Enhedslistens Peder Hvelplunds tålmodighed er snart ved at være tyndslidt.

Enhedslistens Peder Hvelplunds tålmodighed er snart ved at være tyndslidt. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix (arkiv)

Enhedslisten: Vi kan stadig ikke få prisen på at genrejse psykiatrien

Skiftende regeringer har ikke ville oplyse prisen på at genrejse psykiatrien. "Det er klart, det kan man ikke sætte kroner og øre på, men jeg har behov for, vi får en nogenlunde oversigt over, hvad de forventede udgifter er i forbindelse med det," siger sundhedsordfører.

Udgivet: 26/09/2023

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Endnu engang må Enhedslistens psykiatriordfører Peder Hvelplund spejde længe efter at få svar på, hvad det vil koste at gennemføre Social- og Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en tiårsplan til psykiatrien, som et bredt flertal har aftalt at gøre.

Han har netop uden held forsøgt at få et svar fra sundhedsminister Sophie Løhde (S), men prøvede også at få et svar ud af hendes forgænger på posten.

"Første gang jeg stillede spørgsmålet, var Magnus Heunicke sundhedsminister. Jeg stillede det, fordi vi jo har aftalen om en tiårig psykiatrihandlingsplan, hvor vi har forpligtiget os til at gennemføre de initiativer, der står i planen," siger Hvelplund til NB-Social.

Dengang oplyste Heunicke, at ministeriet var i gang med at kvalificere de økonomiske aspekter af planen.

Hvelplund mener, partierne har behov for at vide, hvordan den økonomiske ramme ser ud, når man skal gennemføre initiativerne.

"Det er klart, det kan man ikke sætte kroner og øre på, men jeg har behov for, vi får en nogenlunde oversigt over, hvad de forventede udgifter er i forbindelse med det."

Regeringen tager udgangspunkt i overslagsberegning

I forbindelse med præsentationen af finansloven for 2024 havde regeringen fundet lidt over tre milliarder, som den ville løfte psykiatrien med i 2030. Tager man udgangspunkt i niveauet i starten af 20'erne, så vil området være blevet løftet med 4,3 milliarder kroner.

Regeringen tager med det tal udgangspunkt i den investeringsplan, som Dansk Psykiatrisk Selskab med forperson Merete Nordentoft i spidsen og professor i sundhedsøkonomi ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive, Jakob Kjellberg har lavet.

De kom frem til, det ville koste 4,5 milliarder i drift og 3,5 i anlæg at gennemføre det faglige oplæg, som Sundheds- og Socialstyrelsen havde lavet.

Kjellberg selv har dog tidligere kaldt beregningen for en hurtig overslagsberegning til NB-Social.

"Det er tal, der er lavet ud fra nogle løse betragtninger - der har vi behov for, at ministeriet kommer med nogle mere konsoliderede tal i forhold til, hvad det her vil komme til at koste," siger Peder Hvelplund.

Hårde økonomiaftaler har konsekvenser

En af grundene til Hvelplund er bekymret, skyldes at regeringen indgår stramme økonomiaftaler med både kommunerne og regionerne, der medfører budgetbesparelser.

"Så hvis man afsætter 3,5 milliarder til en psykiatrihandlingsplan, samtidig med at man udhuler de kommunale og regionale budgetter, så risikerer de jo, at de 3,5 milliarder reelt bare bliver brugt til fylde de huller helt eller delvist op, som der kom ved de stramme økonomiaftaler," siger Hvelplund og fortsætter:

"Det kommer ikke patienter, ansatte, brugere eller pårørende til gavn."

Hvelplunds bekymring er, at regeringen ser sig så blind på de tre milliarder, at den tænker, udgifterne er dækket ind, selvom det måske ikke er tilfældet. Så det hele bliver et spørgsmål om økonomi frem for den oplevede kvalitet i psykiatrien.

Frygt for regering løber fra aftale

I sidste ende er Hvelplund faktisk bekymret for, at regeringen ender med at løbe fra aftalen om at gennemføre samtlige af initiativerne i det faglige oplæg.

"Risikoen er jo for mig at se, at det her ender med et brud på den aftale, vi indgik vi tiårsplanen."

Allerede nu, hvor man er begyndt at gennemføre nogle af initiativerne fra det faglige oplæg, er de afsatte midler langt fra tilstrækkeligt til at løse opgaven efter Hvelplunds vurdering.

"Derfor er bekymringen, at der ikke er råd til initiativer, som alene vil blive gennemført på papiret, men ikke oplevet ude i praksis."

Sidst opdateret: 26/09/2023 - 12:44

Temaer: Psykiatri

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]