
En lang række af Tranæs-udvalgets anbefalinger bliver snart til virkelighed. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix (arkiv)
Økonomiaftalen er landet: 1,5 milliarder til at udvide botilbudskapaciteten
Kommunerne får 1,5 milliarder frem mod 2026 til at udvide den kommunale botilbudskapacitet. Derudover er regeringen og KL enige om at gennemføre en række af Tranæs-udvalgets øvrige anbefalinger.
Udgivet: 26/05/2023
Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) er blevet enige om en økonomiaftale for 2024. I den aftale gennemfører parterne en række af Tranæs-udvalgets anbefalingerne.
Blandt andet vil partnerne lave en lånepulje, så kommunerne kan udvide den kommunale botilbudskapacitet. Puljen bliver på 1,5 milliarder kroner frem mod 2026.
Det er interessant, da Tranæs-udvalget vurderer, at det kroniske underudbud på botilbudsområdet netop presser priserne på markedet op. Botilbudsområdet driver udgifterne på det specialiserede voksenområde.
Samtidigt har det været svært for kommunerne at bygge midlertidige botilbud, så kommuerne kunne flytte borgerne igen, da det primært kan lade sig gøre, når man bygger efter serviceloven, hvor kommunerne er underlagt anlægsrammen - medmindre de bygger privat.
Derfor er parterne blevet enige om at følge anbefalingerne om at lave en lånepulje til at udvide den kommunale tilbudskapacitet. Puljen bliver på 200 millioner kroner i 2024, 600 millioner i kroner i 2025 og 700 millioner kroner i 2026. Tilsammen bliver det 1,5 milliarder kroner.
Den pulje kan så ansøges af de kommuner, der vil udvide deres kommunale botilbudskapacitet.
Samtidigt er regeringen og KL blevet enige om at samarbejde om en ny vejledning, der understøtter den tværkommunale drift samt etablering af botilbud. Derudover indføres en mere formaliseret koordinering, når der etableres tværkommunale og regionale tilbud i regi af rammeaftalesamarbejdet.
Parterne vil også afdække modeller, der skal ensrette kommunernes incitamenter, når de opretter botilbud.
Beløbsgrænse og takstlofter
Lånepuljen er ikke det eneste af Tranæs-udvalgets forslag, som regeringen og KL er blevet enige om at gennemføre.
En lang række af de 11 forslag bliver nemlig snart til virkelighed. Det drejer sig blandt andet om en beløbsgrænse for de alternative botilbud.
Regeringen og KL er nu enige om at arbejde efter en formaliseret beløbsgrænse for meromkostningerne på 0 procent for alternative tilbud til det, kommunen har visiteret til. Det betyder, at man som borger ikke længere bare kan vælge et langt dyrere botilbudsalternativ, hvis man er utilfreds med det, kommunen har valgt.
Der tages højde for ens beregning af takster på tværs af offentlig og private tilbud, som skal sikre fair konkurrence og lige vilkår for aktørerne på markedet.
Derudover vil regeringen og KL indføre takstlofter på tilbud med selvmøderprincippet, som man blandt andet kender fra herberger og kvindekrisecentre.
Parterne anerkender, at selvmøderprincippet er afgørende for at kunne tage hånd om akutte situationer.
Men de nuværende regler giver kommunerne styringsudfordringer, og derfor vil de nu indføre et takstloft, der skal sikre, at priserne bliver mere ensartet, og at kommunerne får bedre mulighed for at styre området økonomisk.
Regeringen udarbejder et oplæg for indførelsen af et eller flere takstlofter. Takstloftet skal for øvrigt ses i sammenhæng med det vedtagne lovforslag om omlægningen af hjemløseindsatsen.
Eftersyn af tilsyn og nytænkning af merudgiftsydelsen
Tranæs-udvalgets anbefalinger om tilsynene og merudgiftsydelserne bliver også til virkelighed.
Regeringen og KL er blevet enige om at lave en analyse af de forskellige tilsyn, som de forskellige tilbud på socialområdet er underlagt.
Analysen skal undersøge, om tilsynene medvirker til at øge udgiftsopdriften - altså om de er udgiftsdrivende, som nogle kommunaldirektører tidligere har beskyldt dem for at være - herunder også i forhold til administrationsudgifter.
Derudover skal den undersøge, om reguleringen af tilsynene kan forenkles, hvordan man kan styrke koordineringen mellem tilsynene, samt hvordan uoverensstemmende krav fra forskellige tilsyn kan løses.
Parterne drøfter resultaterne i forbindelse med næste års økonomiforhandlinger.
Regeringen og KL er derudover også enige om at nytænke merudgiftsydelsen, da reglerne er svære at gennemskue, og kommunerne bruger mange ressourcer på at administrere dem.
Derfor skal der laves en ny model, hvor borgeren placeres på fastsatte ydelsesniveauer ud fra en konkret og individuel vurdering baseret på objektive faktorer.
Det skal bidrage til et mere enkelt og gennemsigtigt system, øge retssikkerheden for borgeren og reducere kommunernes udgifter til administration.
Slutteligt er regeringen og KL enige om, at der skal indsamles mere viden og data på området. Det handler blandt andet om at indsamle nationale statistikker for udvalgte udgifter, mere viden om resultater på socialområdet og meget andet.
Ingen ændring af formålsbestemmelserne eller Ankestyrelsen
Det er dog ikke alle af Tranæs-udvalgets anbefalinger, regeringen og KL blev enige om at gennemføre. De mere kontroversielle forslag har KL og regeringen nemlig ladet blive i skuffen.
Det drejer sig om ændringen af servicelovens formålsbestemmelser, så økonomiske hensyn vejede ligeså tungt som de faglige, samt ændringen af Ankestyrelsen, så den pludselig skulle se mere på helheden og de økonomiske konsekvenser. Ingen af de forslag er blevet til noget.
Det glæder de sig meget over hos Danske Handicaporganisationer, der takker regeringen for ikke at trække socialpolitikken i den forkerte retning.
Eftersom Tranæs-udvalget ikke er færdige med sit arbejde, er KL og regeringen enige om at drøfte de endelige anbefalinger, når de foreligger.
Du kan læse økonomiaftalen for 2024 her.Sidst opdateret: 26/05/2023 - 07:54
Temaer: Det specialiserede socialområde















































