

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Danske Handicaporganisationer (DH) glæder sig over økonomiaftalen for kommunernes økonomi i 2024.

Under forhandlingerne advarede DH sammen med 36 andre organisationer mod Tranæs-udvalgets anbefalinger, der lagde op til, at økonomien skulle spille en markant større rolle på socialområdet.

Læs også:
37 organisationer i nødråb: Advarer mod Tranæs-udvalgets anbefalinger

Og selvom regeringen og KL (Kommunernes Landsforening) trods alt gennemfører en lang række af Tranæs-udvalgets anbefalinger, så har de ladet nogle af de mere kontroversielle forslag blive i skuffen.

"Regeringen har lyttet til vores kraftige advarsel om at følge de mest problematiske anbefalinger fra et ekspertudvalg på socialområdet og har kun taget mindre vidtgående anbefalinger med," siger formand for DH, Thorkild Olesen, i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Økonomi skal nemlig ikke tælle endnu mere end at give borgerne den rigtige hjælp første gang, og der skal ikke være endnu større forskel fra den ene kommune til den anden på den støtte, man kan få. Så tak til regeringen for ikke at trække socialpolitikken i en helt forkert retning."

Læs også:
Økonomiaftalen er landet: 1,5 milliarder til at udvide botilbudskapaciteten

Glade for penge til botilbudsområdet

Regeringen og KL er blevet enige om at afsætte 1,5 milliarder kroner til en lånepulje på botilbudsområdet frem mod 2026. Den skal kommunerne bruge til at udvide den kommunale botilbudskapacitet.

Det element er DH glade for.

”Det er godt, at der investeres i botilbud. Men det er afgørende, at den investering bliver tænkt sammen med en kommende og ambitiøs specialeplan på det specialiserede socialområde,” siger Thorkild Olesen.

Det element vækker også begejstring hos KL. I en pressemeddelelse siger KL's formand Martin Damm:

"Særligt glad er jeg for, at vi har fået en ekstraordinær lånepulje på socialområdet, så kommunerne får bedre muligheder for at investere i egne botilbudspladser og dermed flere redskaber til at styre økonomien på området."

De private er bekymrede for fagligheden

Det er dog ikke alle, der tager lige godt imod den beslutning. Landsorganisationen for sociale tilbud (LOS), der repræsenterer de private aktører, er kritiske:

"Jeg er bekymret over, at regeringen ukritisk har fulgt de unuancerede anbefalinger fra Ekspertudvalget, og har valgt at se bort fra den vigtige faglighed og specialisering, der er på ikke-offentlige botilbud. Jeg er bekymret for, at voksne med komplicerede og mangfoldige udfordringer fremover ikke får den høje og specialiserede faglighed, de har brug for i kommunale tilbud, der ikke kan oppebære en specialisering for disse målgrupper," skriver Mads Roke Clausen, der er direktør i LOS.

Han udtrykker også bekymring for takstloftet, der kommer på krisecentre og herberger.

Ifølge Mads Roke Clausen bør man i stedet satse på en standardisering af ydelser, give socialrådgiverne bedre vilkår, så man forbedrer styringen af de vanskelige sager samt et bedre arbejdsmiljø. Det er vejen til bedre økonomistyring på socialområdet.

Dog tager de private aktører godt imod forslaget om eftersynet af de forskellige tilsyn på socialområdet.

Problemerne er ikke løst med økonomiaftalen

På trods af sin glæde over flere penge til botilbudsområdet, understreger Thorkild Olesen, at problemerne på handicapområdet ikke er løst med årets økonomiaftale.

"Hvis vi skal undgå at stå her igen om et år og se på slagsmålet mellem kommunerne og regeringen omkring handicapområdet, er der brug for nogle strukturelle ændringer med borgeren i centrum. Det kan betale sig at investere i at give mennesker med handicap den rigtige hjælp første gang og fjerne kommunale forskelle ved at indføre en ambitiøs specialeplan og hæve fagligheden på området."

Sidst opdateret: 26/05/2023 - 11:47

Emner: Socialøkonomi, Det specialiserede socialområde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]