
"Med Ankestyrelsens gennemgang tegner der sig et klart billede af, at kommunerne selvfølgelig overholder lovgivningen i forhold til behandling af danmarkskortene," siger Helle Gade, næstformand i KL's socialudvalg. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)
Ankestyrelsen frikender næsten alle kommuner for lovbrud i ny undersøgelse
På trods af beskyldninger kan Ankestyrelsen nu sætte et endegyldigt punktum. Langt de fleste kommuner overholder loven, når det kommer til behandling og opfølgning på de famøse Danmarkskort. Det glæder KL.
Udgivet: 26/09/2023
85 kommuner har haft Social-, Bolig- og Ældreministeriets danmarkskort for 2022 på dagsordenen til et kommunalbestyrelsesmøde inden udgangen af 2022. Samtidig har kommunalbestyrelsen forholdt sig til behovet for en handlingsplan.
Det fastslår Ankestyrelsen, der netop er blevet færdig med en undersøgelse af kommunernes praksis.
Undersøgelsen kommer efter, at hele 70 kommuner blev beskyldt for lovbrud.
Mediet 24syv fortalte, at 70 ud af 98 kommuner ikke overholdte lov § 79 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Den lov kræver, at kommunerne behandler danmarkskortene på et kommunalbestyrelsesmøde.
NB-Social har tidligere bragt en foreløbig vurdering, der frikendte kommunerne. Men nu er den endelige undersøgelse færdig.
”Med Ankestyrelsens gennemgang tegner der sig et klart billede af, at kommunerne selvfølgelig overholder lovgivningen i forhold til behandling af danmarkskortene," udtaler Helle Gade, der er næstformand i KL's socialudvalg og borgmester i Silkeborg, til NB-Social i et skrifteligt svar.
Dog betragter KL det som en gang overflødig bureaukrati.
"Men det er i vores optik et meningsløst bureaukrati, at statslige jurister skal læse kommunalbestyrelsernes dagsordener og referater for at vurdere dette og efterfølgende skrive breve til samtlige kommuner. Spild af tid og kræfter i en tid, hvor socialområdet er under et kæmpe pres,” understreger Helle Gade.
Ikke alle kommuner overholder loven
Det betyder dog også, at der er nogle kommuner, der ikke lever op til reglerne.
- Seks kommuner er blevet bedt om at udarbejde en handlingsplan på førstkommende kommunalbestyrelsesmøde og underrette Ankestyrelsen om resultatet. Det er de, da styrelsen ikke ud fra det indsendte referat kunne se, at kommunerne havde taget stilling til spørgsmålet.
- Fem kommuner har behandlet danmarkskortet for sent. De har fået et særskilt brev med en indskærpet frist for, hvornår kortene skal være behandlet.
- To kommuner har vurderet, at der ikke er behov for at udarbejde en handlingsplan. Ankestyrelsen er uenig, og disse kommuner er blevet pålagt at udarbejde en handlingsplan med en tidsfrist på tre måneder.
Ankestyrelsen har meddelt kommunerne, at den også i 2024 vil foretage en ny gennemgang af samtlige kommunalbestyrelsers behandling af og opfølgning på danmarkskortet 2023.
I den forbindelse er kommunerne blevet bedt om at indsende referater af kommunalbestyrelsens behandling af danmarkskortet for 2023 senest den 31. januar 2024.
Læs undersøgelsen her.
Tips til kommunerne
Ankestyrelsen har i den forbindelse sendt en række vigtige opmærksomhedspunkter. Det er:
- Danmarkskortet over omgørelsesprocenter på socialområdet skal behandles på møde i kommunalbestyrelsen inden udgangen af det år, hvor danmarkskortet offentliggøres.
- Danmarkskortet består af tre dele – et overordnet kort med omgørelsesprocenter på hele socialområde, og to underliggende kort med delmængder af det overordnet kort (børnehandicapområdet og voksenhandicapområdet).
- Kommunerne skal sikre at rammerne for en aktiv politisk drøftelse på kommunalbestyrelsesmøde er til stede.
- Kommunalbestyrelsens drøftelse af danmarkskortet skal omfatte omgørelsesprocenter for afgørelser truffet af kommunen på socialområdet set i forhold til andre kommuner.
- Kommunalbestyrelsen skal altid tage stilling til, om der er behov for at udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i kommunens sagsbehandling
Sidst opdateret: 27/09/2023 - 08:23
Emner: KL - Kommunernes Landsforening, Silkeborg Kommune, Ankestyrelsen










































